Mon svigerdatter Linn og jeg benyttede dagen til at tage en vandring på Camino Mozarabe desde Malaga. Derfor besluttede vi at tage en etape mere begyndende en dags etape yderligere nordpå. Det havde regnet lidt i nat og da Peter – min søn – stoppe i Villanueva ved 10:30 tiden var der en anelse regn i luften. I byen bankede vi den ældre dame der opbevarer nøglerne til den ikke særlige store kirke i en af gadernes husrækker. Hun kom ud i nattøj og en kimono og trissede over gaden og kirken blev åbnet for os og uden opfordring fandt damen stempel og stempelpude frem og stemplede mit pilgrimspas. Det havde regnet nok til, at da vi efter nogle få kilometer vandrede på en jordvej og vedblev på denne de næste mange kilometer, så voksede jorden i tykkelse under vandreskoene betragteligt. Det blev besværligt at vandre med jorden under fødderne over længere tid. Da vi omtrent midtvejs skulle passere et ellers beskedent vandløb, der nu var blevet til lille arrig bæk, måtte vi forsøge at komme over på bedste måde. Vi fandt efter lidt søgen et fladt sted med nogle større sten som vi kunne hoppe fra, som fra tue til tue. Herfra gik det på en mindre klæbende belægning til omkring 5 km før Almogia, hvor vi vandrede de kilometer på den ikke særlige befærdet asfalt landevej ind i byen. Mellem byerne er der ingen andre, så derfor havde vi morges ved sidst Lidll forsynet os med tilstrækkeligt med vand og lidt bagværk, vand og pose med nødder og rosiner. Jeg købte også chokoladekiks og fandt en KitKat fra Israel i rygsækken gemmer. Så vi fik et par hvil, hvor vi kunne sidde og få lidt energi. Vejret begyndt med regn nok til at der blev dannet en flot regnbuen hen over Villanueva. Regnen var beskeden og solen begyndte at varme var det af med trøjer, fleece så en langærmet t-shirt var tilstrækkelig det meste af ruten. Vandringen er igennem et meget bakket og rimelig grønt landskab, med en række landbrugsejendomme, hvor der som vagthunde var de store Pyrenæerhunde, som opfylder deres opgave meget højrøstet. Desværre var kirken i Almogia lukket da vi kom frem. Men pilgrimpasset er jo tidligere i år blevet stemplet. Peter hentede os ved kirken i Almogia og kørte os retur til lejligheden i Rincon de la Victoria.

Min svigerdatter, der er erfaren fjeldvandrere og jeg besluttede at prøve en af feriedagene at vandre på Camino Mozarabe desde Malaga – fra Almogia, der er første etape på caminoen mod nord. Men at vandre den mod syd. Sådan besluttet fik vi min søn til at køre os til den lille petoriske landsby 23 km oppe i bjergene for at kunne begynde vandring mod Katedralen I Malaga. Vi var begge udmærket klar over det ville blive en varm vandring og sikkert også en lang dag ned mod Middelhavet. På køreturen på til Almogia, der ligger i kote 434 m, blev jeg lidt skeptisk over, om vort forehavende var vel gennemtænkt, da vi snoede os op gennem de bakkekæder, som vi kunne forvente at vandre igennem. Ankommet til den lokale kirke og med stempel I mit pilgrimspas på kommunekontoret lidt nede af den lille gyde, hvor kirken var klemt inde mellem husene kunne vi begynde vandringen. Nu var der ingen vej tilbage og vi fandt også ret hurtigt caminostien ud af byen, der viste sig bare at gå op, op og op omkring 350 m på de første par kilometer. Det var en sej begyndelse. Og som ofte skal de så vandres ned igen til en overgang af et vandløb. Dog her et total udtørret meget bredt og dybt flodleje, der ikke ville kunne blive passeret, hvis der var vand. På den anden side vandrede vi så på en markvej op igen omkring 100 m, for på ny at vandre dem ned ad en smal stejl stenet sti, igen til et bredt flodleje, denne gang med vand. Men her var en bro for kørende trafik vi kunne benytte. Vi måtte have en længere pause og heldigvis var der en café I nærheden, hvor vi kunne få suppleret vandbeholdningen. Herfra vandrede vi nogle kilometer igennem et også bredt, men rørlagt flodleje og endt i en lille by, hvorfra vandringen forløb på asfaltvej, hvor varmen kunne mærkes gennem mine vandresko. Vi nåede godt upassende frem til den øst/vest gående motorvej, der danner grænse til Malagas første egentlige bebyggelse. Og herfra var det de sidste moderate højdemeter, der skulle vandres op. Ad en stor bred indfaldsvej med fortov kunne vi nu begynde at vandre over 350 højdemeter ned til katedralen på de sidste 8 km. Sidst på eftermiddagen kunne vi så godt svedige og godt brugte, vandre ind til katedralen og jeg få mit stempel I pilgrimspasset. Jeg har vurderet denne etape til at ligge i midten, som en af de 10 mest krævende etaper, jeg hidtil har vandret og jeg har trods alt en hvis erfaring. Vi har taget en debriefing efterfølgende og blevet enige om, at vi begge ikke ville have været vandringen foruden. Det fantastiske landskab vi vandrede igen på første halvdel af etapen og vi kunne trodse varmen og finde ud af, der skal meget til at holde os tilbage for at vandre på en camino. Men nu var det jo også kun en dag og nedad det meste af den.