Jeg kunne ikke dy mig for at tage dette billede af de to unge forelskede mennesker, der vandre på caminoen.
Billedet i sig selv synes jeg siger meget om hvordan caminoen også er.
I dag fik jeg vandret 29 km og til gengæld var det i et flot vejr med sol og 15-25C.
Nu begynder caminoen at vinde højde. I dag kom bakkerne op på 635 m højde og det kan man godt mærke når der skal vandres op.
Vandringen gik igennem det bakkede landskab, som nu bliver generelt bakket. Til gengæld var der ikke de store seværdigheder på vandringen - bortset fra et gammelt forladt kloster med en kirke i Cornellana.
Efter klosteret gik det nu rigtig op ad bakke. Som nævnt næsten 500 m op og det over ca. 6 km - og det kan jeg fortælle er rigtig hårdt.
Som nævnt var dagens vandring til Bodenaya - som i realiteten kun består af et albergue.
Alberguet er privat drevet. Man får en seng, aftensmåltid og morgenmad. Der er plads til 15 personer og det er indrettet i en gammel landbrugsbygning. Det er kun nogle få år gammelt. Der er fælles aftensmåltid som er ganske hyggeligt. og inden du starter vandringen næste morgen får du et solidt morgenmåltid.
På alberguet mødte jeg 2 svenskere og fik en snak med dem.
Dagens vandring var planlagt til at være ca. 4 km længere end den blev. Jeg stoppede i Grado, en underlig kedelig by langs en landevej og på størrelse med Tølløse.
Dessværre var årsagen til den korte vandring, at jeg kun 6 km efter Oviedo - ved en vandring ned at en stejl cement sti, der dels var våd og dels glat - for første gang på nogen af min vandringer - faldt lige så lang jeg var og fik hudafskrabning og slog hul på mit ene knæ - ret voldsomt med nogle dybe sår til følge.
Jeg blev ret chorkeret da jeg kom op igen og kunne se, at mit bukseben var revet i stykker. Men havde egentlig ikke smerter, hvorfor jeg antog, at der ikke var sket det store, men det var der.
Heldigvis var Thea lige bag mig og foran gik en engelsk kvindelig pilgrim og begge var så hjælpsomme med at få mig hjulpet ned til en bænk, der var for foden af bakken.
Der fik de 2 damer gang i deres førstehjælpspakker og sørgede for at mine sår blev renset og ordnet.
Heldigvis kunne jeg uden besvær bevæge benet og det var kun en alvorlig hudafskrabning, som vi så lod være åben ved at jeg gik i korte bukser. Jeg gik frem til Grado, hvor det første apotek var.
Der var en utrolig sød og venlig apotekerdame, der brugte en halv time på at rense og forbinde mine sår. Jeg købte rensevædske og bind, men hun ville ikke have betaling for den tid hun havde brugt på rensningen.
Men igen - Caminoen tager og Caminoen giver - som hun sagde, det var en hjælp over for en pilgrim.
Jeg var faktisk ret chorkeret og havde de næste dage meget fokus på, det at gå ned for ikke at falde igen og det satte jo mit gangtempo ned.
I Grado boede jeg på et provinshotel - der lå ud til landevejen. Det var pænt og rent og som sædvanlig uden varme på værelset. Til gengæld var pilgrimsmenuen faktisk rigtig god.
Dagens vandring blev dog trods alt på næsten 28 km. Vejret var som de foregående dage småregn og først sidst på dagen blev det sol og dagens temperatur lå vel på 10-18C.
Vandringen ud af Oviedo gik gennem et bakket landskab uden de store naturoplevelser.
I dag vandrede jeg fra Pola de Seiro til den gamle katedralby Oviedo.
Midt i Oviedo mødte jeg Thea - min hollandske med pilgrim fra gårsdagen - og hun stod og talte med 4 andre franske pilgrimme hun tidligere havde mødt, om hvor man kunne bo til fornuftige penge. Så vi overtog de 4 franske pilgrimmes værelser i en pension midt i byen og kunne indtage værelserne efter de var rengjort. Rent lykketræf, men sådan er caminoen.
Thea og jeg gik ud for at spise og gik efterfølgende til messe i Katedralen i Oviedo. Thea er katolik
Aftenmessen blev forrettet af en meget gammel præst, der måtte sidde ned under hele messen og uddele nadveren siddende. Det var lidt pudsigt.
Som nævnt var det en kort vandring, ikke særlig interessant fordi Oviedo er på størrelse med Århus og man vandre igennem forstæderne og industriområderne.
Jeg var rundt i den gamle bydel af Oviedo og havde på forhånd fået det indtryk, at byen var meget spændende. Desværre levede byen ikke op til det forventede indtryk og katedralen var heller ikke den oplevelse jeg havde forventet
Vejret var der heller ikke meget ved. Igen overskyet og disse 10-15C og sidst på dagen og aften var det regn.
Villaviciosa er udgangspunktet for pilgrimsvandringen.
Jeg vandrede fra det hotel jeg boede på i Villaviciosa til Pola de Seiro, en mellem stor by. Vandringen var på ca. 29 km igennem et Asturisk landskab med grønne bakker af først af mindre skove. Vandringen føltes lang, dels fordi jeg vandrede alene og dels fordi det var første dag efter jeg ikke havde vandret i lang tid.
Første dag mødte jeg ingen andre pilgrimme og selv ved et meget besøgt kloster Valdedios, et kloster opført for ca. 1.100 år siden og selv i dag benyttet som kloster og kirke mødte jeg ingen.
Vandringen gik gennem dette grønne landskab med udsigt til De Kantabriske Bjerge hele dagen.
I Pola de Seiro gik jeg frem til byens albergue for at overnatte der. Det viste sig at være helt nyt og havde sædeles gode faciliteter.
Vi var kun 2 pilgrimme den nat. Udover mig var der en hollandsk pige i 30'erne - Thea - som var startet i Irun.
Hun var en special dame, der vandrede i nederdel, hvilket er temmelig usædvanligt.
Hun var ret interessant og havde vandret mange andre caminoer. Da vi var de eneste overnattende besluttede vi os for sammen at lave mad og spise på alberguet. Så vi fik faktisk en ret hyggelig aften og en meget rolig nat.
Det var en rigtig god start på vandringen.
Afstanden jeg tilbagelagde var ca. 29 km og det foregik først i finregn og senere overskyet og omkring 10 til 15 C - så ikke den bedste men heller ikke den værste start.
At rejse til Nordspanien er idag ganske enkelt. Det sker nemmest med fly, men også med tog. Med fly er det mest bekvemt at flyve fra København til Madrid og fra Madrid til den nærmeste provinslufthavn.
Jeg tager denne gang med Iberia Express fra Kastrup den 23. maj kl. 6.45 til Madrid, hvor jeg ankommer ca. kl. 10.00. Kl. 11.45 skal jeg med fly til Aeropoerto de Asturias, der ligge ca. 40 km både fra Gijon og Oviedo. Der lander jeg ca. kl. 13.00.
Det er nemmest for mig at tage bus (Alsa) fra lufthavnen til Gijon og der skifte bus (Alsa) til Villaviciosa. Der forventer jeg at være omkring kl. 16.00. Der er lidt ventetid på bussen både i lufthavnen og Gijon.
Camino Primitivo starter ca. 5 km sydvest for Villaviciosa, hvor for det er mest bekvemt at overnatte i byen.
Byen er på størrelse med Kalundborg. Jeg har bestilt hotelværelse, fordi der ikke er noget albergue i byen. Værelset kostede kr. 225 på et pænt provinshotel midt i byen lige ud til Camino del Norte. Så det er bare at gå til højre om morgenen - og så er pilgrimsvandringen begyndt.
Der er 3 nøgleord der knytter sig til den pilgrimsvandring på Camino del Norte
Fantastisk - flot - forfærdelig.
Du vandre gennem 4 provinser på Camino del Norte - 4 forskellige landsdele - Baskerlandet med Bilbao - Cantabrien med Santander - Asturien med Oviedo og Galicien med Santiago de Compostela - 4 meget forskellige landsdele, med hvert sin fremtoning.
Baskerlandet med Bilbao - der dobbelt så stor som København og som er transformeret til et kulturelt centrum og regionen i øvrigt med et bakket og grønt landskab med bjerge og udpræget landsbrugsområder og skove. Langs kysten ud til Biscayen er der turistområder med vel nok det bedst kendte San Sebastian men de andre kystbyer er ikke at forglemme - med mange fantastiske badestrande. At vandre langs kysten er en fantastisk oplevelse med de grønne områder og det blå vand og til venstre de begyndende bjerge - De Kanabriske Bjerge - ligger som en høj bjergkæde på din venstre side når du vandre mod vest.
Kantabrien er med den utrolig flotte hovedstad - Santander - en region der er rig på fortidsminder, der går helt tilbage fra menneskenes oprindelse og op gennem middelalderen til nyere tid. En region der har været og stadig er rig på mineraler og andre naturforekomster. Igen her er der høje bjerge ganske i ganske kort afstand fra havet, der giver et helt særligt klima.
Og igen er der den ene smukke by langs kysten med skønne sandstrande. Også her er landskabet bakket også helt ud til kysten gennemskåret af mange floder der går fra syd mod nord.
Asturien er den næste region du vandre igennem. For mig har det været den kønneste og flotteste region at vandre igennem. Asturien er et kongedømme og var det første kongedømme i på den iberiske halvø og forblev kristent under den muslimske invasion og det var ligeledes herfra at tilbageerobingen af de muslimske områder tog sit udspring. Asturien er ligeledes rig på naturressourcer især kul og guld har været udvundet. Endvidere har Asturien ligeledes land- og skovbrug. Asturien er især kendt for sin særlige markante arkitektur. Asturien havde en i de 2 foregående århundrede en massiv udvandring til Sydamerika. Det har bevirket at regionen er blevet velhavende, da mange af udvandrene vendte tilbage og ikke blot byggede nogle utrolig flotte og store huse i sydamerikansk stil men også vendte hjem velhavende og dermed gav velstand til regionen.
Den sidste region der vandres igennem er Galicien - denne helt specielle region - der fortsat har mystikken over sig. Galicien er den fattigste region i Spanien og den region, hvor der bor færrest indbyggere pr. km2. Klimaet er meget regnfuldt og tåget med kolde dage i vinterhalvåret. Regionen har mange små landbrug. Regionen er præget af det våde klima og har mange eucalyptus skove og skovbrug er udbredt i regionen. Og ikke at forglemme, at Santiago de Compostela er den absolut mest kendte by i regionen på grund af Skt. Jacobs grav i Katedralen i Santiago.
Når jeg skriver fantastisk - så er det fordi denne pilgrimsvandring i forhold til de tidligere er gået igennem et landskab, der er væsentlig forskellig med dette bakkede landskab, og udsigten i mange uger til det til den anden side udsigten til de høje bjerge. Vejret har naturligvis også gjort sit Det har været solskin og dejligt varmt vejre i næsten 30 dage ud af de 37 dage jeg har været i Spanien. Det bakkede landskab stiller også krav til fysikken. Det er hårdt hver dag at skulle vandre i gennemsnit 400 m op og 400 m ned.
Når jeg skriver flot, så er det fordi der har været så mange flotte naturoplevelser, vandet, bjergene, kulturminderne, arkitekturen, skove, kystbyer m.v. At gå langs vandet om morgenen hvor det er stille og mørkt, gå langs de mange sandstrande og se det forskellige lys, gå en tidlig morgen hvor det stadig er mørkt ud i en skov og langsomt høre at alt vågner, hønsene, hundene, fuglene, at se tåge lette og solen stå op. Det har været et flot sceneri. Gå gennem smukt beliggende byer. Se de mange kulturminder, hvor mange er tilgængelige og velholdt, hvor andre har fået lov til at stå urørt med den charme der følger af at det for lov til at forfalde. Flot arkitektur især i Asturien og særligt disse store villaer - nogen gange nærmest paladser - der er malet i nogle fantastiske farver og her også fra uhørt vedligeholdt til ruiner. Og det flotte vejr, der har fulgt med mod vest.
Forfærdeligt - fordi det har været anstrengende på de 860 km at skulle vandre i alt ca. 12.000 m op og 12.000 m ned. Det er ca. 13 kg på din ryg når du vandre op -at vandre op er ikke bare en lang opstigning. Det sker ofte i korte etaper, hvor du vandre 100 eller 200 m op ad bakkesiderne, ofte fra en overgang over en flod eller større å og så vandre du ned til den næste overgang for igen at vandre op. Det er hårdt for fødderne især i varmen. Du skal bruge alle dine kræfter i op til 35 c varme og når du skal vandre ned, skal du passe på ikke at få for meget fart på, så her bruger du benmusklerne for at stemme imod.
På grund af varmen er der dage hvor jeg har måtte indtage mellem 4 og 5 l væske. Jeg har på grund af de ofte lange strækninger uden mulighed for at købe vådt eller tørt , måttet have 2 l vand med og forplejning til mindst 1 måltid.
Det er også psykisk anstrengende, at gå ofte op til 20 km eller 4 til 5 timer uden at møde et eneste andet menneske. Du vandre på stier ude på marker, inde i skove, langs vandet oppe i bakkerne ofte langt fra andre veje og beboelser. Det giver en følelse af at du er det eneste menneske i verden. Det skal du vende dig til. Der er såmen ikke så meget at være bange for. Der er ingen farlige dyr, hunde er ofte bundet som vagt hunde og de store hunde der passer på geder, får og køer giver kun hals og det er nok til at du holder dig væk. De få mennesker du så endelig møder er enten pilgrimme med det samme mål som dig eller lokale beboere, der er fredeligheden selv.
De pilgrimme jeg har mødt på min vandring er for de flestes vedkommende - pilgrimme der har vandret andre pilgrisruter før de begav sig ud på Camino del Norte og det fortælle vel lidt om, at den camino giver mig sig ikke i kast med uden at have prøvet pilgrimsvandring før.
Men jeg ville ikke være denne pilgrimsvandring på Camino del Norte foruden. Nu er der ikke meget der kan overraske mig på en vandring.
Hotellerne beliggende tæt til lufthavne har alle en shottlebus ordning der er inkluderet i værelses prisen og den afgår ca. hver halve time. Så det er nemt at komme til lufthavnen, det tager ca. 15 min. med bussen.
Da jeg skulle aflevere min rygsæk ved bagage drop opstod der straks et problem. Jeg havde ingen kvittering for at jeg havde betalt min flybillet, jeg havde kun fået udleveret mit boarding card. Så jeg blev henvis til serviceskranken hos Iberia Express. Igen sødt og hjælpsomt personale, der lidt efter fik udredet problemet og fik skaffet en kvittering. Problemet havde været at IT systemet ikke havde sendt med mail nr. 2, som indeholder bekræftelse på købet og en kvittering som jeg via min telefon kunne præsentere ved bagagedrop. Men nu var alt klart og fik afleveret min rygsæk, så den kunne komme med flyet hjem.
I Københavns Lufthavn hente Susanne mig sammen med hund Teddy (Bichon-Friche) - så der var stor velkomst.
dag er en liggedag og den skal bl.a. bruges til at gå til pilgrimsmesse kl. 12.00 i Katedralen.
Jeg gik lidt rundt i den gamle bydel i løbet af for middagen.
Kl. 11.15 gik jeg til Katedralen, der allerede var fyldt godt op og da messen startede kl. 12.00 var den fyldt helt op.
I dagens anledning var der udenlandske præster, der på deres modersmål læste nogle skriftsteder fra Bibelen.
Til de katolske messer gives der nadver og jeg vil tro at mere end 3/4 del af menigheden fik nadveren.
Inden udgangen blev det store røgelskar svunget igennem kirkerummet under en fantastisk orgel musik og sang af en nonne med en utrolig flot stemme.
Der er 8 kirketjenere, der får dette store røgelskar på over en meter i højden og vel også en 3/4 meter i diameter til at svinge fra den ene ende til den anden i midterskibet, så det er ved at røre loftet i katedralen. Det er imponerende og spektakulært, at se røgelskaret svinge fra side til side i et tykt tov. Det er lidt af et show og hele menigheden klapper efter udførelsen.
Eftermiddagen gik med at pleje mit højre knæ så det kan få lidt ro oven på vandringen.
Jeg skal nu beslutte hvordan jeg kommer tilbage til Biaritz i Sydfrankrig. Jeg leje nok en bil og køre de ca. 1.000 km retur.
Jeg overvejer om jeg skal køre til Lugo (ca. 100 km fra Santiago mod øst) og se katedralen der og videre til Oviedo og ligeledes se katedralen i byen. På vejen kan jeg overnatte i San Sebastian og se katedralen i byen, da jeg ikke fik set den da jeg vandrede igennem San Sebastian. Det var nemlig tidlig morgen og katedralen var lukket.
Katedralen i Santiago de Compostela
Katedralen i Santiago er resultatet af over 700 års konstruktion samlet i forskellige stilarter og til dens nuværende størrelse og det er sket som en kontinuerlig udvikling.
Katedralen tog sin begyndelse i det 900 århundrede og udviklede sig fra en Basilika i 1075 og frem til omkring 1750 som katedral og hvor den fremstår som i dag.
Baggrunden for denne imponerende Katedrals tilblivelse og vedvarende interesse er, at Jesus' mest ærede discipel Jacobs grav blev opdaget i 800 tallet og til ære for ham, blev der umiddelbart efter at hans grav blev fundet, opført en mindre kirke.
Det skal erindres, at det meste af den Iberiske halvø på dette tidspunkt var besat af muslimerne og kun den nordligste del af halvøen var kristen på daværende tidspunkt. Så det var jo en enestående lejlighed for de nordlige kongedømmer og den kristlige gjestlighed, at få kristne pilgrimme til at vandre til Sct. Jacobs grav i Santiago, som alternativ til Jesus grav i Jerusalem og Peters grav i Rom og dermed fremme kristendommen på den Iberiske halvø.
Vandringen til Sct. Jacobs grav blev et tilløbsstykke uden lige i middelalderen - omkring 1000 til 1200, hvor der var over en million pilgrimme vandrende til Santiago de Compostela om året.
Derfor måtte der også bygges en kirke/katedral der på passende måde ærede Sct. Jacob og hans jordiske rester for det stigende antal pilgrimme.
Pilgrimsvandringen til Sct. Jacobs Grav var ligestillet med pilgrimsvandringen til Jerusalem og Rom og en pilgrim fik ultimativ syndsforladelse når han var nået frem og ærede de jordiske rester af Sct. Jacob.
I dag er der ca. 200.000 der årligt vandre til Sct. Jacobs grav i Santiago. Og tallet er stigende. Pilgrimme fra hele verden vandre af de gamle spanske pilgrimsruter, der alle forenes i Santiago de Compostela.
I dag er det jo så den store dag, hvor jeg har planlagt at vandre fra Arzua til Santiago.
Det er nu 3. gang jeg skal vandre det stykke af engang. Så mon ikke det også kan lade sig gøre denne gang.
For at være for sent i Santiago, så starter jeg ud meget tidligt. Jeg har sat vækkeuret til kl. 5.00 og efter at have gjort mig i stand med bad, vask og barbering er det at komme i vandretøjet og få rygsækken samlet og på ryggen.
Det er bælgragende mørkt her uden for byen, men jeg ved hvor caminoen starter - det er kun 100 m
fra hotellet.
Jeg har en lampe med denne gang og ikke som tid ligere hvor jeg skulle rage rundt med mobiltelefon ens lys. Det er rigtig mørkt denne morgen kun stjerne på himmelen lyser klare, for det tegner til at blive godt vandrevejr. Det er også lovet i vejrudsigten. Så det er jo positivt.
Sådan en klar stjernefuld morgen 2 timer før det bliver lyst har sin helt egen stemning.
Man kan høre gruset knirke under vandreskoene, man kan høre det pudsler i skovbunden, idet fjerne hører man en hund gø, der er en hane, som vist nok har fået stillet uret lidt tidligst til at stå op, det ras ler i træernes blade, man kan høre en bæk risle og li ge pludselig bryder et renovationskøretøj stilheden både med støj og lugt.
For så langt er vi altså heller ikke ude på landet.
Lampen bruges kun sporadisk og hvor det er totalt mørkt. Der skal spares på batteriet, hvis nu???? Caminoen er lidt krænglet de første få kilometer, da den går i zig zag gennem nogle små bebyggelser og under en landevej og afmærkningen er både lidt mangelfuld og inkonsekvent, men her kommer GPSen så til hjælp. Så ingen problemer.
I et vejkryds bliver jeg lige pludselig noget forskrækket af at blive tiltalt på tysk af en ældre dame, der fortæller, at hendes 2 andre medpilgrimme er kommet noget foran hende og hun har tabt orientering en. Hun er glad for at jeg kom forbi, for ellers ville hun have ve
Jeg kan så hjælpe hende med at komme gennem labyrinten og da jeg går hurtigere end hende, så fortsætter jeg, da vi er kommet ud på et langt lige stykke, hvor hun ikke kan gå fejl, før det bliver lyst.
Vi er nu på Camino Frances - og nu er der mange pilgrimme på caminoen. Mange går forbi mig i hurtigere tempo, men jeg ved erfaringsmæssigt, at dem møder jeg senere for de har oftere hvil.
Efter at have været på caminoen fra kl. ca. 6.00 til godt kl. 17.30 - ca. 11 1/2 time og 38 km senere an kommer jeg til Katedralpladsen kl. ca. 17.30 og kan dermed afslutte min vandring på Camino del Norte.
Dagens udfordring er at komme til Santiago og afslutte vandringen på Katedralpladsen i nogenlunde tid og inden katedralkontoret lukker.
Dagens udfordring er at komme til Santiago og afslutte vandringen på Katedralpladsen i nogenlunde tid og inden katedralkontoret lukker.
Caminoen er ikke særlig udfordrende på det sidste stykke og de bakker man skal over er nu jo barnemad for en garvet pilgrim. Men for andre kan man se, at bakkerne stadig tager sin told.
Bene holder og knæet gør ondt som bare pokker med holdt hele vejen - selv en kort afstikker til Monte do Gozo (Glædens Bjerg) lige uden for Santiago med det rædselsfulde monoment blev der kræfter til.
Oplevelsen er den samme hver gang man kommer ind til den gamle bydel i Santiago og nu ved at man kun har 2 km tilbage. Selv om det er op ad bakke til katedralen, så får man kræfter til at gå det sidste stykke selvom der nu ligger 36 km bag én på dagen.
Det er for mig den samme glæde at kunne satte foden på muslingeskallen på stenen midt på pladsen alle de gange jeg nu er kommet til Katedralen.
Så blev Camino del Norte overvundet.
Det var godt nok en sej og hård vandring og langt mere udfordrende fysisk og psykisk end jeg havde drømt om.
Men det sår der alt sammen noget mere om under de næste dage.
Vandringen går fra Sobrado dos Munxes til Arzua. men jeg vælger at gå nogle kilometer længere til A Peroxa, hvor der et godt lille og billigt hotel. Og så er jeg nogle kilometer nærmere Santiago.
Vandringen fra Sobrado og til Arzua er ikke så lang men til gengæld er vandringen igen meget op og ned af bakke og så er den fortrinsvis på asfalt. Så den er ikke særlig spændende.
Jeg startede med at vandre med et østrisk ægtepar der var gået på pension og havde voksne børn, så vi fik en snak og alt muligt, som man nu gør når man går nogle timer sammen . men som så ofte får man ikke navne på de pilgrimme man taler med - det er ikke så almindeligt at der formelt hilses på hind anden.
Men når jeg snakker med folk fra andre lande, så er der ikke så stor forskel på begrundelserne for at gå pilgrimsvandring, når der er tale om mennesker + 50.
Man vil gerne opleve verden på en anden måde, man vil gerne have sin sjæl med, man vil være fri og ubekymret, man har tid, man har overskud, man har råd til oplevelsen, man har god fysisk form, og vil gerne være sammen med sin partner om noget andet end hverdagen.
Nu begynder udfordringerne at blive belønnet. Jeg kan godt mærke i kroppen at jeg har været på farten i over en måned.
Jeg har ondt snart sagt alle steder i muskler og led. Og så har mine storetæer den tilbøjelighed at blive flade, når jeg går op, så det sider på tåen ved siden af. Plaster er så resultatet, så der ikke kommer vabler.
Musklerne i lårene er ved at være ømme. Men de er stadigvæk upåvirkede af at gå op og ned. Det begynder at gøre ondt i mit højere knæ, især når jeg går nedad.
Jeg er nu så langt på ruten, at de sidste dage godt kan klares, men med forsigtighed når jeg skal gå ned og gå på trappetrin. Så får knæene jo stød.
Oplevelsen er, at der nu nok kun er 1 dag tilbage til Santiago.
Caminoen er i dag meget op og ned men ikke særlig lang og den er aldeles uinteressant.
Der er nu ingen problemer med at finde caminoen selv om det er mørkt når jeg starter ud om morgenen. Den er vel afmærket med de sædvanlige sten med muslingeskal og gule pile, hvor der skal ændring i ruten.
Jeg har nu mødt 2 danske damer i + 50, som også forventer at komme til Santiago i morgen. Det er et par seje damer, der har vandret mindst 3 og 4 caminos.
