Så er det uigenkaldelig sidste dag på pilgrimsvandringen ad Camino Primitivo og ind på Camino Francés og ind til og i Santiago.

Niels og jeg er ude allerede kl. 6.00 og den lokale bar er åben lige så tidlig - så vi når at få morgenmad inden vi tager hul paa sidste dags vandring.
Nu har vi bare 20 km tilbage til Santiago og opstemt paa at få dem afsluttet.
De første 3 km er på landevej, da vi går en lidt anden rute end den helt officielle, men det er i orden.
Da vi kommer ind på caminoen, ja så er der allerede mange pilgrimme og vi kan se, hvad vi har i vente.
Vejret fra morgenstunden er tørt og igen 16-18C, men vi kan se at det trækker op til regn inden længe. Så kun omkring 1/3-del af vandringen bliver i tørvejr og resten bliver med poncho på, men det er egentlig både for meget og for lidt - og ind imellem styrtregner det og til andre tider er det sol - og det er varmt. Rigtig møgvejr at vandre i.
I går aftes besluttede jeg inden jeg gik i seng, at jeg ville booke overnatning i Santiago for de 3 nætter jeg skal være her - og det viste sig nok at være en god disposition.
Hvor er der mange pilgrimme på caminoen!!! Jeg har aldrig set så mange. Vi vandre uden om pilgrimme og andre vandre uden om os. Og ham tyskeren ham har vi ikke set noget til. Men han må jo være et sted derude enten foran - hvilket nok er lidet sandsynligt - nok snarre bagved.
Niels og jeg ankom til Katedralpladsen kl. 11.45 og kunne lykønske hindanden med en rigtig god og oplevelsesrig vandring på Camino Primitivo. Trods alt.
Det blev til 365 km i alt for mig på 14 dage fra Villaviciosa til Santiago.
Jeg besluttede denne gang ikke at gå til pilgrimmesse samme dag, da jeg først ville booke mig ind på mit hotel, der ligger ca. 1 km fra katedralpladsen. Få mig et bad og blive gjort i stand.
Derefter gik jeg til Katedralkontoret for at få udstedt mit Compostela. Jeg har ikke på de 3 andre vandringer set så lang en kø eller så mange pilgrimme vente for at få udstedt Compostela. Det tog 2 1/4 times venten at få det.
Som altid møder man sine medpilgrimme omkring Katedralen og der mødte jeg Niels og Kaj, en anden tysker. Vi blev enige om at mødes kl. 20.00 på katedralpladsen og så gå ud at spise sammen.
Kl. 20.00 var vi 9 pilgrimme på pladsen, der alle kendte hinanden mere eller mindre og Reinhard er også kommet og var i ganske godt humør og slog på skulderen og var rigtig livlig.
Det endte med, at vi alle gik ud på en lille restaurant som den en spanske pilgrim kendte noget til og at vi der kunne få et godt måltid og noget godt at drikke. Det fik vi så.
Vi har 7 pilgrimme i alt, der var kommet til Santiago den samme dag og nu syntes vi skulle afslutte vores pilgrimsvanding i godt lag.
Det blev en hyggelig aften og vi gik derefter i hver sin retning til vores respektive overnatningssteder med ønsket om en god hjemrejse og lykke til for fremtiden.

Reinhard er en mærkelig en - men herregud han er jo også tysker - bliver Niels og jeg enige om.

I dag er det hans tur til at være humørsyg. Så vi lade ham være i fred. Så han går lidt for sig selv.
Niels og jeg har snakket om at vandre til Santiago i dag, for vejret er ganske godt vandrevejr 16-18C og let overskyet. Men på den anden side vil vi godt have ham tyskeren med samtidig til Santiago. Det bliver så til at vi får tilbagelagt 28 km.
Vi er først ude at vandre kl. 7.45 og det viser sig at blive noget af en fejldisposition.
Pilgrimsmotorvejen er nærmest propfuld og der opstår nærmest "stau" som på den tyske autobahn.
Jeg tror at alle pilgrimme har sat sig i hovedet, at i denne weekend skal de til Santiago samtidig!!!!
Vandringen er der ikke meget at skrive hjem om - som nævnt det sidste stykke til Santiago er ikke så interessant og selv ikke med den strøm af mennesker, der nu er på den.
Hen på den tidlige eftermiddag kan vi se, at det ikke bliver Santiago i dag og vi beslutter at overnatte i den sidste mindre by inden Santiago - Pedrouso.
Klokken er vel omkring 14.30 da vi trasker ind i byen og henvender os på det første overnatningssted, der straks oplyse, at alt er optaget, det sker også de næste 5 steder. Det 7. sted oplyser, at de kun har et værelse med 3 senge tilbage for 50€ - og det passer jo fint - 3 mand 1/3-del hver.
Niels og jeg er enige, men godfaderbevares ham tyskeren vil ikke betale 17€ for at overnatte og takker nemmest ikke engang nej, men vandre videre.
Niels og jeg bliver enige om, at så deler vi værelset og så kan ham tyskeren gøre, som han vil.
Vi møder så Reinhard lidt senere, hvor han for 10€ har indlogeret sig på et albergue i den anden ende af byen (!!!!!).
Nu er vi pludselig blevet flere som kender hinanden - yderligere en tyske og et par franskmænd, som vi har vandret med tidligere - sætter sig også til at spise pizza og vi drikke vin til og får så en hyggelig aften ud af det.
Så det lykkes efter lidt forvikling at få et sted at sove - også selv om det blev lidt bøvlet

I dag møder vi "pilgrimsmotorvejen" - Camino Frances - det sker i den middelstore by - Melide.
Vandringen er på 27 km og slutter i en af de her sædvanlige lange pilgrimsbyer på den Camino Francés.
Vejret starter nu igen med regn - poncho på - og da vi når Melide omkring middag lysner det og bliver tørvejr. Melide ligger ca. 27 km fra vi starter.
Vi er nu inde på de sidste ca. 50 km til Santiago og de er ikke så interessante at vandre - lidt gennem skov, lidt på asfalt veje og lidt på stier og lidt op og ned. Ikke noget som kan give hjertebanken, hverken i sindet eller i åndedrættet.
Da vi når Melide, vil Reinhard stoppe, hans hælespore gør ondt og han er i dårligt humør. Niels og jeg er nærmest der, hvor vi kan vandre til Santiago samme dag. Det er nu nok også for meget sagt.
Vi går ind på en bar og får os noget middagsmad og da vi kommer ud er vejret slået helt om til solskin og tørt vejr og det er vel +20C - godt nok lettere overskyet. Men OK vandrevejr.
Vi får overtalt Reinhard til at fortsætte - og da han ser hvordan der ser ud foran det lokale albergue med pilgrimme, der venter på at få en overnatning - ombestemmer han sig på et splitsekund og vil godt vandre med os 2 andre til Boente.
Vi slutter på det lokale private albergue i Boente - igen et nyrenoveret albergue med gode bade og toiletforhold og med vaskemaskine og tørretumbler og en god bar, med både mad og drikke og nu også en PC.
Så det er jo perfekt for os alle - og det bliver en god aften med et godt måltid og en god nat.
Jeg får for første gang mulighed for at opdatere min hjemmeside og bruger noget tid på det.
I dag oplevede vi virkelig, at vi er kommet på Camino Frances. Pilgrimmenes motorvej til Santiago.
Efter nu i næsten 2 uger at have vandret med kun få pilgrimme omkring os, er vi havnet i et sandt inferno af alle hånde pilgrimme.
Det ses tydeligt hvem der har slidt sig til den aktuelle distance og hvem der kun er begyndt for nogle få dage siden eller som er "luksuspilgrimme" med rygsække på størrelse med en håndtaske og en flaske vand i hånden og tennissko.
Tempoet er også et andet - lidt hurtige - for nu er vi snart ved målet - Santiago. Det er også run på barrene langs caminoen, som nu dels der er flere af og dels også mere besøgte. Så nu skal vi stå i kø for at blive betjent og for at kunne bruger toilettet i baren.
Begge dele er nu også mere beskidte og der der en værre skræppen og talen højt på denne del af caminoen.
I det hele taget virker det nærmest som en skovtur eller udflugt for de fleste.
Når men det må vi jo leve med.
Det giver så også et andet problem - kan vi finde overnatning i morgen???

Efter denne skrækkelig nat var jeg ikke i noget godt humør og havde også noget svært ved at komme i omdrejninger. Vi var godt nok ude af alberguet lidt før kl. 7.00 og havde en omkring 27 km vandring foran os.
Da vi gik ud af byen var der kun en bar åben og vi troede vi der kunne få morgenmad, men nej, selvom den var åben så ville betjeningen først servere et kvarter efter. Det gad vi ikke vente på. Hvad der skulle vise sig at være lidt af en dårlig beslutning.
Vejret var der ikke noget at klage på - trods alt - 12-15C fra morgenstunden overskyet men tørt.
Men først efter ca. 10 km var der en åben bar - det er ca 2 1/2 times vandring uden at have fået noget i maven. Og når man så har sovet dårligt og er i dårligt humør så falder tempoet der vandres i. Så Reinhard og Niels gik i dag for sig selv og jeg gik noget efter. Men OK man skal jo heller ikke gnide sig op af hinanden hele tiden.
Vandringen i dag er udgangen af de barske bakker og ud i et mere lettere onduleret landskab.
Efter denne skrækkelig nat var jeg ikke i noget godt humør og havde også noget svært ved at komme i omdrejninger.
Jeg havde aftalt med Reinhard og Niels at jeg IKKE ville bo på alberguet vi kom til i Ferreira - der faktisk kun er alberguet og et Casa Rual.
Så jeg besluttede mig for at bo paa Casa Rual do Ponte. det blev det dyreste ophold på denne vandring.
Ikke fordi det kan siges at være dyrt at betale 54€ for et pænt rent og stort værelse med udsigt til en middelalderbro, få vasket og tørret alt sit tøj, spise en rigtigt godt aftensmåltid med en flot mikset salat, en dejlig ommelet med noget fantastisk fyld og noget rigtigt godt kød til og en rigtig god Santiago kage med creme fraiche, te, vin og vand til.
Og et flot morgenbord med fint brød (hjemmebagt) Zumo (pressede appelsinsaft natural) te, smør og marmelade.
Efter min aftensmad gik jeg over til de andre på alberguet og vi hygge os med vin og chips (der var nemlig en velassorteret bar i alberguet) til vi skulle slutte kl. 22.00. På alberguet fik de også aftensmad (3 retter) og morgenmad og betalte 23€.
Men jeg fik en god nats søvn som jeg havde behov for til vandringen næste dag.
I morgen vandre vi ind på den Franske Camino.

Vi stod op til en skøn morgen - igen med sol og skyfri himmel. Det blev optil 27C.
I dag skal vi nå Lugo, den 2. store by før Santiago. Lugo er jo en gammel romersk by og har den mest velbevarede ringmur i nogen by i Europa.
Jeg skal ud på en 30 km lang vandring. Men hvilken vandring.
Morgenen startede med en barsk opstigning på en velanlagt sti, men stigningen bare fortsatte og fortsatte og det som om den ingen ende ville tag. Der var ikke megen skygge på det sted og solen var allerede godt i gang med at bage. Så det blev lidt af en barsk omgang for mig.
Niels har ondt i den ene fod og går og småhumper og Reinhard lider af hælespore på den ene fod og jeg har jo mit at slås med - sårene ved knæet på venstre ben - så vi er en flok krykhusarer, der vandre op og måtte tage nogle pauser for at få luft og for at give fødderne lidt ro inden næste niveau.
Vi må have set ret sjove ud med hver en vandre stav stavrende op af denne rædselsfulde opstigning. Den endte så oppe ved en befærdet vej vi så skulle gå af, Hvilken jammer.
Resten af vandringen ind til Lugo gik igennem forstæderne (Lugo er på størrelse med Århus) og gennem industrikvarterer - så det var ikke en vandring der er meget at skrive hjem om - men om alting er, så nåede vi ringmuren til den gamle by midt på eftermiddagen.
Vi havde set i vores guidebøger og snak med andre pilgrimme, at det lokale albergue skulle være ganske godt og lå lige inden for ringmuren. Så vi blev enige om, at der måtte vi så overnatte. Det var noget af et fejlvalg.
Alberguet er godt nok pænt og veldrevet, men der er plads til omkring 70 senge og alt blev i løbet af dagen optaget. Det er i 2 etager med en sovesal på hver etage. Der er indrettet et mærkeligt bade/toilet rum, hvor der er 2 uafskærmede bade pladser, en håndvask, en tissekumme og et toilet i samme rum (ja, I læser rigtigt). Så teoretisk skal 4 mand samtidig kunne bruge dette kombinerede rum, men hvem har lyst til at forrette sin nødtørft, når der en eller to i bad. Gud ved hvad den arkitekt har tænkt på da han indrettede det rum ?????
Så der var enten 1 person i bad eller 1 person på toilettet - og derfor var mændenes optaget det meste af tiden - for der var så også et sådant for piger på hver etage - men når der er 75% mænd og 25 % piger - så går det bare helt galt. Især om morgenen.
At jeg oven i det fik tildelt en topbunk - altså 1. sal over min sengekammerat neden under - var bægeret der flydt over.
Jeg skal op om natten mere end en gang, når man for det første for lidt alkohol og skal sove fra kl. 22.til kl. 6.00. At der så også var ski.... koldt på grund af åbne vinduer og der ingen tæpper var gjorde bare, at jeg ikke kunne holde varmen og måtte have lange vandrebukser og strømper på om natten.
Så det blev ikke til megen søvn og morgentoilettet var kun tandbørstning. Hvor Herre bevares en overnatning. Aldrig igen et albergue!!!!!!
Men vi havde igen en hyggelig aften, vi gik oppe på ringmuren og gå hele den gamle bydel rundt - ringmuren er 8 m højde og der kan vandres på den i sin fulde længde, der er 2 km - en fantastisk oplevelse, som byens borgere gør god brug af.
Selvfølgelig var jeg også en tur inde i Lugo Katedral og bese den. Den har et enestående alter, der er utrolig rigt udsmykket. Men katedralen er mærkelig indrettet, at du ikke kan se altret forfra, men kun fra siden. Der er selvfølgelig sidekapeller, som i alle katolske kirker. Den er mørk og dunkel, men en flot katedral.
Vi skal jo være på alberguet kl. 22.00, men "igen" var vi 3 pilgrimme ude at spise sammen, men i dag var vi noget mere ydmyge med vin m.v.

Efter en rigtig god nats søvn, hvor vi kom lidt sent op. Vi var først på caminoen omkring kl. 8.00 næsten en time senere end sædvanligt. Og lidt klatøjet fra i går aftes. Det var især vores læge Reinhard, der var lidt sen i optrækket.
Vi skulle ud på en vandring, der blev på 26 km.
Men i dag er det flot vejr. Solskin fra morgenstunden og sådan forblev det hele dagen og temperaturen var oppe over 25C. En rigtig dejlig dag oven på de sidste mange dages sure vejr.
Dagens vandring er imidlertid mest på små asfaltveje og det er hårdt for fødderne og lidt værre når det er varmt.
Men i dag belønnes vi med en fantastisk udsigt over landskabet med de grønne bakker, bjergene i baggrunden og en skyfri himmel. Det er sådan en vandredag helst skal være.
Det bliver lidt af en lang nedstigning fra ca. 1.050 m til niveau 600 m og det over kun ganske få kilometer gennem en fantastisk skov, der giver skygge for varmen.
Nedstigningen afsluttes ved foden af en lille bar, der ligge sammen med 3 huse i en skovlysning. Og her samles vi så alle pilgrimme igen for at få morgenmad og en forfriskning.
Det er den mest spøjse bar endnu på vandringen. Hvis I kan huske Manuel fra Falwty Towers, så er tjeneren en kopi af ham - snot forvirret - servere de forkerte ting - tager forket betaling - men det han præstere af bocadillos, sandwichs og pinchos er overtruffen og så sidde ude i det fantastiske vejre med skoven over sig, er en ren fryd. Men alting har en ende - vi skal videre - for foran os venter yderligere en nedstigning over en kort afstand.
Byen ligger ude i disse smukke omgivelser og en lille hyggelig by med vel 500 indbyggere og for en gang skyld er den pæn og ordentlig.
Niels og Reinhard bor på det lokale albergue - som ikke rigtig tiltalte mig - så jeg gik ind i den første bar derefter og spurgte hvor der var værelser - men det var der over baren.
Så jeg fik et lille men pænt værelse med adgang til et pænt og rent bad/toilet, som jeg så delte med de andre rum. Men OK til prisen 20 €.
Vi 3 nu fasttømmerede pilgrimme spise så i den lokale bar og vi havde så fornøjelsen af at spise sammen med en spanier som vi har overnattet sammen med nogle gange. Så igen en hyggelig aften.

Jeg tilbagelagde i dag 26 km for at havne i det jeg mener er Spaniens grimmeste by.
Byen ligger naturskønt med bakker og bjerge til alle sider, men jeg tror at samtlige Spaniens dårligste arkitekter har fundet sammen for at bygge den grimmeste by. Der er ingen plan og ingen har interesseret sig for arkitektur og de enkelte nogenlunde pæne huse syner overhovedet intet. Det er som om byens ledelse har sagt vi er da ligeglade med hvordan der bygges og hvordan det ser ud. Det er det værste betonbyggeri med mærkelige proportioner og underlige beliggenheder mellem de rædselsfulde bygninger.
Når nok om byen, der i øvrigt er på størrelse med f. eks. Nykøbing Sj. Det startede med regnvejr. Hvorfor ikke? Igen en dag med en hård og barsk vandring i højderne. Jeg skulle vandre over passet - Alto de Acebo - og det skete igen i tåge og småregn. Tågen er igen så tyk at vindmøllerne 25 m væk igen ikke kan ses - men kun høres.
Det er smadder ærgerligt fordi, der i guidebogen står at der også her er en fantastisk udsigt. Godnat min bare ..... det blev bare ikke for mig denne gang.
Nedstigningen er også en barsk tur, den er stejl og flere steder sker nedstigningen ret stejlt på en sti hvor der er sten på størrelse fra en knyttet hård til en velvoksen fodbold. At gå ned gennem de sten og samtidig holde balancen og det er vådt og klamt og med poncho på, er lidt af en opgave. Men det gik, når man bare tager sin tid til det.
Belønningen blev først på eftermiddagen at solen kom frem og det endelig lykkes at se lidt af de sceneri jeg havde vandret igennem ved at vende mig om og kikke mod nordøst. Og dagens vandringen kunne afsluttes på et helt nyt privat albergue.
Meget fine forhold med nye senge, flotte toiletter og badeværelser og så mange, at der ikke er kamp om at komme i bad eller sidde på toilettet. Tro det men engang imellem er det stressende, at vide at der er andre som også skal bruge faciliteterne og står og tripper.
Vaskemaskine og tørretumbler - så alt tøj kunne blive vasket og tørret - selv uldsokkerne var for en gangs skyld rigtige tørre at tage på næste morgen. Hvilken luksus.
Reinhard, Niels og jeg gik op i denne verdens grimmeste by - indtil nu - og fandt et fantastisk sted en dejlig bar med udsigt ud over bjergene, moderne design og en meget søde og hjælpsom værtinde. Vi fik den traditionelle pilgrimsmenu bestående at en lokal kålsuppe med kartofler og kød.
Rigtig god. Stegt revlsben med for en gangs skyld kogte kartoftler og som deseert Tarta de Santiago, der nærmest et stykke marcipankage. Bedre kan jeg ikke beskrive den.
Vi fik vin og vand til maden som sædvanligt. Da det er et privat albergue vi bor på skal vi først vare på sovesalen kl. 23.00. Og vi nåde det lige - i ikke særlig sober tilstand. Vi fik konsumeret et par flasker vin og fik os nogle af de lokale snaps - som jeg lige må finde ud af hvad hedder lidt senere. Vi havde en fantastik hyggelig aften sammen - i denne verdens grimmeste by.
Så vi har nok irriteret de andre pilgrimme med vores snorken. Vi faldt i hver fald i søvn hurtigt og havde intet at tænke på med at skulle op næste morgen for at stå i kø til at vaske sig og børste tænder eller tænke på at få klamt men dog rent tøj på. Alt var jo på plads.

Det våde vejr fortsætter, det er ved at være uudholdeligt. Og vandringen fortsætter gennem det meget bakkede landskab. I dag er det på stier gennem skove og nogle kilometer på asfaltvej. 
Der var en hård vandring ned over en 6 km strækning, hvor der blev vandret omkring 800 højdemeter ned. Heldigvis var det på nogle skovstier ned til den kunstige sø Embalse de Salim. Søen er opstemmet til brug for et elektricitetsværk, der er baseret på vandkraft. Man kan se vandstanden i søen og dermed få en fornemmelse af omfanget af dens størrelse.
På dagens vandring skal jeg op til en ikke særlig stor by Grandas de Salim, hvor jeg vil overnatte på hotel, simpel hen for at få vasket mit tøj og få det tørt, her efter den megen regn. Og jeg har også behov for at en ordentlig nattesøvn for mig selv. Heldigvis er det godt vejr, da jeg vandre ind i byen efter at have vandre 600 m op til den. Den ligger ude her i bakkerne.
På vandringen her til mødte jeg en dansk pilgrim - Niels fra Århus, som jeg fik vandret noget af dagens vandring sammen med. Det var meget hyggeligt.
Hotellet ligger mit i byen og har restaurant, så der kan jeg indtage aftensmad og morgenmad.
Da det har været en ikke så lang dag, kunne jeg i ro og mag får vasket tøjet og hængt det til tørre og jeg kunne også i fred og ro selv gå i bad. Efterfølgende kunne jeg tag et hvil på hotelværelset.
Efter en tur rundt i byen, kunne jeg spise aftensmad i hotellet restaurant og gå tidlig i seng.

Hvorfor skulle vejret blive bedre? Selvfølgelig ikke!!!
Det blev bare værre. Det blev tåge, regn og regn og atter regn. Så på med ponchoen igen. Nok en dag pakket ind og ud i kulden.
Og oven i alt det, blev det den mest anstrengende dag indtil nu.
Dagen i dag skulle have været højdepunktet på camino vandringen da du vandre op i De Kantabriske Bjerge og op i passet i ca. 1.225 m højde.
Efter sigende skal der være den flotteste udsigt på hele pilgrimsvandringen.
Imidlertid så jeg intet, da tågen var så tyk, at du kun kan se 25 m frem. Du kan høre vindmøllerne på din vej, men du kan ikke se dem. Og den fantastiske udsigt er skjult i tågen.
Dog er caminoen godt afmærket for der er pæle for hver 25 m, så der er ingen panik med at finde vej gennem dette særprægede område, der virker som en stor græsplæne pænt slået af de får der går og græsser.
Det er en anstrængende tur op, da man vandre ca. 900 m op til denne slette, hvor man så vandre i dette mælkehvide uden at kunne se noget ud igennem ansigtshullet i ponchoen.
Der er ingen steder at komme i læ og eventuelt sidde ned. Der er intet uden nogle gamle ruiner af fortidens hospitaler, hvor forkomne pilgrimme i middelalderen kunne blive hjulpet af betænktsomme munke. Dem er der ingen af i dag.
Jeg vandre i ca. 5 timer uden at se et andet menneske og gik i denne tykke tåge og kæmpede mig op ad bakke efter bakke.
I det vejr og uden at se nogen - bortset fra fårene - får man sandelig sine tanker på afveje. Man får også sin vilje ganske gevaldigt prøvet af. Man er ensom, man er i naturens vold og man er på kanten til at opgive på grund af den utrolige udfordring som vandringen er, bare op og op og op.
På et tidspunkt følte jeg mig så forkommen efter næsten 20 km uafbrudt vandring i tågen og regnen, at jeg havde lyst til at smide mig i græsset og overgive mig til de højere magter. Jeg havde ikke fået noget at spise eller drikke i 5 timer.
Jeg synes jeg har været der ude i en sindstilstand, at jeg var på kanten af at opgive. Men alligevel får man den sidste styrke til at fortsætte.
Efter 5 timer i denne ensomhed og tilstand af at opgive, møder man så en anden pilgrim og det virker som at man får nye kræfter. Man får en sludder og hører at denne også har haft den samme oplevelse af at have lyst til at opgive.
Men nu har jeg selv været så langt ude på kanten, at nu ved jeg, at jeg trods alt har en så stærk overlevelsesevne, at den kan overvinde snart hvad som helst.
Så derfor kommer der ikke fra dagen nogen fantastiske naturbilleder, men kun kedelige billeder med tåge.
Efter 27 km i dette "helvede" ankom jeg til et privat albergue sammen med 10-12 andre våde pilgrimme.
Det lykkedes til næste morgen at får alt tøjet tørret.
Det blev en aften hvor oplevelserne blev livligt diskuteret og gennemsnakket og for alle havde det været "et livets oplevelse" på hver sin måde.
Og hvor det nu er kommet på afstand - vil jeg ikke have været oplevelsen foruden. Nu ved jeg med mig selv, at jeg kan klare meget mere end jeg hidtil havde troet.

For det ikke skal være løgn så er det voldsomt regnvejr fra morgenstunden og nu er det på med ponchoen. Andet kan i dag ikke holde regnen ude. Det er koldt fra morgenstunden og der er kun en ting, det er at gå sig varm.
I dag skal der igen vandres op - jeg skal op i 920 m højde for derefter at vandre ned til ca. 600 m højde til dagens endemål, der er et helt nyt albergue i Campiello. En vandring på 28 km.
Alt er vådt da jeg ankommer til alberguet. Og alle de andre medpilgrimme er ligeså forkomne og alle er i dårligt humør.
Der er ikke blevet set meget på vandringen på grund af, at du er fokuseret på at komme igennem dagens regnvejr og der er heller ikke meget at se på under vandringen.
Nu er jeg på vandringen kommet i kontaktet med 2 belgiere, der bor i Barcelona og er taget på camino for at slappe af. De er lige så våde som os andre.
Det glædelige ved alberguet er, at det er helt nyindrettet med stor afstand mellem sengene, gode bade- og toiletforhold, stor industrivaske maskine og stor industritørretumbler, som begge straks bliver sat i gang af ejeren, så alt vores tøj kan blive vasket og tørret. Det er lykken.
Efter et dejligt varmt bad og rent tøj er man klar til at sove et par timer og derefter i en helt ny restaurant få alletiders dejlige fælles aftensmad. Og derefter hygge med de andre pilgrimme.
Her møder jeg første gang Niels fra Aarhus og Reinar fra Tyskland. Og det viser sig, at vi kommer til at vandre sammen til Santiago og nyde hinandens selskab både på vejen og om aftenen.
Byen hvor alberguet ligger i er en flok huse og alberguet og ikke meget mere.
Så alle gik tidlig til køjs.