I Reims vandre jeg fra hotellet jeg overnatter på bag stationen til katedralen. På vejen får jeg indtryk af den velstand byen har haft gennem århundreder. En moderne bymidte med moderne handelsgader og forretninger. Udover at besøge katedralen, går jeg en tur rundt i den indre by og får et godt indtryk af livet og de mange cafeer, der er på gågaderne. Sidst på eftermiddagen kommer jeg forbi en kirke, som er indviet til St. Jacob. Sidst jeg var i Reims i 2015 besøgte jeg også kirken. Hen lørdag formiddag bliver bylivet mere intens og denne skønne forsommer dag får jeg serveret en dejlig frokost på en fortovsrestaurant ikke langt fra katedralen. En rigtig lækker frokost.
REIMS KATEDRAL
Reims katedral – Cathedral de Notre Dame – er opført i begyndelsen af det 1200 århundrede og har været katedralen hvor de franske konger er blevet kronet. Katedralen er 150 m lang, 30 m bred og 38 m høj indvendig. Den dækker et areal på over 6.000 m2 I det ene tårn, der er over 70 m højt sidder en klokke, der vejer 11 tons. Katedralen er udsmykket med glasmosaikker fra det 1200 århundrede frem til i dag, hvor bl. a. Mac Chagall har udført en række glasmosaikvinduer fra 1974 i nutidigt formsprog. Katedralen har en række sidekapeller, hvor en bl.a. er tilegnet Jeane d’Arc
Fra skovtur til kanalrundfart kunne overskriften på dagens vandring have været. Enten var det mig eller værtinden, der havde udtryk sig forkert, men jeg hørte at morgenmaden ville blive serveret kl. 7:30. Men jeg burde have hørt det for 8:30. Jeg havde ikke lyst til at vente, så jeg tjekkede ud og gik hen til bageriet, der netop var åbnet og købte to lune croissanter og et bæger yoghurt og satte mig på en af anlæggets bænke og gik spist det som morgenmad. Jeg vandrede blot et par hundrede meter ud af byen, før jeg blev vist ned til en marksti der hurtigt gik over i en skovvej. Og så begyndte dagens egentlige vandring de næste 6 km gennem skov. Terrænet løftede sig lidt over 125 m blot ikke på en ubehagelig måde, men gradvis på helt tørre, næsten støvende skovveje og stier, der var gode at vandre på. Der havde været skovfældning i stort omfang og oprydningen var i gang. På den anden side af pashøjden i omkring 250 m højde var det igen en behagelig vandring ned til dagens første og eneste landsby inden Reims. Herfra var det en flad vandring ind mod storbyen. Omkring 5 km før centrum vises først frem til nogle grusveje forbi byens store rensningsanlæg og en stor rideskole for at gå forbi et virksomhedsområde. Lige efter det står man på en kombineret cykel og gangsti langs kanalen, der går igennem Reims – Canale des Ardennes. Den er 88 km lang og forbinder floderne Aisne og Meuse. Ind mod Reims centrum vandres langs kanalen i næsten en time og det er åbenbart en strækning der er meget benyttet af løbere i begge retninger , løbehjulskører og cyklister i en forvirring. Så en gammel mand med rygsæk og to vandrestave fik mange underlige blikke. Sidste kilometer er på et bredt fortov ind til katedralen. Reims centrum er bilfri og betjenes af letbane og busser der har eneretten på de brede boulevarder ind til gågadesystemmet i centrum. Vel ankommet til katedralpladsen gik jeg en udenlandsk turist til velvilligt at tage et billede af mig ved ankomsten og i souvenirstadet i katedralen fik jeg katedralels stempel i pilgrimspasset. Inden jeg gik rundt i katedralen, havde jeg sat stavene og min kasket ved et hjørne nær indgangen og gik rundt med rygsækken på. Pludselig mærkede jeg at der blev holdt øje med mig af en vagt. Jeg konfronterede ham og da han kunne engelsk fik vi afklaret, hvorfor han holdt øje med mig. At der kom en person med rygsæk af min størrelse var ikke hverdagskost og derfor hans interesse. Og sikkerhed i disse tider er en hårfin balance. Derfor blev dagens vandring en skovtur, men ikke en kanalrundfart, men en lang vandring langs en kanal. I hører fra mig igen i morgen om mine videre vandreplaner nu hvor jeg rejser hjem for denne gang efter nu at have nået halvvejs til Besancon.
Det er sommer i dag. Det over +25C her lige over middag. Jeg vandrede i en tynd t-shirt og korte vandrebukser. Dagens første 4 km var på asfaltvej. De næste 4 var på en ubehagelig mellemting mellem en sti og en markvej langs et mellemstort vandløb. Tracheet var tørt knoldet og ujævnt med huller efter heste og fyldt med resterede fra oprydning i krattet lang vandløbet. Det var krævende både med hensyn til at indgå at vride om på anklerne og i ondt i benmusklerne. Så jeg måtte flere gange standse op for at få nye kræfter. 8 Ellers var resten af vandringsdagen det sædvanlige miks mellem, asfalt, grus og mark- og skovveje. Men nu mere bakket end tidligere. 8For at komme frem mod Reims skulle jeg i dag vandre over floden La l’Aisne der er 356 km lang og Canal de l’Aisne a la Marne, der er 58 km lang med 16 sluser. Broerne der fører over vandvejene ligger i byen Berry-au-Bac ca. midtvejs på vandringen i dag. En ny oplevelse er kommet til – vinstokke – de er godt nok nøgne – uden blade – men der er stor aktivitet. Jeg er nu Champagne regionen. Det er meget store vinmarker. Lidt underligt ikke at se det grønne løv på vinstokkene. Jeg overnatter på et rigtig typisk fransk B&B i en bygning renoveret efter 2. Verdenskrig midt i byen med højt til loftet og stort landkøkken. Det er en rigtig velholdt by med en stor grøn torvedannelse midt i den.
Fra morgenstunden var det muligt at vandre med oprullede ærmer på T-shirten. Senere blev det også med korte bukser. + 25 C i eftermiddag og sol fra klar himmel. Jeg skulle vinde de to kilometer tilbage til pilgrimsruten for at komme frem til søen på den modsatte side af i går. Søen er i øvrigt kunstig og opdæmmet i en dalbund. Dalbunden har været skueplads for flere krige – Napoleons krigene og begge verdenskrigene. Nu er området lagt ud som naturpark. Der er blot det lille problem, at godt 1,5 km af cykel/gangstien på siden ved byen Neuville-Sur-Ailette ikke kan passeres. Der skal vandres op på landevejen for at komme komme forbi stykket. Det gør, at dagens vandring bliver overvejende på de asfalterede forbindelsesveje, der er mellem landsbyerne Så det blev til 10 km på asfalt. Det gav så en anden mulighed nemlig at besøge en store klosterruin – Abbaye de Vauclair. Klosteret blev oprettet i 1134 og blev opløst i 1791 og blev totalt ødelagt under 1. Verdenskrig. Da jeg kom forbi var man ved at udføre vedligeholdelse på ruinerne. Det er et kulturminde man gerne vil beholde. Fra Vauclair vandres igennem en statsskov de 6 km frem til Corbeny. Skovvejen er god og bred. Dagen blev således uden de trælse undvigelse for vandpytter og mudder. Dagens vandring var derfor en af de mindst interessante på de 19 dage. Byen består af en stor kirke, der ikke er åben, hotellet jeg overnatter på, en dametøjsbutik, en optikerbutik, et lille supermarked ved et mekanikerværksted, postkontor og en Food Truck ved kirkepladsen. Et noget mærkeligt sammensurium. Hotellet kun jeg tjekke ind på fra kl. 13. Da jeg ankom var hoveddøren åben, men ingen i receptionen. Nøgler til værelser der var booket lå på et bord med en navneseddel. Først for en times tid siden kom hotelejeren.
Overnatningsstedet ligger ud til pilgrimsruten og er et ældre hotel med værelser i 60’er stil. Der kan spises aftensmad på hotellet. Menukortet er begrænset. For overnatning inkl. traditionelt fransk morgenmad betalte €110.
I takt med at vandringsdagene bliver kortere bliver vejret bedre. Sol, sol og sol hele dagen og temperatur på over +20C. Vindjakke og den tykke trøje er nu permanent i rygsækken. Om jeg bærer på dem på kroppen eller i rygsækken kom jo ud på et – vægtmæssigt Jeg vandrede ned fra Laon på bagsiden af hvor jeg kom op. En tur ned af hårnålesving til det igen flade landskab. Da jeg fik vendt mig om, var det et meget flot tilbageblik på åsen og katedralen. Jeg vandrede igennem en meget lang og relativ stor by, lå dens store middelalderkirke direkte ud til vejen. Den var åben og fik et besøg. Jeg blev ikke rigtig klog på om den var protestantiske eller katolsk, et lille relikvieskrin kunne lede hen til katolsk, men der var ingen rød tændt evighedslampe. Vejret er jo med til at gøre selv en kort vandredag til en god oplevelse og når jeg så også ude i en beskeden landsbys kommunekontor får kæmneren til at sætte stempel i mit pilgrimspas og får skrevet en venlig hilsen samtidig, så stiger humøret ekstra. Han var meget elskværdig og kunne lidt engelsk og kikkede overrasket på da jeg spurgte om et stempel. Han kikkede interesseret i passet og da han så stempler fra rådhuse lyste han helt op. Kirken ved siden af kommunekontoret var endnu en af sønderbombet kirker under 1. Verdenskrig som er blevet genopbygget i midten af 1920erne. Byggestil og udsmykning vil jeg beskrive som et miks mellem Art deco og Bauhause og vægbemalingen en mellemting mellem Joakim Skovgaard og Jens Frederik Willumsen. Glasmosaiken var noget helt særligt, jeg ikke har set tidligere. Det triste ved denne egenartede kirke er, at den syntes at være taget ud af drift og står bare forladt og fortabt. Hvor synd. Vandringen i dag var kort, lidt kortere end jeg havde udregnet, men var nu i et bakket landskab med mere skov end de sidste mange dage. Derimod var det stadigvæk denne vekslen mellem asfalt, grus, mark- og skovveje af forskellig kvalitet, men skovveje i rimelig tør stand. Igen overnatter jeg et par kilometer uden for pilgrinsvejen og skal vinde dem tilbage i morgen. Overnatningen er på et golfhotel ud til en pæn stor sø – Lac de l’Ailette.
For overnatning på Hotel du Golf de I’AiletteRealis betalte jeg inkl. et fantastisk morgenbord € 153.
Kl. 8:45 blev jeg ringet op af en taxachauffør, som blot ville have bekræftet, at han fra stationen skulle køre mig til Cessieres ca. 17 km fra stationen. Så jeg fik travlt med at låse lejligheden af og gå i hurtig gang ned til stationen, hvor vi samtidig mødtes. Turen tog et kvarters tid og jeg blev sat af ved byens kirke og kommunekontor. Det var en smuk morgen, solskin fra en klar himmel og sådan fortsatte det resten af i dag. Det blev op til +18C i eftermiddag. Rigtig skønt forårsvejr med bøgen sprunget ud og forsytia på vej. Hurtig kom rygsækken på og jeg begyndte vandringen ud af den lille by mod Laon. Når husene ud til asfaltvejen i byen stopper går de først over i en markvej og er det mod en skov, en skovvej. Sådan var det også i dag. Skovvejen startede udskyldig i god stand, men jo længere jeg kom ind I skoven jo mere vandlidende blev den. Dybe spor blev fyldt med vand jo længere jeg kom frem og ikke langt fra, hvor jeg skulle krydse en asfaltvej, blev det til fra pladder til mudderpøl med klart vand. Det lykkedes nogenlunde tørskoet at komme igennem, men med besvær, fordi bevoksningen hvor det var muligt at komme omkring, var fyldt med brombærkrat. Sådan irriteret og småsur over tingenes tilstand besluttede jeg at vandre de sidste par kilometer til byskiltet på asfaltvejen til Laon og lade skovvej være skovvej. Det oprindelige Laon ligger på en stor jordbunke 75 m høj og ligner en sovende hund på et fladt gulvtæppe når man betragter den bevoksede høj på afstand. Kun lige katedralens tårne kan skimtes. Den nye bydel med stationen, ligger som et halvt cirkelslag uden om åsen. Det et pandekage fladt landskab i miles omkreds. Kun denne jordbunke stritter op i terrænet. For at komme op til renæssance bydelen på toppen, kan man selvfølge køre, men man kan jo også gå. D. v. s. der skal lige løftes fødder op ad ca. 400 trappetrin og lidt til før man står på katedralpladsen, med den tre tårnede gotiske katedral. Byen er omringet af borgværk og i den fjerne ende af åsen er et andet stort bygningsværk nemlig et gammel kloster, med en klosterkirke på størrelse med katedralen. Turisterne strømmer til åsen og byen og vi ydmyge pilgrimme gør det så også, men af andre grunde. Jeg blev jo brændt af vedrørende min bookede overnatning i byen, men fandt så et, hvor udsigten fra mit værelse er katedralen. Sådan en udsigt havde jeg jo også for nogle dage siden i Saint Quentin. Men dagen endte som ønsket, så kan man heller ikke forlange mere. Køretur som planlagt, provianteret og dejligt hotel for natten PS: Alle butikker er også hermetisk lukkede i dag. Meen, før opstigningen af de 400 trin, hvad åbenbare sig så – et åbent supermarked. Det var bare øv også at skulle løfte tilkøbt vand og proviant de 400 trin op.
På grund jeg måtte booke en nyt overnatningssted blev det Hotel Restaurant Logis du Parvis. Jeg betalte €107 for overnatning inkl. morgenmand
What a day – Påske Søndag – dagen som sådan er der ikke noget at udsætte på. Her i Frankrig er alt hermetisk lukket, butikker, supermarkeder, busser, taxaer, og kun nogle få restauranter er åbne. Det samme mandag. Jeg blev brændt af, ikke bogstaveligt, men mere om det lidt nede i teksten. Og så yderlige oven på det, så kan jeg heller ikke regne længdemål rigtig ud. Nu til dagens vandring – først vandrede jeg de 3 km retur til Jussy, for at komme tilbage til pilgrimsruten. Så sådan gjort. De næste 14 km blev en lang træls vandring på først venstre side af Canale de Somme og senere på højre side på et skiftende men udmærket underlag. I dag fik jeg så syn for hvor store flådbåde der stadig besejler datiden “motorveje” – kanalerne, der forbinder hinanden. Noget indeværende kun at se krabbebølger på vandet, når igen dagens småkolde lette brise var mærkbar, og solen kun beskedent viste sig. +11C til +14C sneg temperaturen sig op på gennem det fortsatte skydække. La Fere er sidste stationsby inden Laon. Byen har været en stor garnisonsby. Jeg overnatter i en nyindrettet lejlighed på loftet 2. sal i en pæn boligejendom i den gamle bydel. Så nu til de ydre omstændigheder. Her til aften fik jeg besked om, at hotellet jeg skal overnatte på i morgen, har fået brandskader og derfor har annulleret min booking. Så måtte jeg booke nyt hotel i Laon. Så ingen problem med det. Kun at det var dyrere selvfølgelig. De andre hoteller havde lugtet lunten. Og så det med ikke at kunne måle længder. Spadsereturen fra La Fere til Laon målte jeg op til lidt over 25 km, ved en revideret beregning er den desværre på 35 km med indbygget omkring 500 højdemeter. Det er i overkanten af hvad dengamlepilgrim kan præsterer, så gode råd blev dyre. La Fere er stationsby og det tager 10 min med tog til Laon. 6 € kl. 10:10 i morgen. Meeen, jeg ville jo gerne vandre, så jeg fik anbefalet en taxiapp af en sød servitrice der kunne lidt engelsk, da jeg købte take-away her til aften. Det er lykkedes at få et tilbud fra en taxa på at køre mig 13 km, så jeg kan vandre de sidste 23 km til Laon. Taxaen er bestilt til kl. 9:00 ved stationen, al tså før toget afgå, og så håber jeg på ikke at blive brændt af igen. Så kan jeg stadig nå toget. Hvis det sker jeg må tage toget, så er der plan B. Når jeg skal på 3 etape maj/juni tager jeg toget retur fra Reims til La Fere og bruger 2 dage på at vandre til Laon og derfra tager tog tilbage til Reims. Nur keine hexerei nur behændigkeit. Så kan jeg stadig leve op til, at have vandret fra Cabterbury til Rom. Det skal bare sommetider være svært at være pilgrim, meeen det er også det, som gør det spændende at forsætte.
I nat overnatter jeg i en bylejlighed mit i La Feré – Viva la Vida på 2 værelser stort køkken og badeværelse. Jeg må selv sørge for aftensmad og morgenmad. For overnatningen betalte jeg € 118
Jeg var lige vandret over floden La Somme i Seraucourt-le-Grand og gået op for at se, om byens kirke var åben. Selvfølgelig var den det ikke. Da jeg vendte mig om stod en statelig ældre herre og spurgte på engelsk, om jeg ikke var pilgrim. Jeg bekræftede, og så tog han et stempel og en stempelpude frem. Ude på fortovet stemplede han i mit pilgrimspas. Det har jeg godt aldrig prøvet før. En sjov oplevelse. Han var viceborgmester og havde fra kommunekontoret ved siden af kirken, set jeg forsøgte at komme ind i den. Sikke en gestus fra hans side. Vejret var noget værre rod i dag. Vekslende mellem microstøvregn til solskin. Når der var sol var det for varmt til regn-og vindjakken og når det støvregnede var alt tøjet fugtigklamt. Inden jeg vandrede ned til Canal de Somme hotellet, gik jeg ind i basiliken for at tænde et par lys og deltage i en kort morgenmesse. Jeg vandrede omkring 8 km langs kanalen på en asfalteret kørevej. Under vejs kom en flodbåd med Belgisk flag tøffende. Det var den eneste adspredelse på den strækning. Herefter vandredes væk fra kanalen og som nævnt over floden La Somme for ikke uventet at vandre videre på den sædvanlig kombination af veje. Der var ikke mange højdemeter på dagens vandring. Jeg overnatter i byen Flavy-en-Martel, det ligger 3 km uden for pilgrimsvejen. En mellemstore langstrakt nydelig landsby. Valget for natten faldt på Villa Henri, der er byens markante store “Manorhouse” på hjørnet af byens rundkørsel. Værtinden taler perfekt engelsk og fortalte mig, da hun købte huset, der er fra 1870, var det forfaldet over en 30 års periode. Det havde overlevet 2 Verdenskrige uden skader, men misrygtet af den tidligere ejer. Over 15 år har hun renoveret de 2 etager og gjort det til et B&B sted efter hun lod sig pensionere tidligt. At overnatte sådanne steder med en skæv historie kan jeg godt lide. Og især, når det så er gode forhold der bydes en og venlige værter. I morgen må jeg så vinde de samme 3 km tilbage til pilgrimruten. Men pyt. Det overlever jeg nok.
I Flavy-el-Martel har jeg booket overnatning i byens centrum i Villa Henri. Et B&B i en stor partiservilla i rustik fransk stil. Stor værelse med badeværelse. Inkl. fantastisk morgenmad betalte jeg for overnatningen €118.
Vinden var kold hele dagen, så når solen sjældent brød frem i skydækket var den ikke til megen gavn. De første 3 km var på den hvide stribe på en meget befærdet hovedlandevej. Det kom ikke bag på mig. I Frankrig er Påsken almindelige hverdage, så derfor også lastbilstrafik. Og den var intens tidlig denne morgen. Efterfølgende blev vandring “normal”, en enkelt landevej med lokal trafik, de traditionelle gamle sogneveje med enten asfalt eller så slidt at det bare var grus tilbage. Et par skovveje og skovstier med det sædvanlige mudder/pladder som underlag og et gammel jernbanetrache der var overgroet med græs, der er slået som en græsplæne. Et langt tilløb ind til Saint Quentin, hvor vandringen var på cementsten igennem et nyt virksomhedsområde. Sluttelig vandres der ned i den nyere del af byen for igen at vandre op til byens “gamle” bydel med den imposante bacilika, der kan ses på kilometers afstand. Byen blev evakueret under 1. Verdenskrig, hvor 70 % af byens bygninger blev ødelagt og både den store katolske kirke indviet til Saint Martin og basilikaen blev voldsomt ødelagte. Byen er indbyggermæssig på størrelse med Esbjerg. Jeg overnatter på hotel, der er genbo til basilikaen og nabo til byens to store pladser med byens spisesteder og aftenliv. Vandringen frem til Saint Quentin var en flad, hvorimod jeg vandrede ned til byens nye del for igen at vandre op til bacilikaen.
Jeg overnattede på Ibis Saint Quentin Basilique i byens centrum. For overnatning inkl., morgenmad betalte jeg € 86.
Det blev en lidt kortere dagsvandring end jeg i forvejen havde beregnet den til. Om det var på grund af Google Maps guidede mig en kortere vej eller om GuroMaps jeg bruger til pilgrimsvandringerne gav et anden samlet længdemål, er jeg I tvivl om. Det blev 4 km kortere. Inden jeg forlod Peronne kom jeg forbi byens kirke, som til morgen var åbnet. Udefra ser den stor og trist ud og inde gav den ikke et bedre indtryk, mørk og uden sjæl. Overnatningsstedet, som er et lille nyindrettet feriehus ligger uden for pilgrimsruten. Ellers skulle jeg have været ud på en mega vandring på 38 km. De to foregående var rigelig lange. Det regner om natten og omgivelserne er derfor våde. Vejret er, som de foregående dage omkring +8C om morgenen og på eftermiddagen omkring +15C/+18C med sol, der har svært ved at bryde igennem det tykke skydække. Når underlaget er vådt, der du vandrer, så er det ikke det mest spændende at gå på gennemblødte skovveje med den ene store vandpyt efter den anden og vand i lange traktorspor. Det var en prøvelse jeg var igennem i dag over 6 km kun afbrudt af to små byer jeg kom igennem. Fladt var det også på de resterende kilometer, som bød på endnu en udfordring. Jeg skulle igennem et stort område, som tidlige var været gravet ud. Kørevejen var hvid som kridt og havde en hård overflade, men lunkerne og dem var der mange af, var mælkehvidt vand. Inde i området var der et rensningsanlæg, hvor spildevand i et par af søerne blev renset. Ikke nogen udpræget fornøjelse at vandre igennem. 8I en lavning på kørevejen var en swimmingpool med hvidt vand, der gjorde det umuligt at komme igennem. Men vi er jo ikke til at stoppe, så resultatet blev at jeg måtte op i markskellet ved hulveje og kæmpe mig igennem brændenælder, snerler og krat for næsten 100 m længere fremme komme ned på vejen igen. Så selv om det ikke var mange kilometer frem til overnatningsstedet, blev det en udfordring at nå frem. Efterfølgende brugte jeg en halvtimes 6tid på at gøre vandreskoene rende for det hvide materiale og vandrebukserne lange ben (de kan zippes af) måtte med i brusebadet. 8Utrolig så meget man kan opleve på en halv dags vandring.
I dag overnatter jeg i et feriehus, der også udlejes for en enkelt overnatning. Det er helt nyt. Pæne forhold. Jeg havde nu erfaring med at søge for, selv at have nogle poser frysetørrede pastaretter med og sikret mig brød og ost. For overnatningen betalte jeg € 70.
