I dag vandrede jeg fra Buckfast Abbey til Ivybridge, hvor min datter Rikke og hendes partner Mark bor. Det blev til 20 km på asfalt vej, da alternativet over Datmoor må udskydes til en anden gang. Vandring på Dartmoor uden for de mest benyttede afmærkede ruter, bør man ikke vandre alene. På de 15 km var det på de smalle engelske kommune veje, hvor jeg da højest mødte en snes biler, der var meget respektfuld i mødet. Så egentlig var det en stille og rolig og sikker vandring. I South Brent, første større by, der er tidligere stationsby, kunne jeg hvile mig med en creme tea i en spøjs lille cafe med dedikeret udsmykning til tidligere tids togrejser. Efter det lille indtag kunne jeg stolpre videre langs en brede landevej med vandresti ind til Ivybridges bygrænsen og videre ind til centrum. Her kunne jeg så få spist en frokost bestående af en varm toast med tun og løg ved det lokale supermarked og kulturcenter. Ivybridge er nærmest en forstad på 12.000 indbyggere til Plymouth, men arealmæssigt er den stor, da den overvejende kun består af typiske enkelte huse med egne haver. Der er ikke højhusbyggeri, hvilket gør, at den virker harmonisk med de forskellige tidstypisk kvarterer. De sidste 2 km fra bymidten og ud til min datter og partners hus, kan man tydelig se forskellen på årtiernes byggestil. Og hvor de bor, at den er top moderne. Nu er jeg så forenet med min “engelske familie”, hvorfor det er sidste opdatering.
Det første kloster i Buckfast blev grundlagt under kong Knud i 1018 og var benediktiner. I sammenligning med de omkring halvtreds andre klostre i det 11. århundredes England var Buckfast lille og uvelstående. Den leveregel, som samfundet fulgte, var “Regularis Concordia”, der blev udarbejdet i Winchester omkring 970 for alle benediktinerklostre i England. Vi ved ikke med sikkerhed, præcis hvor det saksiske kloster lå. Et sted nær floden ville muligvis have været mere bekvemt, når man tænker på klosterets lille størrelse. Men som i dag ville der have været fare for oversvømmelser. Under udgravningerne af gæstesalen fra det 14. århundrede blev der opdaget et fragment af sten, som oprindeligt kan have været en del af den saksiske kirke, men der er indtil videre ikke fundet andre beviser for det saksiske kloster.
1539- Opløsningen af Buckfast
I begyndelsen af det 16. århundrede var klostrene i England, selv om de generelt var meget rige, i tilbagegang. I Buckfast i det 12. århundrede kan der have været så mange som 60 kormunke og måske dobbelt så mange lægbrødre; mellem 1500 og 1539 blev kun 22 munke ordineret, hvoraf ti forblev ved opløsningen og underskrev overgivelsesdokumentet. Historikere har haft en tendens til at se klostre fra denne periode som korrupte, såvel som at være slappe i deres religiøse og velgørende pligter. Men nogle moderne historikere bestrider nu dette. Uanset hvilken tilstand klostrene var i, havde kong Henrik VIII øjnene rettet mod deres rigdom. I 1535 udnævnte han en ny generalvikar, Thomas Cromwell, med instrukser om at besøge og reformere de religiøse ordeners huse. Kun et år senere var de mindre klostre i England blevet lukket. Denne økonomiske beslutning var begrundet med, at de var centre for “åbenbar synd, ondskabsfuldt, kødeligt og afskyeligt liv” – en konklusion, der ikke blev understøttet af Visitors rapporter. For Buckfast kom den skæbnesvangre dag den 25. februar 1539. Kongens kommissærer, ledet af en udvalgt gruppe på omkring fem fremtrædende advokater, havde rejst rundt i landet i de sidste tolv måneder og lukket klostre undervejs. To af dem, William Petre og John Tregonwell, vendte deres opmærksomhed mod West Country i januar 1539. I Exeter blev de adskilt for at “rydde op” i de resterende klostre i Devon og Cornwall. William Petre var i Torre Abbey den 23. og Buckfast den 25., før han fortsatte til Buckland den 27. og Plympton Priory den 1. marts. De mødtes igen i Dorset den 8. marts for at lukke Forde Abbey. På fire måneder havde disse to mænd besøgt og lukket fyrre klostre. Under hvert kort besøg præsenterede og overværede de underskrivelsen af overgivelsesdokumentet, tildelte munkene pensioner og tog klosterets segl, chartre og kirkeplader i besiddelse. Efter dette felttog leverede de 1,5 tons guld, forgyldt og sølv til Tower of London, som omfattede skattene i Buckfast Abbey.
De munke, der vendte tilbage til Buckfast, kom hertil ad en temmelig omvej. I 1880, efter den franske regerings ordre om at undertrykke alle “uautoriserede” religiøse huse, blev de forvist fra deres kloster i La Pierre-qui-Vire, i Moran-regionen. De fik husly af samfundet St Augustine’s Priory (senere Abbey) i Ramsgate, som lånte dem en stor ejendom i Leopardstown i udkanten af Dublin. To år senere bemærkede de annoncen i The Tablet for Buckfast-ejendommen. Deres overordnede, Père Dupérou, handlede hurtigt og rejste sammen med Dom Adam Hamilton (en munk fra Ramsgate, der fungerede som oversætter) til Plymouth, hvor de mødte Dr. Gale. De tegnede straks en midlertidig lejekontrakt på ejendommen med mulighed for permanent lejekontrakt, som de efterfølgende benyttede sig. De første seks munke ankom til Buckfast den 28. oktober 1882, mens resten ankom i løbet af de næste par uger.
Den 25. august 1932 var den dag, der blev valgt til indvielsen af klosterkirken. Efter 25 års arbejde var hele undtagen den øverste del af tårnet færdiggjort. Kardinal Bourne blev valgt af paven som hans repræsentant; der deltog også fem ærkebiskopper, seksten biskopper, tredive abbeder og mange præster. Ikke alene var kirken fyldt til bristepunktet, men tusinder hørte gudstjenesten udenfor, hvor der var installeret højttalere. Gudstjenesten blev sendt af BBC. Den sidste fase af genopbygningen af kirken så færdiggørelsen af tårnet for at rumme det fantastiske sæt klokker, der var blevet doneret i 1910. Den sidste sten blev lagt på tårnet den 24. juli 1937 og afsluttede 32 års arbejde. Det var først i december det følgende år, at spidsen var færdig, og stilladset blev fjernet.
Genopbygningen afsluttet – Abbed Anscar Vonier dør Abbot Vonier var væk på en foredragsturné i de sidste uger af 1938 og vendte tilbage den 6. december. Bygmestrene havde skyndt sig at fjerne det sidste af stilladset til hans tilbagevenden, så Vonier (udmattet og syg af forkølelse) kunne se det store arbejde fuldført. Han døde tre uger senere. Abbed Vonier var internationalt kendt som forfatter, prædikant og lærd, men det var hans livsværk som bygmester, han var bedst kendt for. En skribent i Telegraph mindedes en samtale, som de for nylig havde haft med Vonier, hvor abbeden havde sagt: ”Når kirken er færdig og hele bygningen færdig, har jeg gjort min opgave, og jeg kan gå.” Abbed Vonier blev begravet i kirken. En mindeplade i bronze, der viser Voniers liv, blev lavet af Benno Elkan og rejst i det sydlige sideskib.
Det gode vejr fortsætter også i dag med sol fra morgenstunden, da jeg vandre ud fra Tones langs River Dart. Det er vejr til at vandre i kortærmet t-shirt og det kunne såmen også være i korte bukser. Dagsvandringen i går havde en hård afslutning og i dag blive ligeledes. Det begyndte med flere kilometer på bredden langs River Dart. Når der vandres langs en flod er stigning og fald jo moderate. Det var igen i dag de sidste 3 km som indeholdt de fleste af dagens højdemeter. Pashøjen blev 162 m og de 120 m blev vandret ned lige efter. Straks gik det op igen. Og så en lang vandring ned på en skovsti med masser af uens sten, så det gik langsom for at undgå at jeg skulle falde. De store højdeforskellen gav noget fantastiske flotte udsigter ud over Devons bakkede landskab. Men vel nede, kun jeg vandre den sidste kilometer til Bockfast Abbey. Det oprindelige kloster rev Henry the 8. ned i 1539, så der havde været kloster i mere end 500 år. Det nuværende er fra slutningen af 1800tallet. Klosterkirken er af katedralstørrelse. Indvendig er den meget lys og med lidt udsmykning. Bag hovedalteret er et nyere kirkerum, det alene har et meget stort mosaikglasvæg vidende en kristusfigur bag et nærmest usynlig alter. Da South Devon Railway har station i Buckfastleaigh med linje til Totnes, så er klosteret et stort turistmål.
Jeg overnatter på et dejlig stort værelse i det nye gæstehus på klosteret – Northgate House. For overnatningen inkl. morgen mand betaler jeg £ 99.
Træd tilbage i tiden med den prisbelønnede South Devon Railway, en af Devons og West Country’s mest elskede turistattraktioner. Som den længst etablerede dampjernbane i det sydvestlige USA fejrer vi stolt over 50 år med bevarelse af jernbanearv. Rejs langs vores syv mil lange strækning af den tidligere Great Western Railway-grenlinje, bygget i 1872. Nyd det betagende landskab i River Dart-dalen, mens du rejser mellem Buckfastleigh og Totnes på vores charmerende damptog, komplet med traditionelt rullende materiel. Det er et dejligt eventyr hele dagen i al slags vejr for familier og besøgende i alle aldre. Få mest muligt ud af dit besøg på South Devon Railway ved at udforske de charmerende lokale byer og nærliggende attraktioner. Kun et stenkast fra Buckfastleigh Station finder du Dartmoor Otters & Buckfast Butterflies, perfekt til en familiedag. En 25-minutters naturskøn gåtur fører dig til det smukke Buckfast Abbey med sine fantastiske haver. I det nærliggende Totnes kan du vandre gennem en række unikke butikker, finurlige caféer og opdage Totnes Rare Breeds Farm, der tilbyder en dejlig oplevelse for alle aldre. Vi er nemme at finde lige ved A38 ved Buckfastleigh, bekvemt placeret omkring 22 miles fra Exeter, 21 miles fra Plymouth, 19 miles fra Dartmouth og 13 miles fra Paignton. Du kan også nå os med tog via Great Western-hovedbanen til Totnes.
Jeg vandrede ud omkring kl. 7:30 fra hotellet og ned gennem byen til indgangen til Torre Abbey. Det er lukket om mandagen. Det er i øvrigt nu opdage privat ejet og har en kunstsamling og bruges til eventuelle m.v. Så fint nok at se det udefra. Torre Abbey var før Henry the 8.th rev klostrene ned og sned munkene ud i 1537 et betydende kloster og ruinerne af det oprindelig kloster kan ses i den indre have. Det var kun de kirkelige bygninger som blev revet ned- De nuværende ikke kirkelige bygninger er fra mellem 1370 og 1588 og i de senere år restaureret. Parken er nu om dage med offentlig adgang og fra hovedbygningen er der udsigt over Torbay. Mon vandring mod Totnæs følger Tobay – Totnes Way. Den første kilometer er på strandpromenaden langs Tobay, men på grund af højvande og blæst må jeg gå oppe på gangstien langs den trafikeret vej. Ved Chelston vandres ind i landet på vandrestien John Musgrave Herritage Trail også kaldet Torbay – Totnes Trail. 90% af vandringen på sti. Det er en udfordrende vandring. 1. Den er utrolig vekslende mellem gode brede grusstier der snor sig meget gennem en smuk bakket natur med en masse sidestier, så man skal holde øje med hvilken der er den rette. Stien går langs med og over et utal af små og mellemstore vandløb. Går gennem smukke skovområder, langs hegn på marker, gennem lunde og agerland. Sidste del af dagens vandring på 3 km mod Totnes er på en rigtig dårlig gammel vej, der gennem mange år er blev til en stenet slet vedligeholdt vej, der ikke kan bruges af køretøjer og ej cykler. Den dårlige vej er endvidere bakket i tre forløb på hver omkring 80 højdemeter både op og ned lige efter hinanden. Det er ca. halvdelen af dagens samlede antal højde meter op og ned. Den højeste pashøjde er midt på dagens vandring og er på 144 m. Totnes er købstad og ligger ved udmundingen af River Dart. Byen er oprindelig fra 907 og har bygget sin velstand på købmandshandel i det 16. og 17. århundreder. I dag er byen et en turistby med små privatejede butikker, caféer og restauranter, hvor de store kædebutikker er fraværende. Der holdes markedsdage og byen er kendt for sit Julemarked. En slentretur sidst på dagen blev det til gennem hovedgaden og langs River Dart. Desværre er den store lokale kirke, der ligger midt i byen og ud til hovedgaden ikke åben, da den er under massiv renovering der tager flere år. Dagens vandring var i en skøn natur, men I et udfordrende landskab. Havluft i morges og skovduft resten af dagen. Mange hundeluftere I morges og formiddag og ingen andre vandrere resten af dagen. Så stor stilhed og ensomhed.
Dagen i dag er henrejsedag til min vanding mellem de to klostre i South Devon. Jeg har fløjet 991 km med Norwegian mellem København og Gatwick, kørt 357 km i tog fra Gatwick via London Paddington til Newton Abbot og så vandret til Torquay. Torquay er en af de store ferie- og badebyer, der ligger ud til Torbay i Devon. Flyet var ikke fuldt booket her til morgen med afgang kl. 7:55. Til gengæld var togene fra Gatwick til Paddington og derfra til Newton Abbot overfyldte, så passagerer stod i mellemlange mellem togvognene og sad i togvognes mellemgang. Det var 4 timers kaos. Stakkels de passagerer der skal helt til Penzance i syd Cornwall, det er ekstra 2 1/2 time. De 10 km vandring er helt og aldeles på asfalt enten på kombineret cykel/gangstien eller fortov. Langs brede veje med nyere bebyggelse i et let bakket landskab. Byerne hernede ved kysten er bygget helt sammen fra i øst Teignmouth (udløbet af River Teign) og til i sydvest til Brixham, hvor River Dart lidt sydligere løber ud ved Dartmouth. Men noget der ikke kan klages over er vejret i dag. Godt nok mest overskyet men omkring +15C, så en langærmet t-shirt var rigelig at have på. Her på vejen til Torquay kom jeg forbi en arkitektonisk lidt mærkelig kirke i Milber indviet til St. Lucas. En stor cremefarvet centerkirke med udbygninger. I udkanten af Torquays centrum ligger en traditionel engelsk gråstenskirke, som er græskortodoks, som indviet til St. Andreas. Begge var aflåste. Ikke langt fra hotellet jeg overnatter på, ligge meget højt over byen en lokal sognekirke, der nærmest er i basilika størrelse (lidt mindre end en katedral). Kirken er indviet til St. Lucas (ham er de åbenbart glade for her), som ovenikøbet var åben. Da jeg trådte ind i kirken, var der møde i den fjerne ende af kirken og ved opgang til koret stod en udsmykket kiste med et stort tændt lys. Så jeg var lidt desorienteret, om jeg kom ved afslutning af en begravelse. Det gjorde jeg så ikke. Kisten stod til beskuelse af personer. der ville ære den afdøde. Ved kisten var et billede af afdøde og en kondolencebog. Men den meget højloftet stor kirke fik jeg så set inde. Udefra virker den enorm. Fra forpladsen er der udsigt over Torbay.
