VIA TOLOSANA – DAG 3

Start BySarrance – Oloron Saint-Marie
Dato25. juni 2023
Vejr+14 C – +28 C sol / sol / diset
Højdemeter op207 m
Højdemeter ned75 m
Sværhedsgradlet
Afstand tilbagelagt i dag19 km
Afstand tilbagelagt i alt62 km

De første par kilometer var ud på N134, hvor der en søndag morgen var meget få biler. Herefter vandrede jeg ind på en lokal vej, der løber gennem en række små bebyggelse og direkte ind til Oloron Saint Marie. De lokale landmænd har travlt med at få vendt det skårlagte hø, så det bliver tørt inden det skal samles sammen. Så det var mest traktorer med høvendere der var trafikken på vejen. Og så var der masser af cykelryttere med forskellige holdmærker, der benyttede de par bakker som vejen bød på, som træning. Tour de France har rute igennem området d. 4. og 5. juli. I den første by – Escot – mødte jeg et ældre fransk ægtepar, der var på vej hjem til en by nord for Lourdes. De havde hjemmefra vandret til Barcelona på Camino Catalan og nu vandrede de altså hjem. Det er vel lidt mere end 850 km tilbagelagt. Fruen trillede en modificeret sækkevogn med en bæresele ved hoften til transport af en af deres rygsække og andet grej. Det kalder på respekt at tage vandringen 2 gange over Pyrenæerne. Da jeg lidt over middag vandrede ind I Oloron skulle man tro den var uddød. Alt synes at værre lukket bortset fra nogle få caféer. Det lykkedes at finde en cafe ved en af byens blomsterudsmykkede broer, der kunne servere en burger af andekød. Det var lidt anderledes end de velkendte burgers. I øvrigt løber flere floder gennem byen. På rækværker på broerne er der nogle utrolig smukke sammensatte beplantninger. Inden jeg vandre frem til mit overnatningssted vandre jeg op til byens katedral. Den var lukket og det er så ikke lykkedes mig at se den indvendig de nu 3 gange jeg har været i Oloron. Byen har i øvrigt at par smukke parker, men ellers er den ikke så interessant. Til aftensmad og for at få noget frokerst med til næste dags vandring bestilte jeg en pizza og spiste den på hotelværelset.

Jeg bookede værelse på hotel midt i byen – Hotel de La Paix – og for overnatning inkl. morgenmad betalte jeg 81 €

Skriv et svar