| Start by | Jerusalem – Bethlehem – Jerusalem |
| Dato | 13. december 2025 |
| Vejr | + 12 C – +16 C sol / let overskyet |
| Højdemeter op | 139 m |
| Højdemeter ned | 139 m |
| Sværhedsgrad | let |
| Afstand tilbagelagt i dag | 15 km |
| Afstand tilbagelagt i alt | 15 km |
Kunne jeg mon komme til Bethlehem?
Det var flot solskin til morgen, da jeg lidt over kl: 8:00 vandrede ned ad King George Street. Byen var fuldstændig død. Ingen busser, ingen taxi, ingen bilhorn. Byens stilhed var larmende. Hurtigt kom mænd i sorte jakkesæt med sorte hatte og hvide sjaler småløbende hen mod Jerusalem Great Synagoge og skyndte sig ind af den store dør. Udenfor sad en søvnig vagt. Jeg spurgte om jeg måtte gå ind. Naturligs var svaret, her har du en kalot. Da jeg kom ind i det store fællesrum var der stuvende fuldt af mænd med hvide sjal. Og på galleriet var der fuldt af kvinder. Måske et par tusinde. Uden at vide hvor mange der nu sad stod kom og gik mens et stort drengekor og mandskor sang utrolig smukt ind i mellem bønnerne. Det var en oplevelse at se og høre på. Jeg var der vel tre kvarter. Men jeg vandrede videre til Check Point 300 ved den Grønne Linje der er den eneste adgang i hegnet mellem Vestbredden og Jerusalem. Her er adgang til Bethlehem såre simpel, man går bare igennem møllerne, der kun kan dreje en vej. På den Palæstinensiske side blev mødt af en horde af taxafolk. Min præference blev en ældre chauffør med hvidt skæg og en gul taxa holdt sammen af gaffatape. Han var kristen palæstinenser. Hurtig blev prisen for transport talt 100 % ned. Han kørte mig først til Shepherds’ Field og ventede under mit besøg. Efter overleveringen er stedet hvor hyrderne så Bethlehem Stjernen og hvor deres grotte var. Derefter kørte vi til Fødselskirken. Ved kirken var det som om alle de mennesker der ikke er Jøder og som gjorde Jerusalem tom, var taget til Bethlehem i Sabbaten. Men min chaufførs familie er stor, så straks var der en guide, der er autoriseret af kirken til omvisning og til min rådighed mod en donation. Den var så stor, forstås på grund af de dårlige tider efter 7. Okt. 2022. Ingen udenlandske turister. Dårlig økonomi. Nuvel han var pengene værd. Effektiv med at få vagterne i kirken til hjælpe udenom de alenlange køer med de flere tusinde turister. Jeg gled med hårdhændet assistance rundt i den ortodokse del af kirken med kvik alternativ adgang til kryberummet med den den syvtakkede stjernes besætning føjet ned i marmorstenen, hvor Jesus blev født efter overleveringen. Jeg formåede endda at lægge hånden på den. Kysse den var lige i overkanten, som nogen gjorde før mig. Vagterne måtte holde de øvrige besøgende tilbage for at jeg kunne få tid til at se krybberummet og side på det sted krybben har stået efter overleveringen. Jeg spurgte min guide, om han kunne arrangere at jeg fik kirkens stempel i mit pilgrimspas. Det skete prompte, naturligvis mod en passende donation til kirkens vedligeholdelse. Sådan. Lokal hjælp er god. Familien var stor forstås, for også et familiemedlem har i generationer en butik med træskærerarbejder og fajance, så selvfølgelig skulle jeg her udse mig lidt julegaver til en rimelig pris, så familien kunne overleve i Julen. Og så en donation til Marias Suppekøkken, som hjælper dårligt stillede gamle kristne palæstinensere. Julehjælp kan vel også gives i udlandet. Hele familien er kristne og er nogle af de omkring 65.000 kristne der er tilbage i Bethlehem, hvor 30.000 er rejs fra siden okt. 2022. Således godt lænset for Euro og Israelske Shekeks -, Dollar er i dårlig kurs – kørte vi i ekspresfart rundt i de smalle gader med skarpe sving og bakker for at nå tilbage til Check Point 300 inden det lukkede præcis kl. 13:00. Jeg var den sidste der kom igennem scanner, kropsvisitering, granskning af mit pas og opholdstilladelse udført af en stramtandet kvindelig major i kontrolboksen. En ældre lidt dårligt gående palæstinensiske kvinde blev afvist. Klokken var da 13:01. Retur besøgte jeg et ortodoks kloster indviet til Profeten Elias. Jeg var den eneste gæst i et utroligt smuk kirkerum. Her fik jeg dagens eneste stille stund, siddende på første bænkerække for at beundre de meget smukke ikoner og vægmalerier og kirkens loft i den skønne blå farve de ortodokse kirker har. I en stor sandskål tændte jeg 4 vokslys som julehilsen til Jer alle der følger mig på denne pilgrimsfærd. Fra jeg startede i morges til jeg kom på hotellet var alle butikker lukkede, kun benzinstationer var åbne, så i en af dem greb jeg chancen for at handle yoghurt, flødeost, chokolade og drikke ind. Hvis I synes priser på den slags er høje hjemme, så piv ikke, de er skyhøje her. Godt træt i benene efter 15 km vandring sidder jeg nu her efter et dejligt varmt bad og spiser rester af mit indkøb i går til aftensmad. Og morgenmaden er også købt. For med økonomien på den fantastiske rejse i dag er rejsepengene nu godt slunkne.











