På vej hjem skal jeg holder forlænget weekend hos min datter og svigersøn, der bor i Ivybridge om 20 min. kørsel efter Plymouth. Jeg har købt togbillet til rejse fra Penzance til Ivybridge – et par timers togrejse gennem det grønne Cornwall til Ivybridge i Devon med ryggen til Dartmor.

Besøget på St. Michael’s Mount gik jo som forventet – lidt ægerligt – at jeg ikke kunne vandre ud til øen. Øen er landfast, når det er lavvande, men netop den dag jeg havde valt, var faktisk den eneste, hvor der var højvande midt på dagen. Der var mange besøgende bl.a. på grund af det gode vejr og at sommersæsonen er begyndt, så der er mange turister i Cornwall. Det var et interessant besøg og selvfølgelig var højdepunktet mit besøg i kirken. Kirken er ikke særlig stor og med de mange besøgende var det lidt besværligt at opleve det autentiske i kirkerummet. I 1992 blev der opsat en bronzefigur, hvor Ærkeenglen Michael – til hvem kirken er indviet – er opstillet på en søjle på højre side af kirkerummet. Figuren er Ærkeenglen i kamp med Djævlen, hvor englen med den ene hånd byder de døde mod himmelen og hindre Djævlen med at tage de døde mod Helvede. Inden jeg gik mod havnen for at tage en båd retur til fastlandet, fik jeg i administrationens kontor 3 stempler i mit pilgrimspas. Således sluttede mit ophold på St. Michael’s Mount og pilgrimsrejse ved at vandre tilbage til Penzance.

Det har været en spændende pilgrimsrejse med mange elementer heri en noget krævende vandring tværs over Cornwall i et flot landskab med udsigt til hav både mod vest og mod øst.

I dag var en succesfuld dag, jeg kunne med båd lægge til øen – St. Michael’s Mount. Det er jo ren oprejsning fra der mislykkede forsøg ved Skellig Michael i sydvest Irland I mandags. Forsøget var så også sammen med 4.000 andre gæster, der dagligt mellem april og oktober besøger øen og det gjorde så besøget knap så spændende. For at komme til St. Michael’s Mount fra Penzance, vandres der enten på en cykelsti eller ved lavvande langs havet på den tørre del af stranden på St. Michaels Way små 6 km til Marazion by, hvor der er causeway (dæmningsvej) over til øen, når der er ebbe. Ved højvande med små turbåde til 10 personer sejle i pendulfart mellem ø og fastland med besøgende. I dag er den eneste dag i maj, hvor der er højvande kl. 12 som var det tidspunkt jeg fik tildelt ved køb af adgang til øen. Øen er i en aftale fra 1954 overdraget til National Trust (pendant til Real Danica) der ejer historiske bygninger og jorder i Storbritannien, fra den daværende ejer mod, at slægten i 999 år måtte bo på slottet/borgen/fæstningen og udnytte indtægter fra turistbutikker og caféer. Udover disse, er der selvfølgelig det gamle slot/ borgfæstning og diverse boliger samt erhvervsbygninger på øen, hvor de første bygninger (kloster) blev opført omkring 1080. Det jeg selvsagt er mest interesseret i, er kirken, der er en integreret del af slotsbygningerne. Oprindelig har der været et kloster på øen frem til Henry VIII – som jeg tidligere har omtalt, fra omkring 1536 til 1548 rev klosterne ned, og lod klostervæsenet opløse, da han brød med den Romersk Katolske Kirke og dannede den Anglikanske Kirke. Men kirken består intakt og er indviet til Ærkeenglen Michael Og Alle Engle. Kirken er ikke særligt rummelig, men der forrettes stadig gudstjenester i den. I 1992 blev der i kirken opsat en bronze figur af Ærkeenglen Michael, hvor denne med spyd i den ene hånd holder djævelen væk fra at tage de døde i Helvede og med den anden byder de udvalgte døde til Himmelen. Det er en meget traditionel religiøs figurgørelse af Ærkeenglen Michael. Ærkeenglen er Himmelens beskytter og samtidig “overhoved” for Guds hær. Efter besøget i kirken gik jeg en rundtur i slottet sammen med alle de øvrige besøgende for at se de udstillede effekter, billeder, møbler m.v. Inden afrejse fra øen fik jeg ikke mindre end 3 stempler i mit pilgrimspas af en elskværdig medarbejder i øens administrationskontor. Med turbåden retur til fastlandet kunne nu ses, at de gik mod ebbe og stranden nu var blevet meget bredere end tidligere. I Marazion by er ikke særlig stor og synes nærmest at være færgested for bådrejse til St Michels’s Mount. Der er nogle cafeer og restaurationer, som ligger op til den lokale kirke, så inden jeg begav mig retur mod Penzance besøgte den lokale kirke. Det blev i det rolig og dejlig vandring tilbage til Penzance i skønt eftermiddagsvejr med sol fra en næsten skyfri himmel en vandretur på stranden iført kortærmet T-shirt .

Dagens program er: 5 times togrejse mellem Bristol og St. Ives, herefter vandring tværs over Cornwall fra St. Ives til Penzance. For at kunne nå det, krævede det at jeg stod op kl. 4:45. Jeg havde booket tog kl. 5:40 fra Bristol Temple Meats med ankomst i St. Ives på vestkysten af Cornwall kl. 10:30. Togrejsen er igennem et meget vekslende landskab, langs Kanalkysten og siden igennem et bakket meget grønt landskab og sidt igen langs kysten. I St. Erht skiftede jeg til toget, der kun kører mellem St. Erth og St. Ives og retur. Toget var fyldt med familier med børn og hunde, nærmest som i myldretiden med S-tog i København. Det lykkedes mig først at få spist morgenmad i St. Ives, da butikker på Bristol Temple Meads Station ikke var åbne og ingen trolly kørte igennem togvognene på hele rejsen. St. Ives er en udpræget ferieby med et par store sandstrande, der tiltrækker feriegæster. Efter at have besøgt den lokale kirke i St. Ives, begav jeg mig ud på vandringen af St. Michaels Way mod Penzance – altså fra kyst (vest) til kyst (øst). Der startes lige med at vandre næsten 200 m op fra Cabis Beach til The Knill Mounment og derfra vandres på stier, hvor vegetation er tæt og høj og derefter direkte ud over den ene mark efter den anden til Trencrom Hill og Holy Well, der er i kote 210 m. Herefter vandres der samme antal højdemeter ned til Red River for på markstier og skovstier at vandre frem til Ludgvan med en middelalderkirke indviet til St. Paul. Kirken var åben og her var der stempel til pilgrimspasset. Ved Trencrom Hill er det muligt at se ud over havet mod vest og mod øst. Mod øst er der også første gang udsigt til øen med St. Michaels Mount. Man kikke tværs over England, hvor der er kortest fra kyst til kyst. Vandringen tværs over er godt nok krævende, mest fordi der skal kravles over “stile” en form for trappe over levende hegn eller fast hegn/tråd, utrolig mange gange. 90 % af dagens vandring var i dejlige og smukke omgivelser på stier, markveje og skovstier. Det er skønt, især når pilgrimsvejen er skiltet med muslingeskallen fra ende til anden. Afslutningen på vandringen er frem til havnebyen på østsiden – Penzance. De mange højdemeter og det meget rejseri de sidste dage og de mange dejlige indtryk har gjort mig “godt brugt”.

Jeg har valgt at overnatte i Penzance og har valgt at booke 2 overnatningen i Bay Lodge, der ligger ca. 10 min. gang fra stationen. Bay Lodge er et mindre B&B hvor værterne er Clare og Kevin – utrolig venlige værter. Jeg betalte inkl. morgenmad £ 128.

Jeg skal i dag med Ryanair fra Dublin kl. 17:30 for at flyve til Bristol. Men inden jeg tjekker ind i Dublin Airport, skal jeg starte med morgenmad inden jeg kører fra Kells. I går morges mødte jeg ved morgenmaden et amerikansk ægtepart fra Florida. De er ivrige vandrere og havde de sidste dage med udgangspunkt fra Kells vandre over 100 km. Så vi fik en hyggelig snak om vandring og pilgrimsvandring. Efter morgenmaden begav jeg mig retur mod Dublin. Jeg kørte igen på Ring of Kerry de første over 100 km er det på N70, der snor sig gennem Kerry County. Der køres derefter ind på M7, der er motorvej fra syd til Dublin. Omkring Dublin er trafikken meget tæt og vel ankommet skal jeg aflevere den bil jeg har lejet. Efter at have afleveret bilen bliver jeg kørt til lufthavnen for at tjekke ind med Ryanair til Bristol. Jeg ankommer til Bristol Airport kl. 18:35 og kørte med taxa ind til Bristol Temple Meads, hvor jeg har booket overnatning på hotel kun 5 min gang fra Bristol Station.

Jeg har booket overnatning på hotel Ibis Bristol Temple Meads. For overnatning betalte jeg £ 94.

Vejret kan man ikke rigtig bestemme over og slet ikke her ned i sydvest Irland, hvor North Atlantic Ocean skyller ind mod kysten og klippeøernes høje kyster. Jeg havde fået besked om at jeg skulle møde kl. 8:30, hvor sejlturen skulle starte. Imidlertid blev tidspunktet udskudt 2 gange og senest kl. 12:30 blev beskeden at der kunne sejles ud til øren, men der kunne på grund af bølgernes højde og vindes retning ikke lægges til ved øen. Det skulle derfor ikke i dag være mig forundt at betræde Skellig Michael og vandre af de 630 trappetrin op til det 1500 år gamle kloster, som munkene i mere end 600 år opholdte sig i på denne meget høje og markante skippe ø 16 km ude i North Atlantic Ocean. Vejret havde de sidste dage været blæsende og 5 til 6 m høje bølger holdt havet meget i bevægelse så det blev ufremkommeligt til et anløb på øen. Imidlertid blev dog til 2 1/2 times hård sejlads i turbåden med plads til 12 personer iført lange tunge regnfrakker med at sejle ud til Skellig Michael og rundt om den og retur. Det var bare en barsk sejlads med store skumsprøjt over båden og flere personer, som var søsyge. Ikke en sejlads oplevelse for de sarte. Udover det var vådt trods solskin, så var det også koldt på grund af den meget blæst. Men det var fantastik at sejle rundt om de 2 klippeøer ude i det store hav. Og man fik bestemt en stor oplevelse, og man fik også set hvor isoleret munkene måtte have været og hvor meget de har udrettet med at få lagt trapper af store klippestykker – 630 i alt. Sejlturen var en oplevelse i sig selv og trods den barske tur, fik jeg næsten mit ønske opfyldt. Turbåden var retur omkring kl. 15:00. Når det nu er en pilgrimsrejse så skal der jo besøges et par kirker. Irland er den katolske kirke den største, så kirkerne er derfor udsmykket med de sædvanlige mange religiøse figurer. Kirken i Portmagee – der er indviet til Saint Patrick – er opført i 60’erne og der var jo tid til at besøge den, mens der blev ventet på turbådens afgang. Kirkens altertavle, er den mindste jeg endnu har set i nogen kirke. På vej tilbage til Kells kørte jeg ved Portmagee over broen over til Valentina Island for at køre igennem det smukke landskab for at sejle med en lille åben bilfærge over strædet mellem øen og fastlandet ved Kells. Bilfærgen er til sammenligning på størrelse med trækfærgen til Orø i Hornsherred. I Cahersiveen – den største by i Kells – er den lokale kirke på størrelse med en katedral. Kirken er opført omkring årsskiftet 1900 og den er indviet til Daniel O’Connell, hvilket krævede pavens tilladels, da Daniel O´Connell, der var en betydende politisk person i front for Irlands selvstændighed. Kirken var åben og jeg besøgte den inde. Den skal renoveret for € 7,5 mio. og de 5 mio. er doneret. Man kan også se, at den trænger til renovering. Jeg kørte herefter retur til mit overnatningssted.

Det er en lang rejsedag for at rejse til Portmagee, hvor der kan sejles til Skellig Michael 16 km ude i Nordatlanten – sydvest Irland. Om morgenen kørt jeg i min bil til Vangede for at parkere og rejse derefter med bus og Metro til Københavns Lufthavn. Jeg rejste med Ryanair fra København kl. 12:55 med ankomst Dublin Airport T1 kl. 14:05. Da jeg ankom skulle jeg have udleveret en lejebil for at køre de 376 km fra Dublin Airport til Portmagee. Jeg fik udleveret en relativ ny bil. Der køres i venstre side i Irland og afstand er angivet i km. Jeg havde lejet en bil med automatgear, da kombinationen med manuelt gear og køre i venstre side for os fastboende på kontinentet ikke er den bedste kombination. de 376 km er delt til ca. 340 km til Kells, hvor jeg har booket overnatning. Der er motorvej de første ca. 250 km og resten er begyndende med en bred hovedlandevej, der senere bliver smallere og smallere jo længere der køres mod syd/sydvest. I øvrigt kører Irerne hurtigt og trafikken ud af Dublin er om eftermiddagen ret tæt og det tynder naturligvis ud jo længere sydpå jeg kører. Vejret var ikke meget anderledes end i Danmark og på dagen var det små koldt og det regnede omkring halvdelen af køretiden. Da jeg ankommer til mit overnatningssted omkring kl. 20, er det ved at være skumring og regnen er hørt op, men det lidt blæsende, hvilket ikke tyder på den bedste mulighed for at sejle og anløbe Skellig Michael i morgen. Jeg har booket overnatning på et mindre hotel med restaurant, der ligger ud til en af de dybe fjorde som det sydlige Irland er kendetegnet ved. Hotellet ligger i Kells, der ligger på en meget smuk rute ned gennem det sydlige Irland – Rings of Kerry – hvor det er et smukt kuperet landskab med udsigt over søer og fjorde. Efter den lange køretur bestilte jeg aftensmad i restaurationen og bestilte Fishermanns Pie og en dessert og tillod mig et glas hvidvin.

Jeg har booket 2 overnatninger med morgenmad på Caitin`s Restaurant & Hotel, Kells. For overnatningerne og morgenmad betalte jeg € 198.

Vejrudsigten om aftenen viste, at det ville blive regn og blæst. Det sidste var en realitet, da jeg stod op og det med regnen blev det aldrig til. Jeg havde faktisk planlagt at vandre de knap 6 km langs stranden til lufthavnen, men havde om aftenen bestilt taxa, da det jo ville blive regn. Taxaen ankom kl. 8:00 og det tog kun et kvarter til lufthavnen, så jeg ankom alt for tidligt. Flyet fra Aegean jeg havde booket angik kl. 10:55 Athen, hvor jeg havde 1½ times transferer til flyet til København. Både lufthavnen på Rhodos og Athens lufthavn er nogle triste lufthavne. Derimod må jeg rose Aegean for gode fly og rigtig god betjening og at flyene afgik og ankom til tiden. Jeg ankom faktisk før annonceret tid til CHP.

Dagen i dag blev til at flytte overnatningssted fra Rhodos gamle bydel til Ialysos, der ligger midtvejs til Rhodos Lufthavn. Jeg havde en forventning om dagen efter om morgene at vandre til Rhodos Lufthavn, der ligger 6 km fra Ialysos. Men vejrudsigten vil det anderledes i morgen – regn og blæst – så jeg har bestilt en taxa for at køre mig til Rhodos Lufthavn. I formiddags gik jeg til messe i Maria Bebudelse Kirke, der ligger ud til indsejlingen til Rhodos Mandraki Havn. Her er også øens vartegn – de 2 søjler med hhv. en han og en hun hjort, der står på hver side at indløbet. Da den godt nok lange søndagsmesse var afsluttet, gik jeg op i den gamle bydel for at se Granmaster Palace of the Knights of Rhodos. Palaset blev på ordre af Mussolini restaureret i 1940. Rhodos blev i 1912 befriet af italienerne fra Det Osmanniske Rige, der havde regeret Rhodos fra begyndelsen af 1500 tallet. Først i 1947 blev den græsk. Oprindelig var Rhodos en selvstændig bystat. Det er et meget stort og imposant fæstningsværk og man kan tydeligt se, at der ved restaureringen er et italiensk præg. Fæstningen og Rhodos er fra 1100 tallet bl.a. brugt som udskibningshavn i forbindelse med korstogene og erobringen af Jerusalem. På min vandring mod Ialysos, vandrede jeg langs havet og stødte her på en lidt underlig grotte ned mod vandet, som var indrettet med et spartansk alter og utallige ikoner, der er dækket af sod fra de mange vokslys, som besøgende i gennem tiderne har tændt og brændt. Da jeg vandrede langs havet, skulle jeg naturligvis prøve vandets temperatur, var vandet ved at være på kanten til, at man ville våge sig ud på en badetur for de mindre kuldesky. Mit overnatningssted ligger faktisk midt i Ialysoss, der er en rigtig kyst og turistby, med hvad der følger af det med restauranter m.v. Jeg har booket en mindre lejlighed på 2. sal ud til et grønt område. Palm Square Appartment. Det er en rigtig god lejlighed med køkken og et stort soveværelse og badeværelse samt stor altan. For overnatning betalte 66€

På slaget kl. 8 holdt taxaen med den ældre venlige chauffør, som jeg i går aftalte med, at lørdag køre mig til Monastery Panormitis, hvor der er ca. en 1/2 times kørsel dertil. Da jeg ankommer – er jeg den eneste besøgende på klosteret – og inden jeg vandre retur til Symi Havneby – besøger jeg det særlige rum, der er indrettet til de besøgende som ønsker at tænde levende lys. Lysene er tynde og lavet af voks. Jeg står en kort stund og ser på lysene inden jeg går ud af klosteret. Efter at have foldet vandrestavene ud og taget rygsækken på, begav jeg mig nu ud på de godt 19 km tilbage til Symi Havneby. Vejret var skyfri himmel med sol. Omkring +20C fra morgenstunden, men det skulle blive varmere. De første 8 km går vejen bare op og op gennem det ene hårnålesving efter det andet, uden at der er vandrette passager. Det meste af vandringen op er stigningsprocenten 10. Det er godt nok hårdt i den stadig stigende varme. Vejens underlag er ganske god og på vej op møder jeg måske under 10 biler. Da jeg når pashøjden er det i ca. 550 m højde og jeg er godt nok godt slidt af konstant vandre op. I pashøjden fandt jeg et nåletræ med stor krone, som gav god skygge og her sad jeg omkring en time for at få kræfter til de næste 11 km. De går så “bare” ned og ned, med mindre småstigninger til afveksling. Det er faktisk lige så krævende at vandre ned som op. De sidste 2 km er igennem et virvar af små gyder med masser af trin ned gennem Symi by ned til havnekajen. De sidste par km er faktisk de værste på vandringen, da det kræver ens opmærksomhed både med at vandre den valgte rute og se på belægningen og trinene i takt med de skal vandres. Uden jeg talte trinene jeg trådte på må der være mellem 300 og 500 trin af vekslende kvalitet højde og belægning. Så da jeg kom helt ned til havnekajen, var jeg “godt brugt”, træt og udaset, havde drukket 1 1/2L vand og kunne se på mit termometer på rygsækken, at det var over +30C i solen. Det kunne jeg nordbo i øvrigt også godt mærke i huden. Så det var en noget træt og slidt pilgrim, som vandrede ind på en cafe ved havnen omkring kl. 15.30 lokal tid og bestilte en stor cappuccino, en stor kold flaske vand og et stykke lagkage, for at fyldt væske og sukkerdepotet op. Kl. 17.35 lokal tid rejste jeg med katamaranen retur til Rhodos by for igen at overnatte på samme overnatningssted og i samme værelse, som i forgårs. Det har været en stor oplevelse at besøge og se Monastery Panormitis, måske en mindre spændende oplevelse at vandre retur, men som det jo så tit er med den første pilgrimsvandring i det ny år, skal man lige i gang igen. Det var nok den værste start på sæsonen at vandre de 19 km. Men nu er det gjort og pilgrimssæsonen er i gang. Overnatning igen på Saint Michel Boutique Hotel i Rhodos gamle bydel. For overnatningen betalte jeg igen 50€.

Monastery Panormitis – et det 6. kloster på Via Sancti Michaelis og det næst sydlige på linjen fra Skellig Island ud for Irlands sydkyst til Mount Camel i Israel.

Kl. 8:00 afgik færgen – en katamaran – fra Rhodos Havn til Symi. Færgeoverfarten tag 50 min og i dag foregik den i dejligt vejr med solskin og et hav med ikke nævneværdige bølger, så det var en rigtig rolig og dejlig overfart. Symi er en meget kuperet ø på størrelse med Fanø, men den har kun 3.000 faste indbyggere. Øen har små bjerge på op til 650 m midt på øen og langs øens kystlinje er der mange skønne strande med krystal klart vand. Ved ankomsten til Symi Havneby – stort set den eneste samlede by på øen – var detmin plan først at lokalisere mit overnatningssted, som jeg senere kunne tjekke ind i. Efterfølgende at hyre en taxa til at køre mit til Monastery Panormitis, der ligger 20 km fra havnebyen, fort at jeg kan besøge klosteret og lade taxaen vente på mig og køre mig retur til havnebyen og mit logis. Planen var næste dag – i morgen – igen at blive kørt til klosteret, hvor jeg så vil vandre tilobage derfra til Symi Havneby. Nær mit overnatningssted er både taxa holdeplads og busstation. Det skulle vise sig, at der holdt en taxa – Skoda SUV – hvor der var en ældre meget venlig taxachauffør, der kunne lidt engelsk. Med ham aftalte jeg, at han skulle køre mig til klosteret på den sydlige del af øen, vente på mig mens jeg besøger klosteret og derefter køre mig tilbage til havnebyen. Det fandt vi en aftale om, at jeg skulle betale 55€. Videre aftalte jeg med den ændre venlige taxachauffør, at han igen næste morgen kl. 8:00 – lørdag – at køre mig til klosteret for at jeg kunne vandre derfra – de 18 km tilbage til havnebyen. Vandrevejen er kortere end kørevejen. Så startede køreturen mod klosteret med, at køre op fra havnen og op gennem de smalle gyder på bjergryggen, hvor Symi by er beliggende – med en fantastisk udsigt over havet og de øvrige ører inden for synvidde og med udsigt til den tyrkiske kyst. På toppen efter halvvejen, var der udsigt over hele øen rundt og nedkørslen derfra var gennem det ene hårdnålesving efter det andet hele vejen ned til Moastery Panormitis, der ligger ud til en lagune. På lagunens landside ligger klosterbygningen ud til en stor havneplads. Det er en klassisk pompøs hvid og gulkalket bygning med et meget smukt klokketårn. Efter at være gået op af trappen og ind i klostergården, ligger klosterkirken i en beskeden gul bygning til venstre. Kirkerummet er – som i de græsortodokse kirker – et orgie i ikoner, vægmalerier, olielamper og lysekroner. På et 3-bensstativ – nær alterrummet står den iøjenfaldende og meget store sølvikon af Skt. Michael. Ikonen er den, som klosteret og klosterlivet er bygget op om. Det var bestemt en stor oplevelse, at besøge kirkerummet og stå i det en tid og se og opleve rummet og fornemme stilheden. Inden jeg forlod klosteret fik jeg på klosterkontoret en lang snak med en af klosterets medarbejdere og fik af vedkommende et stempel i mit pilgrimspas. Det blev noget over middag inden jeg fik min taxachauffør til at køre mig tilbage til havnebyen. Vi aftalte at han hentede mig ved mit logis næste morgen. Jeg gik på vagt efter et supermarked for at få købt ind til aftensmad og til morgenmad. Det lå på den anden side af havnen og på bjergsiden der, lå der en kirke oppe på kanten. Så derfor vandre jeg op til kirken, som desværre var lukket. Som tidligere nævnt er det jo uden for turistsæsonen, hvorfor at de fleste butikker og restauranter på Symi endnu ikke åbne. Mit overnatningssted ligger i en husrække direkte ned til kajen i havnebyen. Det er et mindre overnatningssted, der tilbyder et pænt værelse med eget bad/toilet, køleskab og adgang til fælleskøkken, så der kan tilberedes lette måltider. For overnatning på B&B Elena, betalte jeg 69€ .