Min vandring på St. Olavsleden er de sidste 135 km fra Stiklestad til Trondheim. Det er kun en fjerdel af den samlede Olavsleden. Men det er en meget smuk del af den samlede pilgrimsvej. Med udsigt til Trondheimsfjorden de fleste af dem. Nogle flotte udsyn over landskabet og fjorden. Pilgrimsruten er gennemgående på nogle gode veje og stier, men man skal være opmærksom på, at der frem til Stjøldal er er muligheder for at købe nogen forsyninger undtagen på de overnatningssteder der benyttes. Det skal man som vandre tage hensyn til og sørge for, at man har forsyning af mad og drikke med. Terænnet er fantastik flot og grønt og der er rimelige højdestigninger på dagenes vandringer.

Inden jeg skal med fly fra Trondheim Lufthavn retur til København sidst på eftermiddagen, havde jeg lejlighed til at tage en vandring i den gamle bydel i Trondheim. Hotellet jeg overnattede de sidste 3 dage på, ligger inden for 10 min. gang fra både Trondheim Centralstation og Nidarosdomen. Jeg gik først en tur ind i det gamle boligkvarter for at gå igennem og kikke på de gamle træhuse med lejligheder, der er opført i 2 og 3 etager. Mange af dem er akitektoniske smukke byhuse og flere har ineholdt butikker eller erhverv i stueetagen. De gamle lagerbygninger der ligger helt ud til Nidelva er ombygget og indeholder nu lejligheder i flere etager. Ved byvandringen i dag var der i formiddagen ikke mange turister endnu, så jeg satte mig på domkirkepladsen og betragtede nordfacaden med dens utrolige mange figurer og lagde mærke til, at der på det vestlige tårn øverst oppe er sat en figur, der er Ærkeenglen Michael. Jeg gik videre og kom op på bakken bag domkirken, hvor der et flot vue til Nidarosdomen, hvor elven slynger sig rundt om den. Nå man er gået over elven, er der på den modsatte side en ny moderne kirke, der er den katolske domkirke indviet til St. Olav. Domkirken var åben og jeg fik derfor lejlighed til at besøge den og bese den indvendig. På vandring retur mod et nye centrum besøgte jeg Torvet, der er byen centrale plads med Olav Tryggvason-monumentet. Efter pladsen gik jeg ned af hovedgaden, der er gågade.

Sidst på eftermiddagen tog til toget til Trondheim Lufthaven. Togrejsen tager omkring 3 kvarter fra Centralstationen til lufthavns Stationen. Trondheim Lufthaven er overvejende en lufthavn til feriedestinationer og en hub for indlandsdestinationer.

Dage kan være lange – dage kan være gode. Jeg stod op kl. 5 i morges. Kørte 1 time ind til Vangede og parkerede min bil. Spiste morgenmad hos min svigerinde. Kørte i bus til Nørreport. Tog Metroen til Lufthavnen. Fløj med SAS i 1 1/2 time til Trondheim. Kørte med Norske Jernbaner i 1 time til Verdal. Vandrede under en birkealle de 6 km til Stiklestad. Her overnatter jeg på Stiklestad pilgrimsherberge – det er Scandic Hotel – og sidder nu og spiser aftensmad i en smuk aften og efter vandring i tørvejr. Det var en lang og god dag. Fra lufthavnen kører toget stort set hele vejen langs Trondheimfjorden. En utrolig smuk togrejse igennem et meget grønt landskab vekslende mellem skove og agerland små byer og udsigt til fjorden. Og så var det et nyt lækkert støjfrit tog. Verdal er administrativ center for Trøndelag Fylke er på 9.000 indbyggere og ligger ud til sidefjord til Trondheimfjorden Fra Verdal Stasjon til Stiklestad Olavs Kapel er ca. 5 km. Der er en bred asfalteret cykel/gangsti hele ruten under store birketræer. Stiklestad er kendt for Slaget ved Stiklestad i 1030, hvor den landflygtige norske Kong Olav fra den svenske side drog med en hær af svenske lejesoldater og mødte den norske bondehær, hvor han tabte slaget og døde ved sværdhug. Legenden er herefter, at Olav blev begravet ved slagmarken. Da man gravede hans lig op efter et år for at flytte det, så det ud som den dag han blev begravet. Der sket også nogle undere og mirakler, derfor blev hans jordiske rester tillagt hellige egenskaber. Det gjorde at Olav blev helgengjort og pilgrimme vandrede for at besøge hans gravplads og da hans jordiske rest blev flyttet i Trondheim – til domkirken. Derfor er pilgrimsruten fra Sundsvall på kysten af den Botniske bugt, hvor Olav steg i land og startede sin færd til Norge som jo endte i Stiklestad. St. Olavsleden kan derfor enten vandres fra Sundsvall via Stiklestad til Domkirken i Trondheim. Eller fra Oslo gennem Guldbrandsdalen og over Dovrefjeld til Trondheim alternativt langs kysten fra Oslo til Trondheim. Jeg har valgt at vandre de sidste ca. 135 km fra Stiklestad til Trondheim ved at vandre de første dage indenlands og de sidste dage ud mod kysten. Vejret tegner langt bedre end først forventet. Men vi får se i morgen. Jeg har ingen anelse om pilgrimsruten, om det er stier, veje om det er fladt eller bakket. Det jeg har set indtil nu gør, at jeg forventer en skøn vandring.

Katedralen er opført mellem 1150 og 1300 og senest ændret ved en omfattende restaurering fra 1869 – 1983. Katedralen er opført i klæbesten i romansk og gotisk stil. Der er et særligt lys i katedralen på grund af stenenes farve blandet med lyset gennem de mange farvede glasmosaik vinduer og det meget store rosenvindue der er 12 m højt og 8 meter i diameter. Katedralen er nordens ældste og har et udtryk af stort og dygtigt stenmester arbejde med mange detaljer på søjler, skulpturer og ornamenter. Særlig stenhugger arbejdet på vestfacaden med de mere 70 statuer og mange relieffer er med til at katedralen sagtens kan måle sig ned de store katedraler i Europa og i Storbritannien. Til yderligere for katedralen har den i flere århundreder drevet pilgrimme til dig med baggrund i at Olav den Hellige er begravet først i og efter reformationen uden for katedralbygningen. Nu om dage flokkes endnu flere turister om katedralen end vandrede pilgrimme. Der ankommer omkring 500 pilgrimme om året vandrede, der anmoder om Olavsbrevet, der udstedes i Pilgrimsgården. Da jeg i dag besøgte katedralen var der orgelkoncert, hvor organisten spillede på det nyeste orgel med omkring 10.000 piger. Orglet er opbygget omkring rosenvinduet, så det sammen med det er en smuk ramme om vinduet. Bag katedralens hovedalter er der i korgangen flere altertavler. I et af dem er en kopi af det oprindelig frontal til alteret. Frontalet er også forsiden på pilgrimspasset til Olsvsleden.

Samme togrejse samme tids punkt tre dage i træk. I dag den korte version til Vikhammer – den 5. station på rejse nord på. Da jeg rejste hjemmefra var vejrudsigten med udsigt til koldt og regnfuldt vejr. Det var det sandelig ikke i dag. Sol fra en skyfri himmel. Fra +16C i morges til +26C eller mere i Trondheim. Da jeg har vandret langs fjorden og ikke på indlandsruten, har jeg ikke mødt nogen andre pilgrimme, i øvrigt heller ikke efter at indlandsruten støder ind i kystruten omkring 10 km fra Trondheim. De sidste 10 km er gennem forstæderne med fjorden til højre på halvdelen dagens vandring. Derefter vandres ind af indfaldsvejene fra nord. Jeg har ikke noget i mod at vandre ind i de større byer. Jeg synes det er interessant at se byens udvikling. I øvrigt vandrede jeg igennem en lidt ældre boligbebyggelse fra omkring 1940’erne med omkring 30 2-etagers træhuse med 2 lejligheder i hver bygning. Hver bygning havde sin egen farve med en kontrastfarve på indgangsdør og vinduer. En bebyggelse man kan være glad og stolt over at bo i. På et tidspunkt kunne jeg se spiret på Nidarosdomen, men skulle lige først over Nidelva på den gamle Bybrua for at lomme frem til kirkegårdsparken til domkirken. Jeg havde inden da vandret igennem et gammelt boligkvarter med smukke gamle byhuse. der var utrolig mange turister både i gaderne omkring domkirken, men også ved og i domkirken. Men inden besøget i domkirken skulle jeg til Nidaros Pilgrimsgård kun 2 min. gang fra domkirken. Pilgrimsgården ligger ned til elven. Her kunne jeg afslutte dagens og min pilgrimsvandring på Olavsleden for at modtage Olavsbrevet efter at have vandret pilgrimsruten fra Stiklestad på i alt 135 km. Det er altid et rørende øjeblik at afslutte en pilgrimsvandring og vandre ind til pilgrimsmålet. Det var det også i dag, selvom jeg har prøvet det flere gange. Tyk i mælet og vand i øjenkrogen, når øjeblikket indfinder sig, og man står der og ser på denne imponerende sandsten katedral.

Jeg vågnede senere end tiltænkt, så det blev en hurtig gang morgenmad, hvorefter jeg i fuldt udstyr kunne bevæge mig i hurtig gang fra hotellet til Trondheim Centralstation for at rejse med toget kl. 8:16 til Stjørdal. Og så var toget 20 min. forsinket. Dermed lidt senere i Stjørdal end forventet fik jeg samlet vandrestavene og fundet den rigtige retning ud af byen. Jeg skulle kun kikke efter, hvor flyveledertårnet på Trondheim Lufthavn er, for den skulle jeg vandre rundt om. Fra byens centrum og frem til Hell vandre på gang/cykelsti. Lidt efter lufthavnsområdet ligger Hell. Allerede ved 10 tiden var det godt nok varmt, men nok næppe så meget som i “Helvede”. Det var allerede omkring +20C i skyggen og lidt varmere i butikscentrets café for en cappuccino og et stykke wienerbrød. Efter broen over Stjørdalselva mødes kort efter en vandring på næsten 2 km omkring 150 m op over Gjevingåsen på cykel/gangsti langs Malvikvegen. I pashøjen så er fornøjelsen at vandre de samme højdemeter ned. Resten af dagens vandring er med Trondheimsfjorden på højre side med en flot udsigt både mod Trondheim og bagud mod Stjørdal. Men det var så heller ikke de sidste højdemeter denne dag selvom, der vandres langs kysten, så er det et bakket terræn ned mod kystlinjen. Der vandres langs Malvikvegen, på en bred gang/cykelsti. det viser sig, at Malvikvegen fortsætter helt ind til Trondheim centrum og er dermed over 20 km lang. I den næste vig – Hommelvik – kom jeg til dagens første af to kirker. Den var ikke åben og der var ingen kasse med stempel ved hverken kirken eller øvrige kirkebygninger. Det lovede ikke godt for dokumentation for dagens vandring. Imidlertid lå rådhuset synbar fra kirken, så jeg tænkte mon jeg kunne få en person i receptionen i rådhuset til at dokumentere jeg har været I Hommelvik. Jeg tror jeg fik sat det meste af personalet i rådhuset i gang med at finde ud af om man kunne det. Personalet var søde og imødekommende men blev enige om, at det gik ikke. I øvrigt ville de nu kontakte kirken. Det var da altid noget. Lidt skuffet vandrede jeg videre med fjorden på højre side – op og ned af de åse på cykel/gangstien langs venstre side af Malvikvegen kilometer efter kilometer. Og det var flere. Næste kirke og dagens sidste var Malvik kirken, der ligger knap en halv kilometer op ad bakke til venstre for landevejen. Jeg overvejede om det var sliddet værd at bruge en kilometer og kræfter på en detour til kirken. Jeg havde brug for dokumentation på dagens vandring, så jeg sled mig opad sognevejen til kirken. Ligesom jeg ankom gik en ung mand i arbejdstøj hen mod kirken. Jeg spurgte ham om han vidste om kirken var åben. Det kunne klare, for han var graver. Malvik kirke er en meget stor trækirke og med et meget smukt kirkerum og kor med altertavle. Og sandelig om der var en kasse med stempel til pilgrimspasset. Så dokumentation for dagens vandring blev reddet på den måde. Nu gjalt det så om at nå toget til Trondheim fra næste by og station – Vikhammer. Toget kører een gang i timen. Jeg nåede stationen og perronen 1 min. før afgang 16:15. Og så var toget ovenikøbet 10 min. forsinket. Det blev lige tid til at se sig lidt om på stationen. den ligger direkte ud til fjordens strand. Togsporet går næsten helt ned til stranden langs fjorden op til Stjødal. det er meget smuk togtur. Nu er jeg så tilbage på hotellet i Trondheim for overnatning til i morgen, hvor jeg skal tage toget tilbage til Vikhammer for at vandre den sidste etape retur til Trondheim og Nidarosdomen.

Vejret ændre sig hurtigt her i regionen. Til morgen var det næsten skyfrit og solen var jo stået tidligt op kl. 3:30, så det var allerede lunt +15C, da vi tre pilgrimme havde spist morgenmad sammen og klar til dagen vandring. Mine to hollandske pilgrimme vil vandre til Trondheim på to dage, altså godt 30 km pr. dag. Jeg har valgt at gøre det på tre dage. Så på gårdspladsen tog jeg afsked med dem og hilste dem god vandring og et dejligt liv fremover. På den ene side har det været hyggeligt med samvær med pilgrimme på de tre dage, men også lidt befriende igen at kunne pilgrimsvandre i eget selskab. Jeg nyder at kunne være alene, men føler mig bestemt ikke ene på mine pilgrimsvandringer og rejser. Tilbage til dagens vandring. En dejlig vandredag trods den rute jeg valgte var på lokale asfaltveje med næsten ingen trafik – et par biler og nogle traktorer. De gjorde ingen skade på oplevelsen. Efter lidt før 4 km er der en lille hvid trækirke i et vejkryds. Kirkens graver var i gang med at slå græs mellem gravstenene på kirkegården. Jeg spurgte om han kunne åbne kirken, hvilket han beredvilligt gjorde, så jeg kunne bese kirken inde. Videre vandrede jeg mod sydvest på en lokal asfaltvej gennem endnu et smukt bakket landskab, med et bagtæppe af en høj fjeldkæde, hvor der endnu ligger lidt sne tilbage her i begyndelsen af juli. Får går og græsser i udyrket og bevokset arealer langs vejen. Pludselig dukker de op langs vejsiden med deres brægen. Det er faktisk hyggeligt at møde dem. Ellers er det en fryd for øjet at kikke ud over det bløde bakkede landskab med først en større sø – Liavatnet – og senere ud over den indre del af Trondheimsfjorden. På min vej mod Værnes Kirke, vandrede jeg igennem den nye bydel i Stjødal med indkøbscentret Torgkvartalet og Kimen Kulturhus. Sammenbyggede med kulturhuset er der opført en moderne kirke – Stjørdal Kirke. Kirken er indviet i 2015. Tæt på lufthavnen, er blevet plads til at Værnes gamle hvide middelalder kirke opført i 1190. Desværre var kirken ikke åben, men i en postkasse ved den overdækkede indgang til kirken, er stemplet til pilgrimspasset. Nu kommer jeg til det I sikkert synes er hen i vejret. Fra Stjødal har jeg to vandredage til Trondheim og de vil jeg naturligvis gerne vandre. Jeg kunne ikke finde overnatningssted midtvejs ved Vikhammer. Så jeg rejste i dag med tog til Trondheim, hvor jeg så overnatter til de næste dage. Her kommer Norske Baner til hjælp, da der er togstation i både Stjørdal og Vikhammer. Så fra Stjørdal rejse jeg i dag med tog 40 min til Trondheim og overnatter. I morgen tager jeg toget retur til Stjørdal og vandre de 20 km til Vikhammer. Når jeg slutter der, tager jeg toget til Trondheim. I overmorgen så toget til Vikhammer og der fra vandre jeg sidste etape til Nidarosdomen. Keine hexerei nur behændigkeit.

Vejret var her til morgen slået fuldstændig om. Overskyet med mørke skyer ind i mellem. Det var +13C og lidt blæsende da jeg vandrede de 3 km frem til Markabygda. Ved kirken fandt jeg udhænget til kirkens dør, som ly for det begyndende regnvejr. Her fik jeg raincover på rygsækken og jeg fik taget regnjakken på. Da jeg havde gjort mig al den umage, sluttede regnen lidt efter. Og så så jeg ikke mere til regn på dagen. Fra kirken vandrede jeg ned til langs den første sø – Movatnet, for derfra at vandre op af fjeldet på igen en lys grusvej. Efter nogle kilometers vandring var det nu Bulandsvatnet der blev vandret lang. Stadig vandring på grusvejen mange kilometer op ned i nu vekslende overskyet og sol var den tredje større sø Hovatnet som der blev vandret langs til næste opstemmede kunstig sø – Ausevatnet. De fire store søer ligger smukt mellem bakker og de høje fjelde bagved. Området har flere fritidshuse, der er bygget nær søerne og men tilpasset naturen i farver og flere med græs på tagene og på grunde med træer, så husene nærmest er camoufleret. De var velbesøgt denne søndag. Bortset fra søerne var det en vandring på lange stræk uden biler. Det var faktisk en vandring i stilhed bortset fra jeg kunne høre fugle og ind imellem pudslen af dyr i skovtykningerne. Dagens overnatningssted er et gammelt pilgrimsherberge i Borrås. Borrås er en lille samling huse og så gården, der i flere slægtsled har været herberge. Værten er en ældre ikke særlig høj, men sej mand, som det viser sig både kan tale engelsk og forstå dansk. Jeg ankom noget tidlige end min hollandske medpilgrimme. De havde taget bad i en af søerne på vejen. Efter fælles aftensmad sad vi sammen med pilgrimsværten og fik en hyggelig snak. I morgen har jeg valgt at vandre til Trondheim på tre dage og hollænderne på to. Så efter morgenmaden vandre vi så igen hver for sig. For mig har der været lidt underligt at være sammen med andre pilgrimme om fællesspisning og tage hensyn til andre, nu hvor jeg i så mange har vandret alene.

Igen en varm og solrig dag. Forsættelse af pilgrimsruten er lige i baghaven på herberget. Den starter med, at af dagens over 400 højdemeter vandres der 200 m til pashøjden på 345 m. Første kilometer er på en udmærket markvej uden den store stigning, men hvor den går over i en sti med knæhøjde grønne dugvåd vækster og med blød underbud fra tidligere regn, bliver den udfordrende. Skov og bukseben bliver hurtig våde og der skal vandres støt op. Det er om at holde øje med de værste vandpytter og blødt underlag. Det hele gentager jeg på samtlige højde meter ned igen. På vandringen op havde jeg det hedder at se en elg. Desværre gemte den sig i skovtykningen inden jeg må at fotografere den. Stien munder ud i en ved første øjekast dejlig to sporet meget hård hvid grusvej. Umiddelbar bedre at vandre på end de tidligere 3 km rundt om fjeldet. Ved nærmere bekendtskab med grusvejen er den udfordrende, den første kilometer går det op, op og op, og den næste km fortsætter op og ned for igen at ende i en pashøjde på 320 m. På de resterende 15 km på den hvide grusvej er det op ned. Dig heldigvis mest ned. Det er en udfordring at vandre på den. Det hvide skær fra solen gør ondt i øjnene selv om mine briller i lys skifter til mørke glas. Og for at gøre vandringen yderlige besværlig er hele Midtnorges hær af aggressive små fluer taget ud på vejen for at gøre livet surt for vandrere. Trods disse udfordringer er det et smukt grønt landskab og senere på ruten vandres langs den store lange sø med små grønne holme – Tomtvatnet – som ligger i et naturskønt område med mange opførte fritidshuse. Således næsten færdig med dagens vandring mangler der bare de sidste to km frem til dagens overnatningssted – Troset Gård. Og op til den skal kræfterne bruges på at vandre knap 100 m op. Det trækker de sidste kræfter og den beskedne rest vand i vandflaske ud af een. Igen er kræfter brugt godt på at møde en meget venlig værtinde. Hun anviser mig Mormorhuset til min overnatning. Hun er nu seneste ejer af gården, der har været i slægtens ejer i flere århundreder. Hun overtog gården da moren døde og har gjort den til overnatningssted for pilgrimme og B&B gæster. Den ligger med utroligt flot udsigt til en anden stor sø – Movatnet. Og med udsigt mod Trondheim. Fra gården er der 100 km til Trondheim. De to hollandske pilgrimme er også indlogeret på herberget og vi spiste fællesaftensmad. Ganske hyggeligt. I løbet af dagens vandring mødtes vi on and off ved de få bænke, der var ved p-pladser langs vejen.