PILGRIMS WAY – DAG 5

Start ByWesterham – Reigate
Dato14. april 2023
Vejr+7C – +14C sol – regn/regn
Højdemeter op177 m
Højdemeter ned208 m
Sværhedsgradlet
Afstand tilbagelagt i dag21 km
Afstand tilbagelagt i alt123 km

Den vejrapp jeg bruger – den norske YR – forudsagde regn af varierende styrke det meste af dagen. Og det kom til at passe

Kedeligt småregn hele tiden, så regntøj var nødvendigt.

Efter de sidste dages regn er pilgrimsrutens underlag ganske langsomt blevet dårligere med endnu større “pots” – vandpytter – og mere mudder end tidligere og det var såmen slemt nok.

Jeg orkede i morges ikke endnu en dag med regn, vandpytter og mudderet pilgrimsvej.

Under morgenmaden bad jeg GoogleMaps om at finde den nemmeste og korteste vej mellem King Arms Hotel i Westerham og Prince of Wales Inn i Reigate, som er det næste overnatningssted jeg har booket.

Det blev så 21 km’s vandring langs A 25. A 25 er hovedlandevejen øst- vest syd for London. Jeg har prøvet tidligere at vandre langs/på hovedlandevej i England – det er en prøvelse. GoogleMaps er et vidundermiddel til informationer. En af dem er jo, at man faktisk kan se vejforløbet og kvaliteten af vejen. Det viser sig, at der på hele dagens vandring er enten fortov eller cykelsti. Uden for bymæssig bebyggelse skiftevis dog i højre eller venstre side. Så var den sag afgjort 21 km på A 25. Sådan.

Kedelig? Ja. Støjende? Ja. Vandpytter? Ja, men kan passeres med tørre vandresko. Mudder? Nej. Humør? Langt bedre.

Så både på grund af småregnen og at der ikke var meget at opleve, har jeg faktisk ikke mere at fortælle og kun få fotos. Sorry.

Det skulle da lige være, at det stadig regnede.

Jeg bookede overnatning på The Prince of Wales Inn, der ligger i centrum af Reigate og som nabo til stationen. Der serveres ikke morgenmad, hvorfor i det nærmeste Coop – for enden af gaden – købte ind til både aftensmad og til morgenmad.

For overnatningen betalte jeg £ 81.