Fra at det i går var efterårsvejr med regn og rusk er det i dag slået om til dejligt sommervejr med sol og +24C . Så fra fleecejakke og regnfrakke til t-shirt og korte bukser. Jeg skal flyve med SAS fra Vilnius Lufthavn til CHP kl.15:50 i eftermiddag. Så i går aftes lagde jeg en rute for at besøge Morgengryets Port og kirker der måtte være på vandringen fra den gamle bydel til Vilnius Lufthavn. En vandring på knap 10 km. Vilnius er oversået med katolske og ortodokse kirker. Så jeg udvalgte nogle få stykker, der ligger på vandringen til lufthavnen. Kirken indviet til St. Anna er den som jeg først kom frem til. Den var lige åbnet en halvtime før jeg ankom for morgenmessen. Kirken er opført i røde sten og er en del af klosterkomplekset ved kirken. Den ligger på højre bred af floden Vilnia og er opført omkring år 1500 i både i en flamboyante og gotisk stil. Imidlertid er kirkerummet dystet og mørkt og trænger stærkt til renovering. Som nabo til St. Anna og i udkanten af en park, ligger den russisk ortodokse Jomfru Maria Hillefarts katedral opført i 1800 tallet. Kirkerummet bagvæg er en ikonvæg. Da jeg kom ind i kirkerummet var en ung præst i gang med en længere messende oplæsning af skriftsteder. Den sparsomme menighed gik og kom. Under ortodokse oplæsninger og messer står menigheden op. Jeg vandrede ud af den gamle bydel og op i et stort grønt område bag bydelen, hvor der var en gammel borgruin og borgvold. Efter at være vandret forbi den kom jeg til Morgengryets Port, der er hovedindgangen til det gamle Vilnius. Morgengryets Port er en del af et katolsk kloster oven over portbuen er i et rum på omkring 50 m2 er et alterrum, hvor alteret er en ikon med den sorte Jomfru Maria. Ikonen tilskrives mange mirakler og er derfor meget besøgt af både troende og turister. Da de søgende og besøgende skal to etager op til alterrummet af en smal trappe, er det som at være til juleudstilling i gamle dage. Der må ikke fotograferes i rummet. Så derfor er billedet af ikonen taget nede fra gaden. Også her er en russisk ortodokse kirke nabo til den katolske. den ortodokse kirke er indviet til Helligånden. Indgangen til kirken er fra gaden gennem en lyserød portal og gennem et lille stykke park. Kirkerummet er højt og lyst. Bagvæggen med ikoner er farvet i en usædvanlig skarp grøn farve. Det er på en måde både iøjefaldende og smukt. Da jeg ankom, var der messe i gang og med en større menighed der står i kirkerummet. Kirkerummet var fuld af røgelse. Jeg vandrede forbi to andre kirke på vej til lufthavnen. Den ene er lukket på grund af tiltrængt renovering og den sidste – en ortodokse kirker – var bare lukket. Vandringen gennem Vilnius var en god oplevelse, den var afvekslende, gennem parker, langs trafikerede veje og gennem stille boligkvarter og jo nærmere jeg kom lufthavnen gennem område med kontorbygninger.

Jeg skal aflevere den lejede bil omkring kl. 12 i Vilnius Lufthavn. Der er omkring 100 km. Så fra morgenstunden er der rigelig tid. Imidlertid er der ikke noget der er interessant til at besøge på vejen mod Vilnius. I øvrigt er der motorvej hele ruten til Vilnius. Vejret indbød nu heller ikke til at komme ud af bilen. Det regnede voldsom. Hjemmefra havde jeg planlagt, at gå fra lufthavnen ind til Vilnius. Lufthavnen ligger knap 6 km fra centrum. Men det opgav jeg på grund af det voldsomme regnvejr. Bussen kører med korte intervaller og koster beskedent 0,90€. Der kan ikke betales kontant. Mit internationale betalingskort kunne ikke bruges. I stedet kørte jeg med taxa til hotellet jeg har booket værelse på – Artis Hotel – der ligger centralt i den gamle bydel og som er nabo til Forsvarsministeriets bygning og ikke langt fra Præsidentpaladset. Det regnede voldsomt og vejret var egentligt ikke til gå ud i. At sidde på et hotelværelset en eftermiddag er ikke spændende. Så jeg besluttede uanset vejret, at jeg skulle gå en tur. Fra hotellet er der ikke er så langt til Vilnius Katedral. Katedralen åbnede i 1387. Den er indviet til St. Stanislaus og St. Vladislaus. Som mange andre kirker er den opført, hvor der tidligere lå et hedensk tempel. Katedralen er holdt i hvide facader og har et meget højt fritliggende rundt tårn. Katedralbygningen er opført i neoklassisk arkitektur. Katedralen har et bredt skib, der er meget lyst og med sidegange, hvor der er store sidekapeller. Kort efter jeg kom ind i katedralen begyndte middagsmessen. Kort inde i messen kan man mærke at stilheden sænker sig i rummet, selvom der er mange besøgende. Jeg deltager i messen og da den slutter tager jeg rundgang i katedralen. Det var min forhåbning at regnvejret ville aftage mens jeg var inde i katedralen. Men det regnede fortsat om ikke mere end da gik ind. Jeg har i England købt en god lang regnfrakke, der nemt kan pakkes sammen. Den blev grundigt brugt i dag på min videre gang til Gediminas Tårn. Tårnet er det , der er tilbage af Vilnius første slot. Den står på Slotsbakken, der er ca. 70 m over floden Neris, der løber gennem Vilnius. For at komme op til tårnet kan man enten vælge at gå ad en trætrappe. Det fravalgte jeg på grund af regn og blæst. I stedet for betalte jeg 3€ for at køre til toppen i en elevatorvogn, der er i stil med en funicularbane (kabelbane). Havde det nu været solskin og smukt vej, havde det været en dejlig oplevelse. Men i dag var det en kamp mod elementerne med blæst og regn på toppen af bakken. Men udsigt over byen og oplandet var der dog. Da jeg nu var blevet våd, kunne jeg lige så godt forsætte. Derfor gik jeg en tur langs floden Neris. På den anden side af floden lå en stor kirke. Jeg gik over broen for at søge ly i kirken. Det blev en lidt anderledes oplevelse. Da jeg gik ind i det store høje kirkerum var der messe. Messen blev ledet af en kvinde der både læste dagens tekst og sang acapella uden orgelmusik. Det oplevedes utraditionelt, for der er ikke kvindelige katolske præster. I øvrigt kunne jeg ikke se kvinden. Og til beretningen hører, at det var ældre kvinder der var menighed. Og midt i kirkerummet var et stort indpakket stillads, der dækkede det meste af udsynet til alteret og delte kirkerummet op midten. Der var koldt i kirken. Så opholdet, der i øvrigt blev bemærket af de ældre kvindelige kirkegængere blev ikke langt. Drivvåd måtte jeg retur til hotellet for at få tørret tøj. Og for at få varmen gik jeg i bad. Det har vælter ned med regn uafbrudt indtil sidst på aftenen, hvor regnen er ved at holde op. På vejen retur til hotellet, fik jeg købt lidt ind til et aftensmåltid i en stor Sparkøbmand og noget snack.

Dagen startede med, at jeg gik op til byens katedral, der ligger på bakketop i byen for at deltage i morgenmessen kl.9. Katedralen i Telsiai er indviet til St. Anthony af Padua. Der var mange kirkegængere til messen, som blev ledet af biskoppen sammen med to præster. Jeg deltog I nadveren. Der var stempel til mit pilgrimspas i katedralen. Telsiai ligger på Litauens Jacobsweg. Katedraelen er opført 1794 i en kombination af barok- og klassicistiskbyggestil. Katedralen er bygge med galleri, der er omløbende i kirkerummet. På galleriet er også alter og altertavle, hvilket er usædvanligt og i øvrigt det eneste i Litauen. Efter messen gik jeg til den modsatte ende af byen til den lokale kirke indviet til Marias Bebudelse. En smuk lille hvid kirke, der også ligger høj, men her med smuk udsigt over søen Mists. Det er en kirke med et meget lyst kirkerum. Efter besøget kørte jeg syd på og lidt uden for byen besøgte jeg et lille kapel, der lå meget markant i terrænet. Senere på ruten stoppede jeg i lidt større by Varniai hvor der var en meget stor kirke ved indkørslen til byen. Da jeg kom ind i kirke var den kvindelige organist i gang med at øve og samtidig med hun sang. Det lød utrolig smukt. I kirken var en af egnens adelsfamilier lagt i åbne sarkofager, hvilket er utraditionelt. Videre på vejen standsede jeg i byen Kaltinenai, hvor en meget stor og moderne kirke med to høje tårne kan ses på lang afstand. Kirken er opført i 1986 og istandsat efter en brand i 1995. Desværre var kirken lukket, trods det at den skulle være døgnåben. Umiddelbart efter den ovennævnte by kørte jeg ind på motorvejen mod Kaunas. Jeg overnatter på et nyere hotel ca. 3 km fra centrum i Zaliakalnis. På min vandring ind til centrum kan man ikke undgå at blive opmærksom på en meget stor nyere kirke med et meget højt tårn. Så det måtte jeg bese indvendig. En meget sød og venlig nonne, så at jeg bar en muslingeskal på min trøje. Og hun bad mig vente mens hun fandt kirkens stempel. Stemplet var også meget stort. Tingene skal jo passe. Kirken er indviet til Kristi Opstandelse og oprindelig fra 1930’erne, men haft en omtumlet tilværelse fra 2. Verdenskrig over kommunismen og til Litauens selvstændighed efter murens fald i 1989. Kirken er på størrelse med en basilika og med et tårn på 70 m. Efter besøget i kirken vandrede jeg videre ind mod centrum, hvor jeg øjede en stor Davidsstjerne på en ældre stor hvid bygning med kuppel. Det er Kaunas Synagoge. Jeg så, at døren var åben og gik forsigtigt ind og blev mødt af en opsynsmand. Han bad mig tage en kalot på og jeg kunne frit gå ind og se synagogen. Det er ikke så tit man får lejlighed til det. Synagogens sal med kabinettet til torarullerne og oplæsningspulten er det centrale i rummet. Synagogen har i øvrigt et omløbende galleri. Det ar sen særlig oplevelse af besøge synagogen. Kaunas Katedral ligger tæt på byens store torveplads og ud til gågaden ved dens afslutning. Udefra ser katedralen ikke så imponerende ud. Katedralen er opført i gotisk bygestil røde mursten og fra 1624. Imidlertid er kirkerummet meget smuk i lyse farvet og indrettet i barok byggestil. Tværs over Kaunas centrale plads ligger den større jesuitter kirke indviet til St. Francis. Stort lyst kirkerum og med et meget stort alterrum med søjler. Da jeg besøgte kirken, var døbefonten blot et beskedent bord med en større porcelænsskål og en kande med vand. Ikke langt fra og på vej ned til floden Nemunas besøgte jeg den lokale kirke indviet til St. Gertrud. På min vandring retur til hotellet, valgte jeg at spise aftensmad på en italiensk restaurant på gågaden. Det var et godt valg. Jeg valgte et par lette retter – risboller og salat med varmt gedeost.

Det blev en lidt lang dag. Nok fordi jeg kom sent ud på rejsen. Der var lidt rigeligt langt mellem besøgsstederne. Så min planlægning hvad ikke taget højde for de lange afstande i dag. Jeg startede med at besøge Trakai katolske basilika indviet til Jomfru Maria. Kirken er opført i begyndelsen af 1400 tallet. I det meget store smukt udsmykkede alterer er indsat en ikon af Den Sorte Madonna. Borgen Trakai åbnede først kl. 10, så jeg gik fra kirken en tur langs søen frem til broen til borgøen. På besøget rundt i borgen var de enkelte udstillingsrum indrettet med museumsgenstande, f. eks. porcelæn, glas, bøger, beklædning o. s. v. Ikke specielt interessant udstilling. Jeg havde regnet med, at der var en kirke inden for borgvolden, men der var ikke kirke. Jeg fik oplyst, basilikaen udgjorde slotskirken. På min videre færd kom jeg forbi to sognekirker. Den ene en smuk hvid kirke med et meget højt tårn i moderne byggestil, men den var desværre lukket. Kirken er vindtiet til Den Hellige Treenighed og ligger i byen Musninkal. Den anden meget større end byen umiddelbart berettige til i byen Seduva. Kirken er indviet til Det hellige Kors. Kirken var åben og kirkerummet smuk udsmykket med grønne grene. Dagens mål var bl.a. den store katedral i Saiuliai, der er indviet til Apostlene Peter og Poul. Katedralen er karakteriseret ved sit meget høj tårn, sin hvide facader og tårn og et meget lyst kirkerum uden religiøse figurer, der dog optræder i sidekapellerne. Men bedøm selv og se billederne. Siauliai blev bombet under 2. Verdenskrig. Nu står byen anderledes moderne bl.a. med brede gågader tværs gennem byen. Den rummer omkring 125.000 indbyggere. Fra Siauliai kørte jeg yderligere 14 km uden for byen til Kryziai kalnas eller Korshøjen. Korshøjen er katolsk pilgrimssted. Stedet har fået sit navn efter, at der på en omkring 50 m kunstigskabt høj ude på et fladt markområde, hvor der gennem 300 år opsat omkring 200.000 kors på højen er det anslået. De første kors formodes at være fra omkring 1700 tallet. Korsene variere fra ganske små kors til flere meter høje kors. Korsenere står nu også uden om selve højen. Nu er det tradition at man tager et kors med og stiller det vilkårligt blandt de kors der står. Derfor vokser antallet dramatisk. I øvrigt er der selvfølgelig boder der sælger træ- og jernkors til de besøgende Jeg stillede også et lille indkøbt udsmykket trækors. Den Litauiske Jacobsweg går igennem Korshøjen. Jeg har tidligere omtalt Cruz de Ferro på Camino Frances i Spanien, hvor den besøgende og pilgrimme lægger en sten og stenbukken blot vokser og vokser. Her er det korsene fra pilgrimmene der blot vokser. I forbindelse med Korshøjen er opført et Francicanerkloster- Korsbakken Kloster, der er indviet i 2000. Fra besøget på Korshøjen, kørte jeg mod syd til byen Telsiai for at overnatte. Byen ligger ud til søen Mastis. Byen har omkring 30.000 indbyggere. Ruten jeg har kørt i dag har været igennem et meget grønt landskab, der er næsten fladt. Litauen er stort i forhold til sit indbyggerantal, hvorfor der er langt mellem byerne med enten store skove eller opdyrkede markområde imellem. Når jeg tænker over det, har jeg hverken set køer eller heste på turen i dag. Der er gode landeveje og motorveje. Trafikken er disciplineret og fartgrænser overholdes, da der er fartkarmara mange steder.

Ved middagstid fløj jeg fra København til Vilnius i Litauen. Lejede bil i lufthavnen og kørte derefter til første overnatningssted på de næste dages pilgrimsfærd. Trakai er en lille pittoresk by på omkring 6.000 indbygger, der ligger på en halvø ud i en af de 3 store søer, der til sammen danner et smukt sammenhængende naturområde ca. 30 km fra Vilnius og er på grund af bl.a. et eftertragte ferie område for korte og lange ophold. På halvøen i den største sø Galves ez. På næsset af halvøen er på et psr holme i søen opført en stor borg – Trakai Castle fra 1400 tallet. Borgen blev genopført i 1950’erne selv om de russisk myndigheder ikke billigere det. Der er nu igen under renovering. Borgen kan tilgås ved vandring over 2 broer ud til holmen længst ude i søen. I dag kom jeg så sent at borgen lige var lukket for de sidste besøgende. Derfor skal besøge den i morgen. Trakai gamle bydel er noget helt særligt og husene i bydelen er fredede. Oprindelig er de opført fra slutningen af 1300tallet da en lille tyrkisk talende minoritet af et folk der dyrkede en religion Karaites, baseret på det gamle testamente. Karaites som minoritet, jøder, russere, polakkerne, litauere har gennem århundreder sat præg på den gamle bydel. Den gamle bys huse, er træhuse ned mest vender gavlen mod gaden. Nu er husene mange farvede, nogen flot vedligeholdt andre i smukt forfald eller på vej til det. Den nye bydel mangler heller ikke skønhed, da bygningerne er indpasset i omgivelserne mod søerne og respekt for dem. Der mangler heller ikke en stor basilika i byen. Den er opført i begyndelse af 1400 tallet.