Hjemrejsen har jeg planlangt sådan, at jeg igen vandre fra Fungalvaz til Tomar. Imidlertid er det regnvejr fra morgenstunden. Jeg skal med tog kl. 13:30 fra Tomar til Lissabon. Værten tilbyder at køre mig til stationen i Tomar på grund af vejre. det regner voldsomt, som den dag jeg vandrede mod Fatima. Jeg siger pænt tak for tilbuddet, det vil jeg gerne benytte mig af. Der er et kvarters kørsel til stationen. Toget er det samme tog som jeg kørte mig til Tomar, det stopper ved alle stationerne. Men denne gang har jeg rigelig med tid. Det er nu i dagslys, så landskabet kan rulle forbi. Det er nu ikke for at der er særlig meget at se på turen. Fra stationen Oriente til lufthavnen kan jeg i dag tage vandringen noget mere afslappet end da jeg ankom. Det er også lyst og jeg får et helt andet indtryk af omgivelserne. Ved ankomsten til lufthaven skal jeg først have tjekket min rygsæk ind og siden gennem sikkerhedskontrollen. Jeg synes det er forvirrende at finde rundt i lufthaven idet de forskellige afsnit, men endelig finder jeg frem til kontrollen og kan finde en cafe for at spise et måltid. Det er TAP jeg skal flyve retur med og flyet afgår til tiden og er omkring et kvarter forsikringen da vi lander i Kastrup. Rest af rejsen hjem til Holbæk er i min bil, som jeg parkerede i Vangede hos min svigerinde.
I dag kan jeg berette om, at det i modsætning til i går er en nydelse at vandre retur fra Fatima til Fungalvaz. Sådan er det med pilgrimsvandring. Skidt humør den ene dag, godt den næste. Det er det, som er med til, at jeg bliver ved med at pilgrimsvandre til fysikken eller psyken sætter et stop. Klog af skade i går, fandt jeg en cykelrute, der det meste af forløbet er på pilgrimsruten. Den er jo udlagt, så der kan køre cykler på den fulde rute og der ikke skal smides cykel over væltede træer eller de skal bæres op af stejle stier med små og store sten. Så den tager jeg retur til Fungalvaz og retur til det tidlige overnatningssted. Og det var et godt valg, når man ikke har noget imod lidt asfalt og et par lastvogne på dagen. Jævn og tilforladeligt godt underlag under vandreskoene, overkommelige højdemeter uden at der skal kravles opad og ned, smukke udsigter i det bakkede landskab. Og i dag kunne der så vandres i korte bukser og t-shirt med oprullede ærmer i solskin fantastisk fra i går til i dag. Inden jeg forlod Fatima her til morgen, gik jeg til basilikaen for at tage endnu et syn af kirkerummet. Der var kun få kirkegængere til en stille bøn og ikke som i går, mange søgende og turister. Jeg benyttede også lejligheden til at få et stempel i mit pilgrimspas. Ved den lejlighed spurgte jeg, hvor mange pilgrimme der ønsker at få stempel i et pilgrimspas. Kun omkring 5 om dagen.
I 1916, ved tre separate lejligheder,Lúcia Santosog hendes to fætre,Francisco og Jacinta Marto begyndte at rapportere om åbenbaringer af en engel i området Valinhos. Disse påståede besøg begyndte den 13. maj 1917, da de passede familiens får iCova da Iria, sagde de, at de var vidne til åbenbaringen af det, de senere antog var Jomfru Maria, og begyndte at gøre bod og selvopofrelse for at sone syndere. Mange strømmede til Fátima og Aljustrel for at overvære disse påståede åbenbaringer sammen med børnene, men ikke før børnene blev fængslet for at være politisk forstyrrende.[1]Disse visitationer kulminerede den 13. oktober 1917Solens mirakel 41begivenhed, som Jomfru Marias åbenbaring angiveligt afsløredeTre hemmeligheder 4til børnene. Selvom Solmiraklet markerede børnenes sidste påståede åbenbaring, fortsatte Fátima-regionen med at være et pilgrimsmål.
Ofre for Influenzapandemien i 1918 epidemi, begge fætre (Francisco og Jacinta Marto) døde den 4. april 1919 og 20. februar 1920 (iAljustrelogLissabon), henholdsvis. Sammen medFátimas tre hemmeligheder, deres historier (og Lúcias) blev knyttet til den religiøse opbygning, der fulgte i Fátima. Et lille kapel,Åbenbaringernes kapel(Åbenbaringernes kapel) blev påbegyndt den 28. april 1919 af lokalbefolkningen: opførelsen blev hverken hindret eller opmuntret af kirkens myndigheder.
Den 13. maj 1920 trodsede pilgrimme regeringstropper for at opstille en statue af Jomfru Maria i kapellet, mens den første officielt afholdte messe fandt sted den 13. oktober 1921. Et herberg for syge blev også åbnet samme år, men det oprindelige kapel blev ødelagt den 6. marts 1922.
De første undersøgelser (kanoniske processer) foretaget af den romersk-katolske kirke vedrørende begivenhederne i Fátima begyndte den 3. maj 1922. I mellemtiden blev det lille Kapel for Åbenbaringerne genopbygget og i drift i 1923. Det ville tage de næste fire år, før der skete en holdningsændring fra den romersk-katolske kirke; den 26. juli 1927 ledede biskoppen af Leiria den første gudstjeneste i Cova da Iria, som omfattede velsignelsen af de 11 kilometer (6,8 mi) lange korsstationer på bjergvejen til stedet fra Reguengo do Fetal.
Den 13. maj 1928 blev den første grundsten lagt i opførelsen af basilikaen og kolonnaden i Fátima, en proces der fortsatte indtil 1954. Opførelsen af kolonnaden, udført af arkitekten António Lino, begyndte i 1949 og blev udvidet til 1954. I mellemtiden tillod den romersk-katolske kirke den 13. oktober 1930 eksistensen af den første kult Nossa Senhora de Fátima (Vor Frue af Fátima). Allerede før komplekset var færdiggjort, blev Jacinta Martos jordiske rester flyttet fra hendes beskedne grav i Vila Nova de Ourém (hvor hun var begravet efter sin død) til Fátima (12. september 1935), og senere (den 1. maj 1951) til den færdige basilika-helligdom. Hendes brors rester blev flyttet fra kirkegården i Fátima til basilikaen den 13. marts 1952. Et orgel blev også monteret samme år i den færdige kirke af firmaet Fratelli Rufatti i Pádua.
Før denne periode, den 13. maj 1942, havde en stor pilgrimsrejse allerede markeret 25-års jubilæet for åbenbaringerne. To år senere (den 13. maj 1946) kronede kardinal Massella, pavelig legat, billedet af Vor Frue af Fátima i Åbenbaringskapellet, hvilket markerede en fuldstændig omvending i Vatikanstolens officielle holdning til begivenhederne i Fátima. Den 7. oktober 1953 blev Helligdommens Kirke i Fátima indviet, og inden for et år tildelte pave Pius XII kirken titlen Basilika i sit korte Luce Superna-dokument (november 1954)
I 1916, ved tre separate lejligheder,Lúcia Santosog hendes to fætre,Francisco og Jacinta Martobegyndte at rapportere om åbenbaringer af en engel i områdetValinhos. Disse påståede besøg begyndte den 13. maj 1917, da de passede familiens får iCova da Iria, sagde de, at de var vidne til åbenbaringen af det, de senere antog var Jomfru Maria, og begyndte at gøre bod og selvopofrelse for at sone syndere. Mange strømmede til Fátima og Aljustrel for at overvære disse påståede åbenbaringer sammen med børnene, men ikke før børnene blev fængslet for at være politisk forstyrrende.[1]Disse visitationer kulminerede den 13. oktober 1917Solens mirakelbegivenhed, som Jomfru Marias åbenbaring angiveligt afsløredeTre hemmelighedertil børnene. Selvom Solmiraklet markerede børnenes sidste påståede åbenbaring, fortsatte Fátima-regionen med at være et pilgrimsmål.
Ofre forInfluenzapandemien i 1918epidemi, begge fætre (Francisco og Jacinta Marto) døde den 4. april 1919 og 20. februar 1920 (iAljustrelogLissabon), henholdsvis. Sammen medFátimas tre hemmeligheder, deres historier (og Lúcias) blev knyttet til den religiøse opbygning, der fulgte i Fátima. Et lille kapel,Åbenbaringernes kapel(Åbenbaringernes kapel) blev påbegyndt den 28. april 1919 af lokalbefolkningen: opførelsen blev hverken hindret eller opmuntret af kirkens myndigheder.
Den 13. maj 1920 trodsede pilgrimme regeringstropper for at opstille en statue af Jomfru Maria i kapellet, mens den første officielt afholdte messe fandt sted den 13. oktober 1921. Et herberg for syge blev også åbnet samme år, men det oprindelige kapel blev ødelagt den 6. marts 1922.
De første undersøgelser (kanoniske processer) foretaget af den romersk-katolske kirke vedrørende begivenhederne i Fátima begyndte den 3. maj 1922. I mellemtiden blev det lille Kapel for Åbenbaringerne genopbygget og i drift i 1923. Det ville tage de næste fire år, før der skete en holdningsændring fra den romersk-katolske kirke; den 26. juli 1927 ledede biskoppen af Leiria den første gudstjeneste i Cova da Iria, som omfattede velsignelsen af de 11 kilometer (6,8 mi) lange korsstationer på bjergvejen til stedet fra Reguengo do Fetal.
Den 13. maj 1928 blev den første grundsten lagt i opførelsen af basilikaen og kolonnaden i Fátima, en proces der fortsatte indtil 1954. Opførelsen af kolonnaden, udført af arkitekten António Lino, begyndte i 1949 og blev udvidet til 1954. I mellemtiden tillod den romersk-katolske kirke den 13. oktober 1930 eksistensen af den første kult Nossa Senhora de Fátima (Vor Frue af Fátima). Allerede før komplekset var færdiggjort, blev Jacinta Martos jordiske rester flyttet fra hendes beskedne grav i Vila Nova de Ourém (hvor hun var begravet efter sin død) til Fátima (12. september 1935), og senere (den 1. maj 1951) til den færdige basilika-helligdom. Hendes brors rester blev flyttet fra kirkegården i Fátima til basilikaen den 13. marts 1952. Et orgel blev også monteret samme år i den færdige kirke af firmaet Fratelli Rufatti i Pádua.
Før denne periode, den 13. maj 1942, havde en stor pilgrimsrejse allerede markeret 25-års jubilæet for åbenbaringerne. To år senere (den 13. maj 1946) kronede kardinal Massella, pavelig legat, billedet af Vor Frue af Fátima i Åbenbaringskapellet, hvilket markerede en fuldstændig omvending i Vatikanstolens officielle holdning til begivenhederne i Fátima. Den 7. oktober 1953 blev Helligdommens Kirke i Fátima indviet, og inden for et år tildelte pave Pius XII kirken titlen Basilika i sit korte Luce Superna-dokument (november 1954)
8 timers vandring for at nå frem til Fatima. 8 timer til 22 km og så i næsten konstant regnvejr. Flere gange var det regnstorm. Det vælte ned med regn da jeg forlader overnatningsstedet. Et er regn, noget andet er vandrevejen. Efter at have vandret ud af byen bliver jeg ledt ind på en smal overbevokset sti ud i et vildt terræn. Iklædt min røde lange regnfrakke og regn der bare væltede ned, begyndte opstigningen. Stien er samtidig smattet af rødbrunt nærmest ler og fuld af sten fra størrelse som nødder til fodbolde. Regnen tog til og det gjorde stigningen på stien også. Også størrelsen på stenene tog til. Omkring 200 m kontinuerlig op. Og regnvand rendte i stride strømme ned mod mig med rødbrunt mudder der sugede sig til vandreskoene. Nogle passagerer var med grundfjeld stikken op i ulige højder. Så jeg var nødt til at tage omkring 50 cm høje skridt op. Da jeg var i pashøjden fladede det ud. Det var ikke engang fornøjeligt. For jeg sank ned i det rødbrune mudder. Somme steder var der søer på stien, hvor ekspertisen for at komme mest tørskoet omkring vandhullerne kom til hjælp. Nu var udfordringen at vandre det halve højdemeter ned på en mudderglat sti med grundfjeld og løse sten. Jeg er forsigtig, når jeg skal vandre ned. Så det tog rigtig lang tid og jo mere blev jeg våd fra oven og fra den vilde beplantning, der var tæt og regnvåd. Lykkeligvis er de sidste 15 km på bred grusvej, asfalteret landevej og de sidste på gul asfalt på cykelsti ind mod Fatima afsluttende med nogle få kilometers byvandring. Fra jeg vandrede ud, til lidt inde i Fatima, var der ingen cafeer el. lign. Et enkelt stop blev det til, da jeg sad på en høj kantsten, der er autoværn ud til landevejen og der imellem et par byger, kunne jeg holde en kort pause. Da jeg kom ind på den gigantiske katedralplads måtte jeg have efterladt en spor af mudder. Tror jeg. For der var mange der så langt efter mig, da jeg i den røde regnfrakke entrede den fyldt basilika indviet et Jomfru Maria. Jeg har booket hotelovernatning tæt på basilikaen og valget er godt, hotel med et værelset med dejlig varme. Så nu håber jeg at noget af det våde tøj forhåbentlig er mindre vådt i morgen tidlig. Skal jeg beskrive dagens strabadser, så er den på top 10 over de værste. Jeg har trods alt prøvet noget over årene. Men dagen i dag er godt nok barsk og en prøvelse af tålmod og fysik.
Jeg ankommer først til Tomar ret sent omkring kl. 22:30. Der noget længe efter min rejseplan. Jeg skulle have været i Tomar omkring kl. 21:00, Så alle butikker er lokket da jeg ankommer. Jeg har ikke på grund af den ændrede rejseplan fået noget at spise siden morgenmaden. Årsagen til den sene ankomst er at flyet fra København er over 5 kvarter forsinket. Så SAS er årsag til at jeg når så sent frem til Tomar. I Lissabon Lufthavn skal jeg først have min rygsæk udleveret. Da jeg kommer ud af terminal, er der en ualmindelig lang kø til taxa. Jeg skal kun ned til Station Oriente og med toget. Det ville tage alt for lang tid at vente på taxa end at gå de knap 3 kilometer fra lufthavn til station. Det tager mindre end en halvtime at gå ned til togstationen. det er godt vejr og der er fortov hele vejen. Men der er ingen grund til at skynde sig. Det hurtigtog jeg har billet til er for længst kørt. Da jeg kommer til stationen må jeg vente i kø for at købe en bilet til det første tog mod Tomar. Køen er lang og endelig bliver det min tur. Jeg køber billet til det ført afgående tog til Tomar. Det først afgående tog er som stopper ved alle stationer frem til Tomar. Så det tager mere end 2 timer før jeg er fremme. I Tomar går jeg fra stationen til Hotellet jeg har booket. Det ligger lige i udkanten af den gamle by og direkte ud til ruten jeg i morgen skal af op til borgen og klosteret. Jeg har hverken fået middags-eller aftensmad. Receptionisten oplyser der en take-away restaurant åben til midnat. Der køber jeg aftensmad og drikke og spiser på værelset.
Jeg har booket overnatning på Hotel Kamanga, der ligger i byens centrum og for overnatning inkl. morgenmad betalte jeg € 60.
