I dag slog vejret om på ny. Fra morgenstunden kunne jeg vandre i tshirt og solen varmede. Omkring middag begyndte det blæse og skifte til overskyet og hen på eftermiddagen begyndte det at støvregne ret let. Hvorfor alt det om vejret? Det betyder noget at vejret er stabilt – om tørt eller vådt – er ligemeget, bare det er ens, så der ikke hele tiden skal skiftes til regntøj og så af med det, for så igen at tage det på. Det giver uro i vandrerytmen. Jeg tror det er det største skovareal jeg har vandret igennem indtil nu overhovedet. Et par kilometer uden for Brandon vandrede jeg ud på en Byway, der førte mig ud gennem nogle marker op til et skovhjørne, hvor jeg ikke troede mine egne øjne. Vandreappen med ruten var korrekt aflæst, men indgangen til skoven var totalt overgroet med den sædvanlige uvenlige bevoksning. Efter at have sundet mig, tog jeg første skridt gennem vildnisset og 300 m længere fremme blev jeg mødt af en skovvej, som jeg fulgte over de næste par timer med næsen i mobiltelefonens skærm for at følge om jeg ved hvert retningsskifte fortsat var på ret rute og retning. Og pludselig var jeg som ved et trylleslag til indgangen af en by. Jeg kunne hverken se eller fornemme den på afstand. På den anden side af byen – Mundford – zik zakkede jeg på ny i en skov med igen vekslende mellem gode skovveje og mere eller mindre tilgroede stier. Det var som det aldrig opførte. Men ved udgangen af skoven blev jeg mødt af den mest befærdede landevej, jeg længe har mødt. Der var nærmest ikke ophold i bilerne i begge retninger. Guideappen beskrev, at jeg skulle vandre ca. 500 m på landevejen og så igen ind i skoven på en omkring 6 km lang skovvej for at komme frem til mit overnatningssted, der blot ligger 2 km fremme ud til landevejen. .Men hellere 4 km omvej end at sætte liv og lemmer på spil på en befærdet landevej. Årsagen til omvejen er, at der er et større militært øve område, der skal vandres igennem på en speciel vej. Den sidste kilometer var over en eng og da jeg ved udgangen vendte mig om for at lukke gærdet, fik jeg noget af en forskrækkelse. For på et skilt stod at man skulle tage sig i agt for tyren. Jeg tror ikke den var lukket ind, for jeg så den ikke. Jeg nåede om eftermiddagen frem med halvvåde sko, strømper og våde langebukser frem til The Swan Inn, hvor jeg overnatter og hvor jeg kan spise aftensmad og morgenmad. The Swan Inn ligger som nævnt direkte ud til hoved landevejen ved indkørsel til en flække – Hilborough. Så der er ikke andre muligheder for overnatning og måltider.

I The Swan Inn fik jeg anvist et meget stort værelse med sofagruppe og et pænt badeværelse. Der var meget travlt i både pubben og restauranten både da jeg ankom og senere i forbindelse med aftensmad. For overnatning inkl. morgenmand måtte jeg betale 85 £

Vejret har igen i dag været med mig. Sol fra en klar himmel. Da jeg holdt en pause omkring middag var det omkring + 30C. Men tæerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen – der loves regn fra i overmorgen. Det skal jo ikke tage glæden fra mig – for det har været en skøn vandringsdag, hvor lange stræk var på bredden af River Little Ouse. Som tidligere nævnt overnatter jeg i Brandon, som dagens vandring er til. Kl. 8 stod jeg på stationen i Brandon for at køre med toget tilbage til Thetford. Inden jeg startede ud af Thetford, besøgte jeg Church of the Holy Sepulchre – da den hørte til Thetford Priory blev den også ødelagt og revet ned i 1540. Herfra gik jeg så frem til den lille nydeligt malede jernbro ved floden og vendte ansigtet mod Brandon. Første igennem en dejlig park langs floden, hvor starten på et lokalt løb på parkens stier, har tiltrukket gud og hver mand, der gjorde, at jeg måtte vandre ude på det dugvåde nyslåede græs og fik våde sko og sokker fra start. Æv. Da parken sluttede blev vandrestien stadig smallere og smallere, hvor skræpper, brændenælder, og andre ikke velkomne vækster var til voldsom gene med yderligere fugt i skoene. Men natur og fugleliv og vejret opvejede generne. Efter omkring halvvejs bragte stien mig forbi en flyveplads godt afmærket af den lokale modelfly klub. Den lå ved et campingsite, hvor weekend campister brugte anledningen til at sejre kajak på Little Ouse og overnatte. Herfra gik ruten lidt væk fra floden og gennem en skov til St. Helen’s Hellige kilde og et lille Kapel. I dag er der intet tilbage af begge dele, da kilden tørrede ude faldt tilstrømningen af pilgrimme og stedet gik i glemmebogen. Men det gjorde udsigten fra stedet bestemt ikke. Herfra under jernbanen og over River Little Ouse, hvor der vandres behageligt gennem skov til All Saints Church i Santon Downham, hvor Englands mindste kirke er åben for besøg. Og dagens sidste besøg var så i nabokirken Church of St. Mary the Virgin, der også fik et besøg. Herefter skulle jeg så ellers igen over floden, men da jeg kom frem til stiens begyndelse, var stien simpelthen så overgroet, at det ikke var muligt at træde ind på den. Så det blev derfra de sidste 2 km ind til Brandon er på asfaltvej op til hovedgaden og derfra til mit overnatningssted. Umiddelbart før, hvor jeg skal overnatte er et Aldi, hvor jeg kan handle ind til aftensmad og igen til morgenmad. Så bestemt en dejlig vandredag.

Det gode vejr er vendt tilbage, da jeg ved et stop fik set på termometret, der er hæftet på min rygsæk. Det viste + 35C – så kunne jeg bedre forstå, at jeg følte det var varmt og jeg var døsig og drak meget på vandringen. Kun under 1 km efter jeg var startet på dagens vandring vandrede jeg vind på den første sti, der ikke meget senere gik over i en Byway, der med nogle få undtagelser, forsatte stort set lige ud omkring 15 km. Ofte med marker på den ene side og skov på den anden og til tider igennem skov på en bred næsten sandet vej Denne lange vandring – i øvrigt uden at møde nogen – og kun hører landbrugsmaskiner i det fjerne. Det gør, at man bliver døsig eller halvsover og har tankemylder. Det kan gør, at man så kan komme til at overse, at der skulle skiftes sti eller retning. Men det var så ikke tilfældet i dag. På et tidspunkt stod jeg ved en travl landevej for at krydse den omtrent. 7 km fra Thetford. På den anden side af vejen vandrede jeg ind på den lokale fælled (common) og skulle nu selv vælge retning på vandringen ind til byen. Der var et utal af stier på kryds og tværs. Og pludselig stod jeg i park få meter fra hovedgaden. Så i dag kun få kilometer på asfalt. Thetford havde i middelalderen og op til Henry the 8. fik Parlamenter til i 1538 at overdrage ham overøvrigheden over klostrene og deres besiddelser, hvorefter han besluttede at klostrene skulle rives ned. Thetford Priory, der var nordøst Englands største, blev også revet ned og nu kan man kun se ruinerne af det og hvor stort det var. Thetford mistede derefter sin betydning som pilgrimsby. Den har dog i dag ca. 25.000 indbyggere. Nu skulle dagen så slutte her, men selv om jeg for 3 uger siden bookede mine overnatninger, kunne jeg ikke få nogen overnatning i byen. Men. Brandon er næste overnatnings by på vandringen og den ligger kun 6 min. med tog fra Thetford. Der er tog næsten hver time mellem Thetford og Barndon. Så jeg har booket 2 nætter i en lejlighed i Brandon og tog så toget om eftermiddagen til Branfon og i morgentidlig tager jeg så toget retur til Thetford og derfra vandre jeg så tilbage til Brandon – det tager så ca. 5 timer. Keine hexerei nur Behändigkeit.

For 2 overnatninger i en dejlig 1.sals lejlighed “Cool og cosy” i Barndon nær stationen betalte jeg 138 £, hvor jeg selv skulle klare måltider inkl. morgenmad.

Efter en tør nat fulgte en tør og dejlig temperet dag , hvilket gør vandring behagelig. Fra morgenstunden var der dug i græsset så jeg tillod jeg mig de 4 første kilometer at vandre på den lokale vej frem til en lille flække ved navnet Rede og med en lille sognekirke. Den var åben og stempel stod fremme til benyttelse. Herfra igen 4 km på en lokal vej til den eneste kirke i England- indviet til St. Pretunilla der er blomstersælgernes skytshelgen. Herefter kom den lange vandring ind mod Bury St. Edmunds, hvor vandringen er vekslende direkte ud over mark, på småveje, stier og i byen gennem ældre villakvarterer. Byen er den største i Suffolk og på størrelse med Roskilde. Først stort set på gaden, hvor katedralen ligger ud til, få man øje på den og ser den. For lige før – som nabo – ligger St. Marys Church, der størrelsesmæssigt er en katedral værdig og faktisk kan forveksles med den. Kirken er et af Englands største sognekirke er opført i 1100 tallet. Katedralen – St. Edmondsbury Catheral er indviet til Edmond the Martyr – der var tysk født i 841 og døde i 869 som konge af East Anglia og blev dræbt af vikingerne i forbindelse med et af deres angreb på England. Katedralen er opført i gotisk stil mellem 1200 og 1600 tallet og blev katedral i 1914. I katedralen er frivillige i gang med at bygge en model af katedralen af logoklodser. Til katedralen er knyttet en større cafe “Pilgrims Kitchen”, hvor jeg passende kunne indtage en frokost bestående af en kæmpe bagt kartoffel med tunmousse. Hvis jeg skulle overnatte i Bury St. Edmonds – vil vandringsdagen blive lidt under 20 km og dagen i morgen er på 26 km. Derfor valgte jeg at finde et overnatningssted gør at dagene bliver stort set lige lange. Så jeg skal lige vandre 4 km længere nord på til Fornham All Saints. Jeg skal vandre igennem Bury St. Edmunds bymidte og nord ud, hvor jeg skal derefter skal vandre gennem en golfbane for at overnatte på hotellet tilknyttet golfbane.

All Saints Hotel har restaurant, så jeg kan spise både aftensmad og morgenmad på hotellet. For overnatning inkl. morgenmad betalte jeg 138 £

Dejligt vejr til pilgrimvandring i dag. Tilpas temperatur op ad dagen til +22C let overskyet med sol. I nat havde regnet og veje og græsset vådt. Jeg er i Suffolk, det er landbrugsland med store arealer, der nu ved at blive efterbehandlet, så de brune marker står i kontrast til de grønne hegn og skove og arealer med græs til husdyr. Et smukt, frodigt, bakket landskab med små bysamfund, fordi der er langt til de større byer. Dagens vandring startede bekvemt på små asfaltveje og som dagen skred frem vandrede jeg også på græsstier, der op ad dagen ikke var så våde, så det hængte godt sammen, så jeg ikke fik særlig våde sko og bukseben. En perlerække af landsbykirker blev passeret og besøgt, når de var åbne og pilgrimspasset kom frem, hvor der var stempel i kirken. Som I sikkert kan, fornemme har det været en stille og behagelig vandringsdag og det er jo rigtig dejligt at få sådan en. Her er der langt mellem overnatningsstederne og netop i dagens slutmål – Howkedon – er der kun eet overnatningssted og det er populært. Datoen for min start af vandringen til Walsingham er bestemt efter jeg netop i nat, kunne booke og overnatte i den af de 2 lejligheder, der er i Queens Head Inn i Hawkedon. Restsuranten er lukket mandage og tirsdage. Og i dag er det onsdag. Howkedon ligger så dagens vandring er på 22 km og i morgen er der nemlig 24 km til næste by med overnatning. Restauranten i Queens Head er meget populært og i aften er der næsten fyldt med gæster. det kan jeg så godt forstå, for det aftensmåltid fik serveret og spise, var nemlig ret lækkert.

For overnatning i 80 m2 store moderne lejlighed med køkken, hvor der blev serveret morgenmad – betalte jeg 130 £

Vejret viste ikke rigtig hvad det ville i dag. Startede vekslende mellem overskyet og sol. Så besluttede det sig for bare at dryppe lidt og så sol og så regn, så det hele blev godt vådt og sidst igen overskyet. Fugtig luft og da regnfrakke skulle af og på blev – det lidt irriterende. Ruten var der der imod ikke noget at klage over. Efter Saffron Warden skulle jeg først hen på eftermiddagen før at træde på asfalt, derimod vandrede jeg adskillige gange over marker uden stien var markeret, men det lykkes at finde “kissinggate” og vandre videre. Man føler lidt at man uberettiget betræder anden mands jord og ejendom. Men det er lovligt nok. Heldigvis havde regnen ikke blødgjort jorden, hvor den var blevet harvet. Vandreskoene forblev uden klæbende jord. Kirker er jo en naturlig del af pilgrimsvandringen og heller ikke nogen undtagelse i dag. De stod nærmest i kø på vandringen. Til frokost spiste jeg på The Old Red Lion lækre pølser på en bund af kartoffelmos og sovs. Man skulle tro man var i Sverige. Og for aftensmad og overnatning et det The White Horse jeg vandrede frem til. The White Horse ligger, som mange Inns ved et vejkryds lidt uden for byen og i dag direkte på pilgrimsvejen. Jeg er nu langt ude i det engelske landbrugsområde med store gårde med store markarealer, hvor efterårsarbejderne med at klargøre jorden er i gang. Vandringen bød på, at jeg vandrede igennem grevskaberne Hertfordshire, Essex og nu er jeg i så Cambridgeshire.

For overnatning inkl. morgenmad på The Withe Horse Inn betalte jeg 65 £

Temperaturen er nu 10 C lavere end de sidste dage, så nu er det menneskeligt og rart at vandre uden at føle den ulidelige varme. Jeg ærindrer kun, at jeg har vandret på asfalt i byerne jeg vandrede igennem ellers har det været på Byway, Footpaths og et par gange direkte over de nu afhøstede og harvede marker. Det sidste er på et noget vanskeligt underlag mellem jord og stubbe og heldigvis har det været tørt længe, derfor er underlaget også hårdt. Terrænet er bakket, men ikke med ubehagelige stigninger og vandringer nedad. Byway er ofte en ældre ikke særlig vedligeholdt grus/sten eller jordvej, nærmest i bredde, som en markvej og ikke overgroet. Behagelig at vandre på. Ofte ender de i en bred og senere smal sti. Footpaths er blot en sti ofte kun i 2 fødders bredde, og kan være noget overgroet. Det er jo mandag og det er meget forskelligt om pubberne og kirkerne er åbne og dem der var, var uden snakke sagelige kirkevæger. Så vandringen blev mere “flydende”. Kirken indviet til St. John i Standsted Mounfitchet var ikke åben og desværre var den meget ydmyge lille kirke St. Peters i Ogley heller ikke, men der var stempel i våbenhuset. St. Marys i Newport var åben og havde stempel. dejlig service at stemplet er frit tilgængeligt og intakt. I 1538 efter at Henry 8 havde beordret klostrene nedlagt og nedrevet overdrog han Warden Priory – i dag Audley End House til hans kansler Audley, som belønning for hans assistance ved gennemførelsen, at få klostrene tømt og nedrevet og for at få aflivet to kongens dronninger. Audrey End er nu i English Heritage varetægt og kan besøges. I St. Marys Curch i Saffron Warden er Thoms Audley sagofag. Byen Saffron Warden, er som navnet hentyder, kendt for safran. Omkring byen blev der tidligere dyrket safrankrokus og den blev behandlet og derefter solgt bl.a. i London. Byen blev meget velhavende på dette krydderi. Jeg overnatter i et af byens ældste hus, der huser Cross Kyes Inn, der har givet overnatning til handelsfolk og pilgrimme i mere end 500 år. For overnatning inkl. morgenmad betalt jeg 76 £

Det er en af de her dage, hvor der der sker uventede ting, som får stor indflydelse på, at dagen bliver anderledes end forventet. 1) Morgenmaden blev først serveret kl. 8:30 og ikke som oplyst ved indtjekningen oplyst til kl. 8:00. 2) Der var messe i den første kirke jeg besøgte og efterfølgende var præsten meget interesseret i min pilgrimsvandring. Og det blev til en lang snak. 3) I de næste kirker jeg besøgte ,var der også interesse i at høre om pilgrimsvandringen. 4) Varmen på vandringen var i dag ulidelig. 5) Fik købt aftensmad og morgenmad ind, da jeg åbenbart ikke havde læst, at der var restaurant og der var morgenmad på overnatningsstedet. 6) De 4 km fra Bishoph’s Stortford til Stansted Mountfitchet ville jeg tage tog, fordi jeg ellers ville komme frem sent til hotellet. 7) På grund af en brand i et el-anlæg på jernbanelinjen, var der uregelmæssig togdrift med op til 1 til 2 timers forsinkelse – jeg skulle bare til næste station. Jeg måtte også vente på en taxa, der så efter 30 min. kunne køre mig de 4 km til mit hotel for natten. OG SÅ til dagens vandring. Nu er vandringen i det let bakkede grønne landskab – som kendetegner en del af det engelsk terræn, lidt vandring på asfalt vej, vandring på mark- og skovveje og på mark- og skovstier og det specielle – at vandre ud over marker og engarealer, hvor vandringen er til næste “kissing gate” (låge i hegn). Denne mærkelige fornemmelse af, at der er frihed til vandre lige hvor du vil, bare du husker retningen. Det et skønt. Bakke op og bakke ned med dog kun 337 højdemeter. Men varmen mærkes ude i landskabet – i dalene, som om en hårtørrer blæser på dig. Mere behagelig i skyggen fra træer. Dog drak jeg vel omkring 3 l væske inkl. den serverede the og kolde vand i kirkerne. Det var igen +30C til +35C i skyggen. Da alle de her stop på vejen og snak havde taget vandretid, besluttede jeg at tage toget de sidste 4 km til mit overnatningssted. Det var åbenbart en dårlig dag at gøre det på. Men når nøden er størst er hjælpen der. Om jeg snuppede taxaen foran andre passagerer, var jeg på det tidspunkt ligeglad med. Det var nok ikke så næstekærligt og ydmygt som pilgrimstanken tilsiger. Undskyld og håber på tilgivelse. Men nu har jeg været i bad, spist medbragt aftensmad, fået suppleret vandbeholdningen, vasket det af sved drivvåde vandretøj – 4 stykker t-shirt, underbukser og 2 vandresokker. De korte vandrebukser må holde et par dage endnu. Nu er det mørkt, stressen er væk og freden indfundet sig.

Det var vist den varmeste lørdag i mange år jeg har vandret på. Mere end +35C og sol. På mit ydmyge værelse i en 400 år gammel Inn – Rifle Voluteer i Ware – er det stadig over +30C her ved solnedgang. De 22 km ud af de 26 km har været langs vandveje. Når jeg skriver vandveje, er det fordi jeg har vandre imellem dem, uden hele tiden at vide hvilken jeg vandrede langs. Først langs Bowyers Water fra Waltham Cross så langs River Lea Navigation, så langs New River, så langs River Lea, så tilbage til River Lea Navigation for at slutte af langs New River. Lea Navigation og New River er aqueduects for at lede vand fra kilder i Hertfordshire ned til London og byerne langs med. New River blev anlagt i begyndelsen af 1600 tallet. Stierne er i god stand hele vejen og i dag blev vandvejene flittigt benyttet til at svømme i, stå på padleboard og små langsomtgående motorbåde og flyttedag for nogle af husbådene. Først vandrede jeg til Eleanors Cross i Waltham Cross. Elinors Cross står midt på byens ikke særlige charmerende torv. Korset er et af tolv som Kong Edward I lod opfører i slutningen af 1200 tallet til minde om sin dronning Eleanor. Lige i udkanten af byen vandres forbi den den lokale kirke – Christ Curch, hvor de søde ældre damer, som er kirkevæger lukkede mig ind, så jeg kan se kirken indvendig. Herfra som nævnt langs vandveje frem til Saint Augustine Church I Boxbourne, som ikke var åben. Videre til Rye House Gatehouse, der er det eneste, som er tilbage af et befæstet fort fra 1500 tallet. Lidt senere blev der et besøg i en lille sognekirke godt skjult af store træer – St. John the Baptist i Geart Amwell, hvor jeg blev trakteret på koldt vand og småkager af kirkeværgerne og havde med dem en lang snak, der førte til et stempel i pilgrimspasset. Efter disse mange lange besøg, nåede jeg til dagens slutmål Ware. Her besøgte jeg St. Marys Church, der er byens kirke, hvor jeg igen blev budt på koldt vand og en lang snak med det ældre ægtepar, der er kirkeværger. Og her blev stemplet igen fundet frem og sat I pilgrimspasset. Sidste besøg ,er det nu ikke eksisterende Ware Priory, der nu er Konferencecenter m.v. Således godt udaset, kom jeg frem til mit overnatningssted en flere hundrede år gammel Inn med nogle få små værelser. For overnatning i Rifle Voluteer Inn betalte jeg 60 £. Morgenmad var ikke inkluderet.

Det at finde overnatningssteder direkte ud til pilgrimsvejen, kan man stort set godt glemme. I dag ligger det 2 km i modsat retning af vandringen i morgen. Dejligt hotel i landlige omgivelse ved en motorvejs af/tilkørsel. Vandringen var en af dem, hvor man kan koble hjernen fra og mere eller mindre tælle får – eller rettere sagt husbåde. Igen langs trampestien af River Lea Canal de 15 km. Vejret er overskyet og på den anden side af de +30C. Kanalen er nærmest lige ud. Et par gange skulle jeg ved en sluse over på den anden side for at vandre videre. Jeg har de her 2 dage vandret forbi tusindvis af husbåde – nogen i god stand med solceller på taget af båden – andre miserable og andre igen med udrangerede ting alle vegne og visner planter i spande på dækket. Uanset stand boer der mennesker i dem. De ligger i en lang perlerække ofte på begge sider af kanalen. Senere har jeg fundet ud af, at en licens koster omkring 2.000 kr. årligt for at fortøje en husbåd langs bredden. Da jeg nåede til Waltham Abbey vandrede jeg fra stien og vågnede op til virkeligheden for at finde vej til klosteret. Jeg skulle op til en stor bred vej ind til Waltham, hvor klosterkirken er beliggende ud til byens torv. Den øvrige del af klosteret er nedrevet og tilintetgjort og tilbage er blot en del af klostermuren og resten er i dag udlagt som grøn park. Bag klosterkirken ligger Kong Harold begravet (d.1066) hvor en simpel sten angiver stedet. Så simpel, at jeg overså den ved første øjekast. Der er ikke meget tilbage af den gamle bydel og ud fra torvet er byen hoved- og handelsgade. Ikke særlig spændende en by. Jeg besøgte klosterkirken, som noget af det først og her fik jeg en lang snak med en af de frivillige damer som gør rent i kirken og sætter blomster op ved alteret. Uden at spøge fandt hun kirkens stempel frem og i kom det i pilgrimspasset. Ud til torvet i Waltham ligger flere spisesteder og da det var først på eftermiddag og stadig 2 km vandring til mit overnatningssted, var det rart at kunne få noget at spise og drikke i varmen. De sidste par kilometer til hotellet var lidt trælse, når man ved, at dem skal man i morgen vandre igen, da jeg skal igennem Waltham for at komme videre. I går aftes fik jeg et stort hul i mine vandrebukser, fordi knæet gik igennem da jeg skulle op på 2. sal. Imidlertid fandt jeg ud af, at på dagens vandring vil jeg komme i nærheden af et sportsoutlet – Decathlon – hvor jeg kan få købt et par nye vandrebukser. Jeg fik receptionisten til at ringe til et taxaselskab for at jeg kunne blive kørt ca. 8 km til forretningen, vente mens jeg handlede og køre mig retur. Så fik jeg løst det problem. Jeg overnattede på Delta Hotels by Marriott og betalte for overnatning og morgenmad 136 £.