Så vandringen i dag er fra Miratz til Sobrado dos Monxes.
I Sobrado er et af de største og mest spændende klostre på hele Camino del Norte.
Klosteret er stadig i brug selv om det i over 200 år  var forladt, men ellers var det i brug fra ca. år  1100 til år 1800
Klosteret har en gotisk middelalder kirke - der er en katedral værdig, men den er spartansk udstyret. Den har 2 høje tårne og er i det hele taget meget stor. Derudover er der beboelsesbygninger fordelt på flere gårdrum.
Men se billederne når de er lagt ind.
I klosteret er der mulighed ofr at overnatte i et albergue med ikke mindre end 94 senge. Og det hele er gratis inkl. morgenmad.
Men jeg foretrak at overnatte på det stedlige provinshotel - men måske skulle jeg have overnattet hos munkene?
I dag skal jeg igen ud at vandre i højen. Caminoen har nu været på Terra Cha - dette flade plateau i ca 500 m højde - der er vindomsust og tørt til at skal op over det højeste punkt på Camino del Norte i ca. 710 m højde.
Det lyder godt nok ikke af så meget, men vandringen foregår jo ikke i en plan stigning, men nærmest i 2 etaper, hvor du over kort afstand løfter dig 100 m op hver gang, for derefter at gå ned igen.
Oplevelsen er igen i dag at gå disse lange strækninger uden at se et menneske. Jeg kan i det fjerne høre en susen fra biler på motorvej A 8 der løber øst vest og altid er inden for nogle få kilometers afstand og caminoen krydser den her og der.
Oplevelsen er er også at nå Sobrado og når jeg vandre ind i byen - der er på størrelse med Faxe - er den alt dominerende bygning dette kloster med den kæmpe store klosterkirke.
Som nævnt er klosteret imponerende og interessant at gå rundt i - der er fri adgang til det meste - blot ikke området hvor munkene har deres bolig.
Byen nåede jeg en søndag og der var åbenbart byfest, der sluttede søndag aften. Der var Tivoli i byen og optræden på pladsen lige nedenfor hvor jeg havde indlogeret mig i byens eneste hotel.
Byens hotel - var et hotel i provinsen, slidt og halvkedeligt med tæpper på gulvet, der havde kendt bedre dage. Men jeg fik eget bad og egen seng. Det var der så også flere af mine medpilgrimme som også valgte.
Byfesten var nu ikke noget at råbe hurra for og den sluttede på slaget kl. 22.00 - måske fordi den også foregik på arealet op til klosteret - så det kan være at munkene har haft en finger med i planlægningen.

Når jeg skriver dagens lange vandring  - så er der tale om en lang vandring ikke kun fysisk, men også psyisk.
Der er simpelthen langt mellem mulighederne for at  noget at spise og drikke her ude på landet.
Caminoen ligger jo ikke altid tæt op ad byer eller også er bysamfundene så små, at der ikke er hverken bar eller butikker.
Der er kørende bagere og købmænd, men dem ser vi jo meget sjældent og de stopper naturligvis ikke når de ser en pilgrim.
De mange små samfund man kommer igennem består typiske af en lille samling huse og nogle går de ofte meget få.
Vandringen  i dag er valgt lang fordi, der i Miratz kun er en overnatningsmulighed , der er et albergue bestyret af en engelsk kristelig organisation og skulle vare  et veldrevet albergue.
Dagens udfordring består i den lange vandring. Den er nærmest i 2 etaper en på godt 20 km før man kommer til skyggen af en by og derefter i de resterende ca. 15 km, der også er uden for nogen bymæssige samfund. Det er nogle lange og ensom med vandringer. Jeg ser måske et par medpilgrimme ved første mulige bar - der som nævnt ligger 20 km efter du er startet. Jeg ser ingen mennesker på caminoen ud over pilgrimme.
Oplevelsen er at jeg kan gå i næsten 4 til 5 timer og ikke se et menneske. Du føler dig alene i verden. Men Spanien er et udmærket land når det gælder mobiltelefondækning. Jeg har indtil nu kun oplevet at der ikke har været dækning meget få steder og kun i ganske korte perioder.
Det at der er mobildækning giver en følelse af tryghed for hænder der en noget ude på caminoen kan der gå timer inden der måske kommer nogen forbi. Men at gå på caminoen giver en tryghed i sig selv - for der har jo gået tusinder af pilgrimme før dig, uden at der er sket dem noget.
Hvorfor faldt valget på at overnatte på et albergue, nu hvor jeg har boet på luksushotel dagen før?
Jo, alberguet i Miratz bestyres af en kristelig engelsk organisation og i guidebøgerne beskrevet som et velordnet og veldrevet albergue. Og det er det. Fine og gode forhold med 26 senge, baderum, toiletter og køkken og store fælles opholdsområder.
Utrolig søde hospetaleros (frivillige hjælpere der bestyrer alberguet).
Så det var et udmærket valg.
Hele alberguet var fyldt op den nat.
Betaling - donation - jeg gav 10 Euros, fordi der også er morgenmad.

Jeg er faktisk blevet træt af at vandre. På en måde er jeg gået istå. Jeg synes jeg har ondt alle vegne i kroppen og så har jeg også fået ondt af mig selv. Jeg synes jeg har begivet mig ud på en vandring som jeg troede var anderledes.
Jeg troede Camino del Norte også havde lidt af den  samme ånd som er på den Camino Frances. Det er der ikke. caminoen er mere en vandrevej end en pilgrimsvej. Og det har nok skuffet mig lidt.
Der er meget flot natur og især Asturien har gjort et kæmpe indtryk på mig. Men der er ikke så mange kulturminder på denne camino som på Camino Frances. Og det skuffer mig. Vel der er kirker, katedraler, broer, tårne m.v.. Men ikke på samme måde.
Så derfor har jeg besluttet at jeg skal gøre noget godt for mig selv.
Jeg har  bestilt overnatning på et Parador i Vilalba. Den sidste større by inden Santiago.  Jeg har også bestemt jeg vil have en liggedag for at få humøret til at vandre igen.
Så derfor har jeg 2 nætter i Paradoret. Se nedenfor om hvad et Parador er.
Der er ingen udfordring idag og dog! Der er en strækning paa 17 km gennem højsletten på fladt terræn på markveje og stier gennem mindre bevoksninger og langs marker, hvor der ikke er nogen bebyggelser. Det er altså langt. og de sidste ca. 4 km er også på markveje og mindre biveje. Så der kan ikke klages over belægningen og kvaliteten idag.
Oplevelsen var at møde familien Østrig ved en frokost på en rasteplads ved en middelalderbro og blive budt på brød, skinke og ost. Jeg have tomat, tun og brød. Så vi fik en fantastisk frokost i det grønne, mens andre pilgrimme så misundelig til når de vandre forbi.
Caminoen tager caminoen giver. I dag gav den en dejlig oplevelse at sidde sammen med søde mennesker og for engangs skyld tale tysk. Så fik jeg mit gamle skoletysk brugt. Og fik ros.
Som nævnt tænkte jeg til at forkæle mig selv, så jeg har 2 overnatninger på Paradoret i Vilalba.
Et Parador er et luksushotel, som den Spanske stat har etableret i fredede og historiske bygninger rundt om i landet. For at bevarer og bruge bygningerne så de ikke forgår.
Der er luksus og overnatningerne er ikke billige. Værelset jeg har er på 30 kvm med gamle antikviteter i skabene og på gangene. Badeværelset er vel på 10 m2 og intet er der sparet på. 2 kvm store badehåndklæder. Tjenere i sorte uniformer og opholdsrum med store sofaer. Et overdådigt morgenbord.
Omgivelserne er her et gammelt vagttårn, der er bygget om med værelser og herskabsboligen ligeledes med værelser og spisestue m.v. Meget flot og smagfuldt indrettet.
Og dyrt?? Alt er jo relativt.
Men 70€ for luksus med morgenmad pr. nat. Bedøm selv??

Dagens vandring er en oplevelse i sig selv, da  den nu kun går op og ikke ret meget ned. Vi skal til og op på en meget stort platau - Terra Cha - der er en højslette som ligger mellem  højdedragene som jeg senere skal over når jeg går mod sydvest.
Heroppe hersker et helt andet mere tørt klima, men med en strid norden vind.
Jeg har ikke fortalt om de pilgrimme jeg har mødt på vandringen. For nu er det faktisk "rigtige" pilgrimme jeg vandre med på caminoen. Det er pilgrimme på min egen alder jeg møder og får en snak med.
Igennem nogen tid var det et tysk ægtepar fra Ulm jeg fulgtes med og som rejste tilbage til Ulm fra Ribadeo.  Så har jeg mødt et fransk ægtepar, hvor manden har været ingeniør hos Volvo i Gøteborg. Verden er lille.  Til gengæld er verden stor for ham og konen, de har vandret Frankrig tyndt og er nu på 5 gang til Santiago. En tynd østrigsk dame mødte jeg, der var vandret fra Wien og nu var på vej til Santiago og havde været til Rom og Jerusalem på pilgrimsvandring !!!!! Jeg har mødt familien Østrig - mor og  søn og dennes kæreste og  morderens veninde. De 4 vandrede fra Aviels til Santiago, fordi det var moderens sidste strækning efter at hun på godt nok 8 år har vandret fra Wien til Santiago
Danmark stå op af sofaen og få fodtøjet på. 
Tyskere, franskmænd, østrigere en englænder jeg mødte har alle vandret europas vandreveje tynde. Jeg er den glade amatør blandt disse vandrings mænd og kvinder.
Det er mænd og kvinder + 50 der går Europa tynd.
Når men vi skal jo videre så der er en dag i morgen.
Jeg har mange gange skrevet at udfordringen er bakkerne og dagens vandring var ingen udtagelse. Jeg er snart slidt op af at vandre opad. Det tager på lårmuskler og knæ Nu hvor vejret er blevet mindre varmt har jeg kun 1 liter vand med. Men til gængæld har jeg nu mad med. Der er optil 16-20 km mellem de barer der er på vejen. Så et lille brød, en tomat og lille dåse tun udgør nødration på vejen. Æbler, pærer og anden frugt er tilgængelig på træer. Brombær er der alle vegne og de er moden nu. Man skal bare tage de højeste, som dyr ikke har tisset på.
Oplevelsen er, alt klimaet og naturen igen er skiftet til en lidt mere kedelig natur og mindre bakket natur. Der virker mere trist og på en eller anden måde beskidt fordi der er blæst som har støv og andet med i vinden.
Gotán har et nydeligt nyt albergue, men alligevel er jeg krybet i ly hos barejeren ned paa hjørnet i et af hans værelser med bad. Byen her har til forskel fra andre et posthus.
Det er meget vigtigt fordi, det er der jeg i morgen tidlig skal vandre ud af byen for at komme på Caminoen. Det står i guiden.
Der er i mellemtiden sket det at posthuset er nedlagt. Men??
Som altid har der været en lille mand/dame med en dåse gul maling, der er cyklet/vandret i forvejen og malet en gule pile ud for det nedlagte posthus.

Guderne må hvide hvorfor jeg er stoppet i denne by, men det er sikkert fordi, der er en meget berømt kirke og kloster i byen eller også er det fordi der er langt til næste overnatningssted. Det gav i hvert fald ingen menig at overnatte i byen. Men mere om det.
Der er en meget berømt gotisk kirke i byen, der er blevet forsynet med en barok facade, af den samme bygmester som har bygget katedralen i Santiago. Til kirken hører også et kloster, der er i funktion.
Dagen har været noget møg. Det har regnet hele dagen  og det har igen været en bakket dag, så jeg er godt mør.
Jeg besluttede at gå til messe kl. 20.00, som jo er messe tid i Spanien. Både i håb om at kirken var åben, men også for at der faktisk også blev holdt messe i kirken. Og det blev der.
Vi har 7 kirkegængere. 5 fra den lokale menighed. 5 ældre damer og 1 pilgrim og så mig. Præsten var munk. En ældre herre på min alder med en en utrolig smuk stemme og for engangsskyld var det muligt at forstå hvad han sagde, fordi han udtalte ordene på en smuk måde. Forstå og forstå er så meget sagt vel 10 %. Men liturgien var lidt anderledes end sædvanlig.
Det var en smuk oplevelse oven på en møgdag. At modtage nadver af en munk, der bagefter velsigende os 2 pilgrimme  og gav os ord med på vejen til Santiago. Det varme og smelter ens hjerte og giver fornyet lyst til at fortsætte.
Sådan er caminoen.
Vejret i Galicien er omskifteligt, det er regn det ene øjeblik og sol det næste for at skifte igen. Det er koldt og det er varmt for at blive koldt igen. Du skal have tøj med til det hele. Men er du forberedt så går det vel også.
Dagens oplevelse - udover kirkegangen - var nok overnatningsstedet - det var rædselsfuldt. Hostal la Unio - hed stedet. Jeg havde ringet det op for at være sikker på om det var åbent. Havde de da bare ikke taget telefonen.
Jeg fik et rum på 7 m2 med en møg beskidt håndvask med et gammelt æbleskrog. Det mest positive var, at sengelinnedet var rent og pænt og det brugte jeg så som underlag for min sovepose. Det var kun koldt vand og der var ingen varme. Hoveddøren stod åben og der var koldt. Hoveddøren kunne nemlig ikke lukkes. 20 m henne af gangen var der et badeværelse der havde kendt bedre dage - men brugbart. Toilettet var uden toiletpapir. Men en pilgrim er ikke tabt bag af en vogn, så han har altid noget med til et toiletbesøg.
Den her overnatning var noget rod.
Bagefter fik jeg at vide, at der i byen faktisk er et helt nybygget albergue, hvor der er 4 sengs rum, flotte badefaciliteter og toiletter og VARME.
Normalt tjekker man ind når man kommer til en overnatning, men i baren sagde barmanden at det kunne vente til morgentidlig.
Jeg er sikker på at jeg aftalte med ham, at jeg kunne få morgenmad kl.7.30, da jeg fik Menu el Dia om aftenen.
Menu el Dia bestod af 5 kødboller med et ubestemmeligt indhold som forret. Hovedret var en omelet bestående af ikke over 2 æg og 2 champignon samt ikke over 10 kartoffelchips. En danskvand. Et stykke is som dessert og en kop the.
Når jeg nu skriver det så udførlig er det, at barmanden ikke kom kl. 7.30 og da der var gået et kvarter skred jeg.
Jeg lagde 20€ + nøglen på sengen - det var det beløb jeg mente overnatningen og forplejningen var værd. Men jeg fik ikke noget stempel i mit pilgrimspas. Øv.

Nu er næste by i Galicien og dermed forlader jeg Austurien.
Austurien har været en meget positiv oplevelse - enten fordi det har været godt vejre stort set hele vandringen igennem regionen - eller prinsedømmet, som det er - eller fordi Austurien er noget helt for sig selv. Utrolig sød og venlig befolkning, der altid hilser pænt på én, når man går forbi, fordi der er så pænt og ordentligt, fordi der er grønt, fordi der er hav og der er bjerge, nogle af de højeste i Spanien. Det har været en dejlig vandre tid i Asturien. Skal jeg sammenligne med noget andet land er Schweiz nok det der kommer tættest på.
Nu kommer jeg ind i Galicien - dette mærkelig område, hvor der hersker mystik, sækkepiper, tåge, regn og desværre også fattigdom, da det er den regi on i Spanien , der har færrest indbygger pr. km2 - 94 personer -  og dårligst indkomst. Og det ses straks man er nået over regionsgrænsen, der her går ved Rio de Ribadeo.
Jeg må indrømme, at lige nu har jeg ikke den store lyst til at vandre og det er lidt op ad bakke med lysten lige nu. Så det trækker med at se de større byer på vejen som alm. turist.  Ribadeo er en stør re by - som Roskilde -  men jeg vil nok foretrække Roskilde.
Ribadeo nås ved at der vandres fra den Asturiske side over en motorvejsbro til Ribadeo - over Rio de Ribadeos flodmunding i Bisquayen. Det er en lidt sær oplevelse at vandre på en stålbro langs en motorvej med et lavt håndvæern og se mere end 50 m ned på flodmundingen. Men en oplevelse er det. Se billederne senere.
Udfordringen i dag var nok meget beskeden og kan vel bedst beskrives som vandingen over en flere hundrede meter lang motorvejsbro mellem Asturien og Galicien i vel mere end 50 m højde på et fortov, der ikke er brede end 1 m og med et håndværn i 1 m højde og med  lastbiler med 100 km/t få cm fra dig på den anden side. For nogen kan det godt være skræmmende at kunne se ned på floden under de ribber man går på.
Oplevelsen er vel også at kunne få lov til at gå på selvsamme bro og for en gangs skyld ikke skal først kravle ned af skrænten og op på den anden side. Her var der ikke nogen niveauforskel. Dejligt. man vandrede lige ind i byen.
Der er kun 1 km vandring så er man inde i bymidten.
Ribadeo er nedslidt, trist, beskidt og bebyggelsen er grim og utidssvarende. En meget kedelig og trist by. Med et begyndende forfald, hvor bystyret åbenbart er forgangsmand ved at lade byens kulturhus, der i øvrigt er en meget flot gammel bygning totalt forfalde, så der er sat net op for at der ikke skal falde bygningsdele ned i hovedet på de forbipasserende.
Jeg boer på et bedaget hotel midt i byen med en meget flink vært, der straks gør opmærksom på, at der er rabat for pilgrimme på aftensmenuen. Det var der også 1 Euro. Når men værelset var udmærket bortset fra den skimmesvamp der huserede på loftet i badeværelset.
Og som du oplever i Galicien, så ved de ikke hvad varme er. Der er godt nok radiatorer, men jeg har aldrig oplevet at der er varme i dem. Nu er det ved at være køligt om aftenen og de korte bukser er udskiftet med lange ben og tshirten med lange ærmer.

I dag har jeg været 25 dage på Camino del Norte og indtil nu har jeg mødt 2 danske pilgrimme.
På forhånd havde jeg bestilt en overnatning i om rådet ved El Franco, fordi det passede sådan set  med en pæn dagsmarch.
Så dagens vandring gik fra Villapedre til San Juan de Prendones - på Asturiens nationaldag.
I hele området er der gang i et nyt motorvejsbyggeri, hvorfor caminoen gang på gang er omlagt og med provisoriske afmærkninger, så man skal have øjnene med sig for at se om man er på rette vej. Men indtil nu har der faktisk ikke været problemer. Således heller ikke i dag.
Når jeg har vandret så mange dage og jeg vandre alene, så slår jeg sommetider over på automatgear og går i mine egne tanker og pludselig vågner jeg op og kan komme i tvivl om jeg nu har vandret rigtigt fra sidste gule pil eller muslingeskal - der er jo er vejmarkering for caminoen. Så må jeg lige lidt tilbage til sidste markering og sikre at jeg er på rette vej. Eller jeg med et sideblik fanger en gul pil på en lygtepæl eller på et trafikskilt eller på et træ. Og så er jeg tryg igen og glider ind i mig selv igen.
Særligt når det er godt vejr, vejen er god og fast og der ikke er så meget at se på, kan jeg komme i den  tilstand, at jeg bare går.
I dag gik det faktisk lidt galt. Jeg troede jeg havde bestilt en overnatning i El Franco, men faktisk var det 3 km uden for caminoen i en lille i øvrigt pæn by ved navn San Juan. Overnatningen var i en tidligere og ombygget præstebolig lige ved kirken. Et utrolig nydelig overnatning, inkl. aftensmad (for der var ikke andre steder) og morgenmad for 40€ E inkl. et pænt værelse med eget bad og toilet. Super.
Der var ikke de store udfordringer i dagens løb, der var ikke de store ting at se på vejen. Udfordringen bestod i at finde overnatningen, som var kommet lidt ud af kurs.
Det viste sig, at det var Asturiens nationaldag. Og den fejre man med maner på de kanter. I El Franco - en samling huse - var der et selskab, som jeg tillod mig at gå hen til for at spørge om de vidste hvor La Rectoral de San Juan lå.
Utrolig søde som de er på de kanter - og med mit dårlige spanske og deres dårlige engelske - fandt vi ud af i fælleskab blandt 8 mennesker, at jeg skulle ca. 3 km bagud og til højre over den nye motorvej. Men det var ikke noget problem.
Hele selskabet skulle nemlig den vej til en større fest på en festplads, der lå ca. halvvejs, så jeg kunne bare gå sammen med dem. Men først skulle vi fejre nationaldagen med et glas vin og affyring af en raket. Så gjort vandre vi i flok 1 1/2 km, hvor de derefter pænt tog afsked med mig og at blot jeg 
skulle følge vejen 1 1/2 km mere så var jeg der. Og det passede.
De er så utrolig søde og flinke til at hjælpe en på vej, når man er i tvivl. Så bliver man helt rørt over hjælpsomheden.
Det lykkedes mig at finde La Rectoral San Juan og da jeg kom var der ikke et øje og alt var lukket.
Jeg ringede det kontaktnummer op jeg havde fået ved bookingen og talte med en meget flink herre, der fortalte mig, at han var til fest og ville komme inden for 1 time eller 2 og lukke mig ind. Der var ikke andet at gøre end gå om i haven. Der var en vask med sæbe. Så jeg skifte tøj og vaske mit vandretøj og hængte det til tørre. Tog en fersken og et æble fra de træer der var i haven og satte mig på en havestol i solen og faldt hen. Pludselig blev jeg prikket på skulderen og manden undskyldte mange gange at jeg have ventet på at blive lukket ind.
Det skal så siges jeg var den eneste gæst den nat. Og al den ulejlighed for DKK 300 for ham!!!

Regnvejret fortsætter - fortsætter også i dag, der er bare mere vådt fordi det er støvregn. Og det er også småkoldt.
Jeg vandrede ud kl. 8. Det er bælg ragende mørkt fra kl. 21 til kl. 8. Så det er først muligt at vandre ud, når det er morgengry og man kan se omgivelser og vandrevejen.
Til afveksling er vandringen i dag på stier og markveje, men til gengæld er det ikke så spændende med alt det vand der nu ligger i store pytter, som man skal enten uden om eller springe over for ikke at få for våde sko.
Jeg vandrede i dag i gennem kystbyen Luarca - der er klem inde mellem 2 klippepartier og byen er krøbet op af klipperne, så der er en flot udsigt ned over den lille havn med fiskebåde. Den er en af disse pittoreske fiskerbyer, der tiltrækker turister.
Jeg tager en pause i en café, hvor jeg få noget at spise og drikke. På cafeen traf jeg et dansk ægtepar fra Vejle, som kører langs Biscayabugtens kyst fra Parador til Parador. 
Parador er den Spanske Stats hotelkæde af luksus hoteller, der overvejende er i historiske bygninger, som gamle borge, klostre og arktektonisk imponerende bygninger af berømte arkitekter.
Så vi fik en lang sludder og pilgrimsvandring og ferie i Nordspanien. Det var faktisk meget hyggeligt.
Da jeg vandre videre fra byen fortsætter det våde vejr.
Jeg har vagt at overnatte på et hostal ( mindre hotel med nogle få værelser og ofte over en restaurant i en mindre by 12 km længere fremme på dagens vandring. 
Det er rart at have et slutmål på dagen, hvor man er sikker på at kunne overnatte og få en god nats søvn og få tørret tøjet og selv blive varm efter en kold og våd dags vandring. 
I restaurationen spiser jeg et godt aftensmåltid og da der er TV på værelset, bliver til at se en spansk film på fjernsynet. det er nu ikke så spændende, men efter en lang dags vandring er det bedre end ingen ting. For byen er der ikke meget at skrive hjem om.

En Guds jammerlig dag, noget af en rigtig lor.... dag.
Jeg har opgivet at bo på albergues, fordi jeg ikke gider at bo sammen med andre, så jeg tilrettelægger nu vandringen ud fra muligheden for at finde en alternativ overnatning. Så er det sagt.
Vandringen var rædselsfuld - fordi det for det første regnede ret meget hele dagen - det kan så være hvad det er - men også fordi vandringen var på den gamle N 632 - der er den tidligere hovedvej langs kysten. Den er stadig befærdet, men dog behersket. Men den snor sig i zig-zag gennem landskabet med mange sving og bakke op og bakke ned.
Og der er absolut intet at berette om på vandringen, andet end at det er "rå vandring".
Det eneste plus på turen var vel at du kom gennem Asturiens smukkeste landsby - men det var i 1968, den blev belønnet for det. Så det er jo nogen dage siden.
Dagens udfordring var regnen, for det regner. Hele dagen var der over 15 mm regn efter de oplysninger jeg har fra en utrolig god hjemmeside med vejr meldinger - yr.no - en norsk hjemmeside der er ret pålidelig for 7 millioner vejrstationer i verden. Det regne hele dagen og alt der i forvejen ikke var vådt blev vådt.
Jeg har sikret min rejsepapirer (billetter/pas/og pilgrimspas/kørekort) i nogle plastikposer, som bruges når vi har væske, med i håndbagagen når vi flyver. Min smarttelefon er vandtæt og det er mit foto apparat også.
Så nu er udfordringen at finde en overnatning, hvor jeg har en forhåbning om at jeg kan nå at få tørret alt dit tøj.
Jeg slog op på www.booking.com med 375.000 hoteller overalt i verden og skrev Cadavedo, fordi det var den første "større" by jeg ville kunne komme til.
Det viser sig så at Cadavedo ikke er en by, men et område på ca. 10 km2 med spredt bebyggelse.
Den overnatning jeg havde bestilt var til alt hel næsten direkte på caminoen. Hvor heldig kan man være?
Man kan ind imellem forbande sig selv, at man vandre ikke mindre end 36 km i møgvejr.
Man har poncho på og har begrænset synsfelt og vandet render ned af een. Hvad kan man andet foretage sig end at vandre.
At jeg så også er snyde heldig at min overnatning faktisk ligger direkte ud til caminoen uden at jeg var vidende om det, er vel nok en af de ting, som caminoen giver, mens den tog dagen med regn.