De 18 vandredage på Old Way har været en positiv oplevelse. At vandre på en gammel pilgrimsvej er altid noget særligt, især når pilgrimsvejen er så afvekslende på strækningerne fra Southampton til Bramber og videre til Canterbury, som den er.
Et fantastisk landskab, små hyggelige engelske byer, smukke landskaber, afvekslende vandrestier "Footpaths", skrækkelige landeveje, venlige lokale, gode overnatningssteder og godt efterårsvejr med et par enkelte regnvejrsdage men lunt.
Dagsvandringerne har været på omkring 20-25 km - en god længde på en vandredag. 
På vandringen mødes kirker og katedraler, borge, klostre og andre typiske kulturminder for en pilgrimsrute.
På denne del af pilgrimsruten indgå også, at pilgrimmen færges over en flodmunding - et særligt indslag på en sådan vandring.
En del af vandringen følger den engelske sydkyst både gennem kystbyerne, men også langs den naturlige kyst ude til Southampton Water og langs kystlinjen til fjordene ved og øst for Portmouth. Efter Portmouth vandres lidt mod nord ind i landet og fortsætter senere igen langs kysten ved Rye til Hythe og herefter nordøst til Canterbury.
Senere går pilgrimsvejen op på Soutwest Downs og følger Southwest Downs Way på ryggen af den lange ås med udsigt mod nord over det flade Sydengland og mod syd med udsigt over kysten og Den engelske Kanal med udsigt til Frankrig.
Old Way er ikke på noget tidspunkt afmærket. Og bliver det næppe. Min begrundelse er, at den har et forløb, der gør det vanskeligt at afmærke, hvorfor der må vandres enten efter beskrivelsen af ruten i The British Pilgrimage Trust rutebeskrivelse. britishpilgrimage.org. eller efter den app
som Organisationen har udarbejdet, hvor Old Way er lagt ind og på den kan vises i realtid om du er på Old Way. GuruMaps anvendes og den er superb og jeg har anvendt den med rigtig god hjælp og den har frelst mig mange gange fra at gå fejl.
Da Old Way er lidt af en labyrint, med få lange lige stræk og vekslende mellem stier, veje, over broer, under jernbanelinjer og veje, gennem byer m.v. har pilgrimmen behov for noget ofte at sikre sig at han er på rette vej.
Så en mobiltelefon kan nemt i løbet af dagen ikke bruges til meget andet end være med åben App - og det dræner mobilen for strøm. Men fortvivl ikke der er mange pubs på vandringen, hvor der kan lades op i mere end een forstand.
Jeg valgte at overnatte på hoteller og B&B på min vandring. Der har været gode overnatningssteder og som nævnt med mellem 20 til 25 km mellem dem. de har været af gennemsnitlig god kvalitet og med vekslende pris og med blot en enkelt uden morgenmad, har det været nemt at finde spisesteder og indkøbsmuligheder på de daglige vandringer.
At komme til Southampton, hvor Old Way ved Sct. Marys Church starter kan fra DK kan ske på flere måder. En er at flyve til Gatwick evt. til Heathrow og tage toget til Southampton. Det tager en fuld rejsedag. At rejse retur gør jo rejsen kortere idet der vandres mod øst og nærmere lufthavnene.
Når man skal retur igen er det blot at tage tog fra Canterbury til Gatwick - en 2½ times togrejse med omstigning i St. Pancras International i London.
Jeg kan virkelig anbefale at vandre Old Way, hvis man har mod på at vandre uden afmærkninger. Lokale er hjælpsomme og interesserede i ens hensigt med vandringen.

Efter 2 dage i Canterbury var interessent for byen nu opbrugt og det var tid at vende hjem. Jeg har reserveret sæde i et Norweigan fly sidst på eftermiddagen fra Gatwick til København. For at komme til Gatwick rejste med toget fra Canterbury Station West til St. Pancras International station i London for der at skifte til ThamesLink til Gatwick Airport. Rejsen tager i alt ca. 2 ½ time. På dette tidspunkt af dagen er der travlt i lufthavnen med mange passagerer, men vi er forbi tiden med fly der ikke afgår til tiden. Så præcis den aftalte tidspunkt afgik flyet og var endda et kvarter tidligere i København før fastsat. Herfra kørte jeg hjem til Holbæk. Man må påregne at der bruges en dag på hjemrejse fra Canterbury.

Hviledagen blev brugt på et gensyn med Canterbury, hvor jeg for 7 år siden vandrede ud, med Rom som mål på Via Francigena. Her på hjemmesiden kan læse mere om Via Francigena. Nu står jeg igen i byen og den ligner stort set sig selv. Canterbury er en by på størrelse med Roskilde, men den føles større og mere travl. Begge byer er i øvrigt jo katedralbyer. Hvilken af de to katedraler, der gør størst indtryk er nok op til den besøgeren selv at bedømme. For de begge har haft stor betydning for både byerne og rigerne de er rejst i. Jeg skulle i løbet af dagen igen besøge katedralen og her genopfriskede erindringen fra besøget i 2015. Så en lille rundtur i billeder. Jeg skulle også købe frimærker – og når posthuset er nedlagt, hvor køber man så dem – jo i boghandlerne og i supermarkeder. Postkasserne er dig fortsat røde cylindre. Traditionen med at sende postkort til min datter skal holdes i hævet. Jeg har længe haft et had/kærligheds forhold til mig rygsæk, fordi jeg er rigtig glad for den, men den har nu siddet på ryggen af mig på omkring 9.000 km., så den er blevet mør i toppen af sol og regn og blevet lidt hullet hist og her og det ærgre mig. Men i dag fandt jeg dens afløser, blot er den lysegrå og ikke blå. Den har er produkt navn: ozone og den gamle: h2 (helium). Navnene skal nok illustrere, at de begge er lette. Den nye vejer lige 1 kg og er som den gamle på 40 L. Den nye har jeg måtte give halvdelen af, hvad den gamle i sin tid kostede mig. Som jeg ser det, er kvaliteterne af dem begge nærmest ens. Dagen var egentlig ikke en hviledag, men mere et dagsophold, fordi flyprisen af en eller anden mærkelig årsag var dobbelt så dyr torsdag, som i morgen fredag. Så det var billigere at tage en ekstra overnatning. Og så var der den fordel, at jeg kunne brug en dag på at opleve Canterbury, som er en dejlig engelsk by med en autentisk gågade.

Efter et fyrsteligt morgenbord kunne jeg her til morgen endelig vandre ud i et skønt efterårsvejr med sol. Kort efter jeg vandrede ud kom jeg til landsbyen Braham og vejen kom jeg forbi en stor sognekirke i Braham med et slankt kobberspir på tårnet. Nysgerrigheden var straks vagt og jeg kunne se, at der var lys derinde. Og jeg vandrede ind lige som en formiddagsmesse skulle til at gå i gang. Præsten inviterede mig til at deltage. Det er første gang jeg deltager i en angelsaksisk gudstjeneste. Da jeg deltog i nadveren gav præsten mig samtidig en velsignelse på vandringen. Der var kaffebord efter og jeg blev et interessant islæt til snak omkring bordet. Menigheden bestod vel af 15 lokale lidt ældre personer end mig. Efter at have vandret ned ad en lang bakken kunne jeg vandre ind i byen Bridge. Byen ligger ud til den gamle landevej ind til Canterbury og lagde man mærke til de gamle reklamer, der er malet på facaderne på bygningerne med pubs vil man bemærke at kan lejes åbne og lukkede vogne, opstaldes heste i gode båse og overnattes. Efter Bridge valgte jeg, at vandre ind i Canterbury på den gamle Romer Vej – (Durovernum), der er fra Canterbury til Dover. Nu omdage er den utrolig trafikeret, men med fortov fra motorvejs udfletningen syd for Canterbury og de 5 km ind til katedralen. Ca. halvvejs kan tårnene på katedralen ses. Det er det øjeblik, man som pilgrim venter på og som giver pilgrimmen de sidste kræfter frem til at nå det fysiske mål og give den spirituelle forløsning, pilgrimmen har båret på hele sin vandring. Når man står ved katedralen kommer følelserne op i een og får frit løb. Har man ikke selv prøvet det, er det svært at beskrive for andre. I dag var så en meget speciel ankomstdag, fordi jeg blev mødet af een af de stewards (opsynsfolk – der guider besøgende i katedralen. Henvendelsen kom fra en ældre utrolig venlig dame, som bød mig velkommen og ville høre om jeg skulle starte eller slutte min pilgrimsvandring. Da jeg nævnte det sidste, bad hun en kollega om at hente en af katedralens præster, som ville tilbyde mig en velsignelse, som afslutning på pilgrimsvandringen. Det takkede jeg meget gerne ja tak til. Kort efter kom en præst og bad mig fortælle om min pilgrimsvandring og bad mig sammen med ham gå op bag katedralens alter, hvor Thomas Beckets grav er og på den forrettede præsten den afsluttende velsignelse. Besøgende i kirke må ikke betræde området med graven, men der er så undtagelser. Der har siden graven blev lagt stået et tændt lys på den. Det ses nederst til venstre for mig på billedet. Efter dette skønne ritual, begav jeg mig til mit overnatningssted lidt fra katedralen, som efter bedste tradition hedder – Pilgrims Hotel. Nu har jeg endelig og efter flere genvordigheder vandret fra Southampton til Canterbury – små 400 km.

Det blev ikke et Herregårdshotel , men et Slotshotel her ved Barham. Når, men pyt, det går vel også. Broome Park hotel. Desværre må jeg nøjes med loftsetagen. Mere var der ikke råd til. Det var faktisk fint tørt vejr med sol og op til +15C til 1 km før slottet, så regnede det voldsomt i 2 min. så alt blev vådt. Heldigvis havde fra morgenstunden den røde lange regnfrakke på yderst, fordi det havde se truede ud tidlige på dagen. Jeg startede med at besøge Hythe Kirke og vandrede ned mod og øst på langs Royal Military Canal og derpå op i bakkerne mod nord for at kommer over M20 og uden om tilkørselsområdet, hvor biltogene igennem Tunnellen, bliver lastet med biler. Herefter vandrede jeg ca. 150 højdemeter op på en smal asfaltvej nordøst på og igennem The English Country Side and Rolling Hills. 10 km før Barham spiste jeg frokost på The Back Horse Pub I Densole. Lidt derfra kom jeg forbi en landhandel, hvor der stod Post Office. Jeg skulle købe et frimærke til det postkort jeg sender min datter, hver gang jeg er på pilgrimsvandring. Desværre kunne jeg ikke købe frimærket, fordi postkontoret først åbnede 20 min. senere sagde ekspedienten og slog beklagende ud armene. Fin service fra Royal Post. Godt mæt fortsatte jeg langs A260 – trafikeret landevej med gangsti ca. 4 km før det var muligt at svinge ind og vandre videre igen på en smal lokalvej de sidste kilometer. Dagens 25 km virkede let vandret, nok fordi set er sidste vandredag på Old Way i morgen, hvor jeg vandre ind i Canterbury.

Jeg har overnattet mange spændende steder, men det er første gang, at jeg overnatter på et posthus. The Old Post Office Botique – i den gamle bydel i Hythe. Ombygget og indrettet med 3 værelser. Efter 19 km fra Ham Street til Hythe i delvis tørvejr, men med en del blæst, fordi jeg valgte at vandre på landevejen mellem byerne Stierne på marsken er alt for våde. Landevejen er meget bakket og med mange sving, men ikke særlig befærdet. Første stop var i en pub i Bilsington Jeg kom vist lidt tidligt for værten gik rundt i badekåbe og gjorde rent. Jeg fik dog noget at drikke og lånt toilettet. Flækkens kirke var derimod lukket. Midt ude i landskabet, så jeg dagens anden kirke, men vandre 3 km ekstra for at opleve, at kirken måske var lukket, havde jeg ikke rigtig lyst til. I Lympne, der er byen inden Hythe, vandrede jeg ind I den lokale pub for at spise frokost. Til stor morskab for nogle gæster skulle jeg have min røde lange regnfrakke af, min rygsæk og min blå regnjakke. Det tager også sin tid at vikle sig ud af alt det udstyr. Jeg fik menukortet og øjet fik lige set en ret jeg aldrig har set eller smagt før- lammelever – serveret med løgsovs, kartoffelmos, og grøntsager til. Himmel, hvor det smagte dejligt. Grise- og kalvelever har jeg ofte spist, men lammelever er bare rigtig lækkert. Prøv det engang. Hythe er en af de utallige engelske kystbyer der tiltrækker turister og feriegæster. Den ligger på en skråning ned mod kysten. Og når jeg vandrede ned til den var det med en flot udsigt over Den Engelske Kanal. På denne årstid er byen nærmest gået i dvale. Her nu, hvor det er mørkt før kl. 18 er hovedgaden mennesketomme og butikkerne lukkede. Det er et rigtigt dejlig sted jeg overnatter I til i morgen. I morgen bliver overnatningen på Broome Park Hotel – et Herregårdshotel med egen 18 hullers Golfbane og meget mere.

På et tidspunkt i dag troede jeg, at jeg var kommet under en bruser med tøj på. Så meget regnede det på et tidspunkt og så voldsomt, at dråberne sprang mindst 10 cm op fra vejbanen, når de faldt der. Alt det tøj jeg havde på i dag inkl. sokker og vandresko blev drivvådt. Jeg kunne hælde vand ud af vandreskoene. Jeg har vandret 24 km i regn og stået næsten 1 time i regn ved et ikke overdækket busstop og ventet på en togbus, der skulle transporterer mig fra Ham Street, hvor jeg sluttede dagens vandring fra Winchelsea til storbyen Asford i Kent for at overnatte der. På grund af den megen regn, var det ikke tilrådeligt at vandre ude i marsken. Derfor benyttede jeg Royal Military Road der ligger ved siden River Rother, som i dagens anledning var godt fyldt med vand. Første stop var 6 km i Rye, der er en gammel borgby med et smukt gammelt centrum. Herfra 10 km på landevejen langs floden til Appeldore med en mørk og lidt trist kirke fra 1300 tallet – videre igen på lokalveje 8 km med ganske lidt søndagstrafik over Appeldore Heath og igennem en anden lille flække Kenardington til stationsbyen Hamstreet. Hamstreet er sidste station inden Asford med tog 9 min. I dag dog togbus fordi togpersonalet trejker. Ashford Kent er på størrelse med Ålborg. Herfra kan man rejse med Eurostar hurtigtoget igennem tunnellen under Den Engekske Kanal til bl.a. Paris. Som nævnt regn hele dagen. Men mildt i vejret op til +13C. Nu er tøjet hængt til tørre og så er det kun at håbe det er på vej mod at være tørt i morgen kl. 9.00 når jeg tjekker ud for at tage toget retur til Ham Street. For i morgen kører det første kl. 9.25 fra Ashford. I morgen overnatter jeg i Hythe.